Vi er ikke hjemme

Så er alle vores officielle opgaver hernede i Ghana overstået, og vi begiver os derfor på en velfortjent ferie. Turen går nordpå til Bukina Faso og Mali, hvor vi glæder os meget til henholdsvis at besøge Ouagadougou (om ikke andet bare pga navnet) og Timbunktu.

Vi lover at dokumentere på livet løs undervejs, I hører fra os!

Hilsen
Mads og Ida

Direkte link til Youtube

Livet på gaden

– på vej til og fra arbejde

Jeg går til og fra arbejde stort set hver dag. En tur på ret præcist 3 km, der tager mig ca. ½ time – nogle gange lidt længere, hvis jeg lige skal købe frugt eller tage billeder på vejen…

Morgenmad og tandbørstning
Om morgenen er turen præget af dagens start. Langs vejen sælger et utal af små boder morgenmad: for det meste en tynd grød lavet på majs, ris eller hirse blandet med mælk og sukker, her til hvidt brød eller forskellige former for friturestegte dej-bolde lavet af hvedemel, majsmel, bønner eller fisk. Nogle af stederne steger de endda æg på et lille kul-komfur. Skolebørn, der køber grød på vej til skole, flokkes om boderne sammen med sygeplejerskerne fra de to hospitaler og generelt folk på vej til arbejde. De sidste skolebusser passerer mig fulde af vinkende børn, kvinder med store kurve eller kasser på hovedet er på vej til markedet og taxaerne er fulde af folk, der skal møde på arbejde på byens forskellige kontorer. Gadekøkkenerne, der sælger frokost er så småt ved at starte op, der fejes foran de små butikker, en kvinde børster tænder og et sted sidder en ældre muslimsk mand med morgenavisen.

Husarbejde og socialt samvær
Om eftermiddagen er stemningen anderledes. Livet leves på gaden. Skolebørnene er kommet hjem og har skiftet fra deres fine uniformer til noget mere laset hverdags tøj. Nu skal de hjælpe til i hjemmet. De større børn vasker op, ser efter deres småsøskende, afløser deres forældre i deres lille bod eller sælger måske selv vand fra en balje på hovedet eller frugt i en lille bod. De mindre kan samle affald ved huset eller endda hjælpe til med at vaske deres eget tøj! Der bliver hentet vand, lavet lektier, vasket børn og pounded fufu til aftensmaden. Men der er også tid til at spille kuglespil, sludre, amme børn og spille bold. Der er ingen tvivl om at folk i høj grad bor udenfor, og hvis man ikke lige har en gård er det altså ud til hovedvejen.

En spastisk tigger
Jeg har mine faste personer, jeg hilser på på vejen: den unge pige, der sælger telefonkort, damen, der sælger appelsiner, fyren med hjælpemiddelbutikken foran regionshospitalet, manden, der sælger cement og kvinden, der sælger æg og nægter at huske at mit Twi/Akan-navn ikke er ’Akosua’, men ’Afua’. Og så er der den utroligt glade kvinde, der sælger sukkerrør i små poser, lotteri-sælgeren ved siden af og tømreren, som jeg en dag købte en skammel af.
Endelig er der den spastiske mand, der tigger fra en kørestol kørt af en dreng på vel omkring 10 år. Når jeg ser ham plejer jeg at give ham 1 cedi (=4 kr). Jeg giver ellers generelt ikke penge til tiggere, fordi jeg mener det er at fastholde dem i en ond cirkel, men denne mand har ingen alternativer. Han smiler og siger et taknemmeligt ’May God bless you’.

’I-love-you’-typerne
Foruden alle disse er der et utal af forbipasserende og butiksejere, der råber efter mig med et ’obruni’, ’white lady’, ’Akosua’ eller blot hilsnen ’ete sen’ – jeg svarer med et ’maakye’ eller ’bɔkoɔ’. Og så er der selvfølgelig alle dem jeg ikke svarer… Det er blevet et princip, hvis noget indleder samtalen med ’I love you’ eller råber ’I want to marry you’ bliver de ignoreret 100 %. Når jeg ser Evans (en af vores gode venner fra universitet) plejer han lige at skulle høre en status på hvor mange ægteskabstilbud jeg har fået den dag og vi griner sammen af mænd, der kan køre forbi i en taxi og ud af vinduet erklære deres kærlighed til mig – bare fordi jeg er hvid! Men i længden kan det nu godt være lidt trættende…
Heldigvis er de fleste super flinke og vil bare hilse og jeg nyder gåturene frem og tilbage, der er så meget liv at kigge på, så meget stemning at suge til sig.

Mepaakyεw, metɔ paanoo [mépaatjæ métå paano]

Det er morgen og jeg er småløbet op af vejen for at købe frisk brød. Da jeg indhenter de to kvinder med kæmpestore flade kasser fulde af brød på hovedet, fuldt af en yngre dreng med en kurv på hovedet, siger jeg ’Mepaakyεw, metɔ paanoo’ (please, I want to buy bread). De to kvinder gik og småsnakkede, men alle tre stopper nu op og da den ene kvinde vender sig om bemærker hun overrasket, at det er en ’obruni’ (hvid), der har kaldt! Jeg fryder mig indvendig, mens samtalen fortsætter. ’Metɔ mmienu, wei sεn?’ (jeg vil gerne købe to, hvad koster de?), ’Two Ghanacedi’ – nu vil kvinderne også vise deres engelsk-kundskaber og udtrykker prisen i de nye Ghanacedi i stedet for bare at sige 2000. Den ene kvinder siger min pung er fin – ’εyε fε paa’ – og at hun vil gerne have en magen til. Jeg får mine brød og takker, ’Medaase pii’.


Imponerede og overraskede ghanesere
Mit Twi begynder så småt at kunne bruges til noget. Jeg kan købe ting på markedet, jeg kan hilse på alle tider af døgnet og jeg kan præsentere mig selv.

Det bedste er at se ghanesernes ansigter og høre deres reaktioner, når jeg svarer på Twi. Da jeg var ude at lave data indsamling og kaldte på et barn med ’bra ha’ (kom her) kunne jeg høre mødrene omkring mig sige ’ɔte Twi’ (hun forstår Twi). Hvis jeg får den direkte svarer jeg ‘kakra, kakra’ (lidt), hvilket gør dem endnu mere imponerede.

Hilsner og udfordringer
Det første vi lærte var hilsnerne og både Mads og jeg oplevede vores kollegers glæde når vi om morgenen hilste på dem med et ’maakye’ (godmorgen) eller om eftermiddagen henkastet sagde ’ɔkyena yεbεhyia’ (vi ses i morgen) på vej ud af døren. Men i forbindelse med hilsnerne kommer også den første Twi-fælde. Når nogen hilser med ’maakye’ (godmorgen), ’maaha’ (god eftermiddag), ’maadwo’ (godaften) eller ’akwaaba’ (velkommen) skal man svare forskelligt alt efter deres køn. Til kvinder svares ’yaa εna’ og til mænd ’yaa agya’. Og der er et eller andet i begge vores hjerner, der bare nægter at huske det, så vi konstant svarer forkert. Og så er der ’hwε’-lyden, der udtales lidt som et piftende ’sje’, er næsten umulig for en dansk mund at få rigtig.

Glose-spil
Vi har fået en bog af Kwame og har en lærer der kommer en gang om ugen i en time, hvor vi så læser de næste par kapitler i bogen, laver øvelser og stiller spørgsmål. Ind i mellem øver vi med hinanden, læser bogens dialoger, gentager øvelserne og træner gloser med vendespil. Vi er nu oppe på at have 5 forskellige spil, der består af 40 små sedler med gloserne på engelsk og twi. Det gælder om at parre de rigtig ord og når man vender en seddel skal man sige ordet på det modsatte sprog. Det er god træning.

Tak for grammatik i gymnasiet
Der er ingen tvivl om at jeg har forspring i forhold til Mads. Jeg har tydeligvis en fordel af at Twi er min 6. fremmedsprog. Jeg har masser af andre ord at hænge de nye gloser op på – f.eks. betyder ’sere’ at grine, lige som på fransk ’rit’ og ’krataa’ (papir) minder om ’karatasi’ på Swahili. Desuden forstår jeg grammatikken meget hurtigere og nemmere. Jeg tænker taknemmeligt tilbage på min engelsklærer i gymnasiet, der terpede transitive og intransitive verber og prøver at forklare Mads, at de transitive er dem, der kan holde i hånd med andre ord…

Men uanset grammatikken synes vi begge det er fedt at kunne opfange småord i andres samtaler og kunne svare ’εyε, na wo nso ε?’ (fine, and you?), når folk hilser med ’εte sen?’ (hvordan går det?) på arbejdet og på gaden.

P.s. Teksten på skiltene på billederne er oversat nedenfor – bemærk forekomsten af butiksnavne, der hedder noget med Gud…

1. ’Hwε deε onyame ayε’ – ’Look at what God has done’
2. ’Still awurade yesu ne yen anidasoɔ’ – ‘Still The Lord Jesus is our hope’ og ‘εyε adom’ – ’by God’s grace'
3. 'Deε nyame aka no’ – ’What God says’ (Guds ord)
4. ’Bisa nyame’ – ’Ask God’
5. ’Twεn awurade Ent.’ – ’Wait for The Lord Enterprise’ og ’Hwehwε Yesu’ – ’Look for Jesus’

Rastamandens Bønneret (Det Ghanesiske TV-Køkken)

I påskeferien besøgte vi "Ellies Hideout". Et lille stykke fra hotellet har Ellie en hyggelig lille "Restaurant". Selv vil han helst ikke kalde det en resturant - men bare en have hvor man kan slappe af, drikke lidt citrongræs the, og få noget mad.

Han serverede en bønne-ret for os, i dette afsnit forsøger vi at gøre ham den efter.

Skulle du have lyst til at prøve selv kan du finde opskriften på opskrift siden

Velbekomme!

Malaria er noget skrammel

(Vi kunne desværre ikke lige finde en myg at tage billede af. For at skabe den rigtig stemning har vi i stedet krydret indlægget med billeder af den medicin Mads tager for tiden og de forskellige malaria-piller vi havde med hjememfra)
Hovedpine
Forleden fik jeg lidt hovedpine i løbet af dagen og følte mig også lidt svimmel. Jeg havde dog været ude at løbe dagen før, sikkert ikke drukket nok vand, og der var som altid skruet godt op for solen så dehydrering var nok en fin forklaring. I løbet af natten bemærkede Ida, at jeg var meget varm, men af en eller anden grund ikke svedte. Dehydrering var nu lidt mindre sandsynligt, men der er jo så meget, der kan få en til at have det dårligt en halv dags tid.

Stadig hovedpine
Næste morgen havde jeg det noget bedre, der var stadig lidt hovedpine og svimmelhed. Vi mistænkte dog, at der kunne være noget (malaria) på færde – så vi aftalte, at jeg skulle holde godt øje med hvordan jeg havde det og sige til hvis der skete noget i løbet af dagen.

Dagen gik ganske OK. Jeg er i gang med at afslutte mine kurser så der var lidt ekstra tryk på, men alt i alt en nogenlunde normal dag, lige bortset fra den mystiske hovedpine. Hen på aftenen kom feberen igen og denne gang havde jeg det lidt koldt. Dehydrering var ude af billedet – jeg havde drukket massere af vand siden hovedpinen startede. Klokken var omkrign 8 om aftenen da Ida ringede til Florence fra arbejdet, for at høre om det ville være muligt, at jeg kunne komme forbi til en Malaria-test den efterfølgende dag.

Florence og Offei
En parentes til de af jer, der ikke lige er nært bekendte med mine familie-relationer: Florence er gift med Dr. Offei, der er en onkel af en slags til mig, uddannet læge og desuden chef for hele regionens sundhedsvæsen. Florence er uddannet sygeplejerske og jordmoder og arbejder lige under chefen for distriktets sundheds-administration.

"Udrykning"
Tilbage til historien: Ida ringede til Florence og forklarede situationen. Florence konfererede med Dr. Offei, der også ringede og et kvarter efter holdt Florence uden for vores dør, klar til at køre mig direkte ned på distriktshospitalet.
Her havde hun fået arrangeret at de rette folk var til stede, til at lave Malaria-testen og udskrive medicinen. En halv times tid efter sad jeg så lige så pænt i et laboratorium og ventede test-resultatet. De lavede to prøver ud fra én dråbe blod - den ene ville sige om jeg havde Malaria eller ej, den anden hvor slem infektionen var. Testen blev færdig, og sørme om ikke jeg havde Malaria. Den anden test viste at jeg havde 1 plus ud af 3 mulige – med andre ord en ret mild grad. Jeg fik dog det stærkeste medicin de havde (Kinin), og instrukser på at tage 2 piller tre gang om dagen – helst efter et måltid, der er ’heavy’.

Fesent immunforsvar (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
Der er meget stor forskel på om det er en ghaneser eller en ’Obruni’ (hvid), der får malaria – og stor forskel på både forebyggelse og behandling.
Her i Sunyani er 50 % af alle kontakter til sundhedsvæsenet på grund af malaria. Selvfølgelig er der mange der bliver alvorligt syge, men der er også rigtig mange, der kommer lidt sløve på arbejde, får taget en test, spiser en malaria-kur og så er det det – lidt som når vi andre får en mild influenza eller en grundig forkølelse.
Når en ’Obruni’ derimod får malaria er der god grund til at reagere lidt hurtigere og tage det lidt mere alvorligt. Dette skyldes at ghaneserne (som alle andre i malaria-lande) i løbet af et liv med mange malaria-infektioner langsomt opbygger en vis immunitet, der gør at malariaen rammer lidt mindre alvorligt. En ’Obruni’, der aldrig har set skyggen af en malaria-myg er altså cirke ligeså godt beskyttet som en nyfødt hernede – og ja, de nyfødte hernede har også stor risiko for at blive alvorligt syge af malaria.

Profylakse og anden forebyggelse (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
I Ghana undervises alle i at forebygge malaria primært ved at sove under myggenet, undgå at myggene kommer ind i huset og ved at fjerne stillestående vand, hvor myggene yngler. Desuden får alle gravide profylakse (medicin, der kan forebygge malaria), da malaria i graviditeten er meget farligt for både mor og barn.
Som ’Obruni’ tager vi endnu flere forholdsregler. Som ghaneserne sover vi under myggenet, desuden ifører vi os hver aften lange bukser, lange ærmer og strømper, samt sproejter myggespray på stadig udsatte steder. Endelig spiser vi dagligt profylakse – noget der koster både mange penge og mange overvejelser.
Overvejelserne er en opvejning af bivirkninger og pris: Malarone koster ca. 20 kr. om dagen, men har til gengæld ingen bivirkninger og virker ret godt. Lariam er noget billigere, men der en vis andel der får psykologiske bivirkninger (bl.a. hallucinationer). Endelig er der Doxycyclin, som vi tager, der koster 6-8 kr. om dagen og kan give en god blanding af bivirkninger bl.a. øget overfølsomhed overfor sollys – vi har heldigvis intet mærket.
Endelig er det værd at notere at man sagtens kan få malaria, uanset hvilken type profylakse man tager, men med profylaksen undgår man en del tilfælde og når man bliver syg er det mindre voldsomt.

Mads har det forresten fint og regner med at tage på universitetet igen i morgen, fredag :)

Cars in Ghana don’t kill people

- Transport i Sunyani

Sunyani har ingen bybusser og de klassiske trotro’s (minibusser) kører ikke rundt i selve byen, kun mellem byer. Transport rundt i byen foregår primært med taxaer, som man deler. Hvis man skal et sted hen stiller man sig ud til vejen, det er sådan set lidt lige meget, hvor man står bare kørselsretningen passer med, hvor man skal hen. Når der så kommer en taxa, og det gør der hele tiden, siger man hvor man vil hen og hvis han kører den vej stopper han og man hopper ind. Hvis ikke kører han videre og man venter på den næste taxa.

Kast et håndtegn og kom frem
De lokale kan alle de rigtige håndtegn – alt efter hvor man står skal man pege opad, fremad eller henad for at komme forskellige steder hen i byen. Og når taxa’en sagtner farten for at stoppe viser man med et antal fingre hvor mange man er der skal med. Nem og hurtig kommunikation. Taxa chaufføren på den anden side bruger et kort blink med det lange lys til at signalerer hvis taxaen er fuld så han ikke har plads til flere.

Pas på med ’dropping’
Normalt koster en tur mellem to steder i byen 30 peswas (1,20 kr). Men hvis en tom taxa holder ind skal man høre godt efter om han siger ’dropping?’. Det betyder nemlig at man betaler for at blive kørt direkte uden at dele taxaen med andre og det koster normalt 2 cedi (8 kr), hvilket er en hel masse penge hernede.
Men det er nu også ganske hyggeligt at dele sådan en taxa, det er bestemt ikke fordi man behøver at hyggesnakke hele vejen, men når en ny passager stiger på hilser man lige på hinanden og når man stiger af takker man pænt.

Gas køer
Jeg går jo for det meste til og fra arbejde og tit kan tankstationer se store flokke af taman langs vejen ved de forskelligexaer, der holder i en meget forvirrende kø. I starten undrede vi os meget, men nu har vi fundet ud af, at det er fordi de fleste taxaer kører på gas. Der er kronisk gas-mangel i byen, så derfor flokkes taxaerne når rygtet går, at en tankstation har gas. Bilerne parkeres hulter til bulter og chaufførerne stiller sig i kø med deres gasflaske. Og ja, det er ganske almindelig husholdningsgas de kører på, hvilket også betyder, at vi ikke kan få fat i gas til madlavning.

Anden bytrafik
Taxaerne med deres karakteristiske gule striber og ’taxi’-skilte udgør nok omkring 60-70 % af bytrafikken i Sunyani. Resten er en blandet gruppe biler: Skolebusser, der transporterer skolebørn og medarbejder til og fra skole og arbejde om morgenen og om eftermiddagen, lastbiler og anden varetransport, firmabiler med logo (f.eks. fra sundhedsvæsenet eller en eller anden NGO) og privatbiler eget af de mest velhavende i byen eller stillet til rådighed af arbejdspladsen.

Trafiksikkerhed
Der er egentlig ikke så meget at skrive om trafiksikkerhed for den er ikke særlig eksisterende. For det første er der ingen der kører med sikkerhedsseler. I den bus Mads kører med til arbejde er der én sele – den har Mads på – og når jeg kører med sundhedsadministrationens pickup er jeg så bestemt også den eneste, der spænder selen. I de mange skolebusser bliver børnene proppet ind på sæderne og i midtergangen og der kører også en del lastbiler rundt fyldt med mennesker på ladet. I øjeblikket er i hvert fald to af byens tre lyskryds brudt sammen og erstattet af en politimand (det meste af tiden i hverdagen). Resten af tiden kører folk tøvende frem og prøver at signalere, hvad de vil – vigepligter findes generelt ikke – heller ikke overfor fodgængere. Heldigvis kører folk ikke så stærkt inde i byen, så vi har endnu ikke set de helt store trafikuheld (kun en enkelt bus, der var kørt i grøften og stak næsten lodret op fra denne).
Det leder tilbage til overskriften, et citat fra én af mine interviewere, da vi skulle krydse en større vej: ”Cars in Ghana don’t kill people – you can just walk!” Jeg ventede nu pænt – havde ikke behov for det brækkede ben og de blå mærker han sagde man bare fik.

Dataindsamling

- Omdrejningspunktet i min hverdag for tiden

Apostolic, Dr. Berko, Amongoase, Penkwase Mama Lawson, Yawmirikrom, Yaa Abora, Ankobea, As If Junction, Low coast, Quarter Guard, Peace Maternity Home, New Dormaa Bus Stop, Kotokrom, Atuahenekrom, Kuffour Camp, Antronie North, Kyeredua og Daadom.

Ovenstående er navnene på de steder, hvor jeg har været og lave dataindsamling indtil videre. Vi er nu lige over halvvejs med i alt 21 steder ud af de 41 vi skal rundt til. Indtil videre har vi inkluderet i alt 171 børn. Vi startede for knapt to uger siden og har godt to uger tilbage, afbrudt af påsken.

Hvad indbefatter dataindsamling fra ét sted så? Jo, det skal foregå på et tidspunkt hvor børn og mødre er hjemme, så skal alle fire interviewere være samlet, vi skal ud og finde stedet, måleinstrumenterne skal sættes op og interviews og målinger skal være afsluttet inden det bliver mørkt.

Hvornår er mødre og børn hjemme?

I Sunyani går børnene i skole – også ude i landsbyerne. Og mødrene går på arbejde eller i marken. Derfor kan det være sin sag at træffe dem hjemme og det betyder at dataindsamlingen finder sted om eftermiddagen og om lørdagen. Vi har prøvet med tidlig morgen, men børnene tager af sted til skole allerede kl. 7-7.30 så det er svært at nå inden da.

At samle 4 interviewer på en gang

De hverdage, hvor vi skal ud og lave dataindsamling starter jeg allerede fra morgenstunden med at forhøre mig hos interviewerne om hvordan deres dag ser ud – hvad er oddsene for at vi kan komme af sted klokken 14? For det meste er de gode om morgenen og formiddagen, men når vi nærmer os begynder det at blive sværere. For så har Joshua lige fået en opgave, Emmanuel er lige i banken, Godwin skal lige gøre nogle breve færdige og Billy er ude at købe mad. Det er noget af en opgave at få dem alle fire samlet og klar. I weekenden er det lidt nemmere, dér er de nogenlunde klar til tiden.

Hvor skal vi hen?

Hvis sundhedsadministrationens chauffør, Frank, har benzin (som jeg har købt) kører han os ud til første sted, hvis ikke tager vi en taxa. Så vidt muligt prøver jeg at komme rundt til stederne på forhånd, så jeg ved, hvor der er et godt træ, vi kan hænge vægten i. Det er ikke altid muligt og derfor går der nogen gange lidt tid med at vandre rundt og lede efter et godt træ.

Klar til start

Folk er generelt rigtig flinke, når vi kommer. De hjælper med en bænk til infantomeret og måske endda et par plastikstole, hvis de har. Interviewerne får deres mapper med spørgeskemaer og smutter ud i nærområdet og finder mødrene. Jeg pakker måleinstrumenterne ud af kassen: To vægte, målebånd, MUAC-tape (til at måle overarmsomkreds), blyant, kuglepen, klipsemaskine og notesbog. Hænger den ene vægt op, samler infantometeret og identificerer en lodret væg med en plan flade under, der kan bruges til højdemåling af mødrene.

2 steder før mørket kommer

Efterhånden som mødrene ankommer til målestedet med det udleverede måleark går jeg i

gang med målingerne. Ét for ét ryger sammenklipsede gennemtjekkede spørgeskemaer og måleark ned i kassen. Når vi er færdige et sted går vi videre til det næste. Hvert sted skal vi inkludere 7 børn, men det bliver ofte flere, for mødrene vil meget gerne være med. I hverdagene kan vi nå 2 steder før det bliver mørkt, men i lørdags nåede vi hele 6 i løbet af dagen – endda i den fjerneste del af distriktet!

Præcision og hurtighed

Det kan godt være lidt hårdt at være ude og samle data. Der er mange mennesker at forholde sig til, mange tal at aflæse og mange procedurer at fokusere på. Der er gerne en god flok tilskuere til målingerne og alle holder øje med min mindste bevægelse og gentager når jeg indimellem siger noget på Twi. Det gælder om at være præcis, omhyggelig og hurtig så interviewerne ikke bliver utålmodige. Og relationen til interviewerne er vigtig, jeg har ikke råd til at betale dem ret meget, men deres motivation skal opretholdes så de indsamler gode data hele undersøgelsen igennem. Det er noget af en udfordring!

Min helt egen undersøgelse

Det er en stor oplevelse at komme rundt i hele Sunyani distriktet og se de mange områder og landsbyer. Og det er sjovt at møde alle mødrene og deres børn. Og så er det spændende at få lov at gennemføre sin helt egen undersøgelse med sit helt eget spørgeskema og super fedt at se datamængden vokse efterhånden som arbejdet skrider frem. Jeg har nu også fået en ekstra motivation til at indsamle et godt datamateriale: Jeg planlægger nemlig at bruge det til mit speciale, som jeg skal i gang med at skrive til september.

Her bor vi

I dette afsnit af føljetonen fra Ghana viser jeg vores lille hjem frem. I kommer til at se alt fra vandfilteret til Idas spejl-skammel, så glæd jer!

Skulle man have lyst til at se lidt mere til hvor vi bor kan man faktisk se vores hus på google maps!, Klik på "Her bor vi" øverst på siden, eller på dette link

Husk at se den i HD!

Vejret i Sunyani

I Danmark snakker alle om vejret, det gør man ikke her. Måske fordi vejret ikke skifter så meget som det gør i Danmark. Her er der to årstider: Den tørre tid og regntiden. Sidstnævnte varer cirka fra marts-september (alt efter hvem man spørger).

Tørke og ’Hamatan’
Da vi kom var det stadig i den tørre tid. Solen stod op kl. halv syv hver morgen, kl. 9 var det varmt, utrolig varmt, og først omkring kl. 16, begyndte det at blive lidt køligere. I overgangen til regntiden kom ’The Hamatan’ – en meget varm, meget tør og meget kraftig vind, der blæste midt på dagen.

Regntid
Nu har vi så regntid, men det er nu ikke fordi der er den store forskel. Der er ofte skyer om morgenen og nogle gange bliver det helt ud på formiddagen, før solen for alvor får overtaget og det bliver rigtig varmt (altså ikke fordi det er koldt når det er overskyet, stropbluse, nederdel og sandaler er stadig rigeligt!).
Ofte kommer der skyer sidst på eftermiddagen og hvis der kommer regn starter den omkring kl. 19. Regnen bliver varslet af en meget kraftig vind og kort efter vælter det ned. Nogle dage er det bare en kort byge og vi kan sidde ude hele aftenen, andre dage fortsætter regnen til langt ud på natten. Men det er næsten altid utrolig kraftig regn – så kraftig, at man godt kan tvivle på, om taget kan holde til det! Tit kommer der også noget voldsomt tordenvejr sammen med regnen, med de vildeste lyn og i rigtig lang tid. Nogle aftener ser vi kun tordenen i det fjerne og får, i stedet for regnen, en dejlig brise, der holder smådyrene væk.

Solen
Hvad enten det er regntid eller tørt er det varmt midt på dagen. Så varmt, at vi generelt undgår at gå ind til Sunyani eller hjem derfra. Den tre kilometer lange gåtur skal helst foregå før kl. 10 om formiddagen – eller efter kl. 16. Med mindre man vil smelte fuldstændig, dehydreres og blive solskoldet!
Desuden er middagssolen ubarmhjertig, hvis man som jer er en ’Obruni’ (Twi for ’hvid person’). Jeg er flere gange blevet lettere skoldet, selvom jeg har opholdt mig i skyggen på vores terrasse hele dagen. Simpelthen fordi solen er så kraftig, at genskinnet fra den lyse betonmur overfor er nok til at blive solskoldet! Så nu tager jeg solcreme på også når jeg skal være i skyggen.

Myg og insektsværme
Der er lige to små bi-ting man bør nævne i forbindelse med vejret. Den ene er myggene, og dermed risikoen for malaria. Så snart regntiden begyndte kunne vi mærke, at der var flere myg, vi kunne høre dem om natten og skyndte os at få et myggenet op.
Den anden er insekterne. Nogle aftener kommer der store sværme af insekter, der svirrer omkring lamperne. De er ganske uskadelige, ligner lidt små bitte orme med gennemsigtige vinger, der falder af meget let. Men de er utroligt irriterende og har et par aftener forhindret os i at sidde udenfor. Næste morgen ligner vores bord så en kirkegård med insekt-lig over det hele. Men frøerne og de gennemsigtige firben er helt vilde med insekterne – desværre kan de ikke spise dem hurtigt nok til at holde dem væk fra os.

P.s. Regnvejrsbillederne skal ikke tages som et tegn på at vi har mest regnvejr, der er klart mest solskin, men havde ikke lige nogle gode billeder, hvor det var tydeligt... Det må jeg få taget...

Når man ikke har en Netto nede om hjørnet…

Under morgenmaden skriver jeg følgende på min indkøbsseddel:
Toiletpapir
Løg
Gulerødder
Tomater
Brød
Bananer
Ananas/papaya
Mælk
Plastikbøtter

I løbet af dagen køber jeg ind…

Bananer af min faste banan-veninde, der kommer forbi kontoret hver dag. Jeg køber for 80 peswas (3,20 kr.) og får en hel ’hånd’ med 14 små bananer.
I grøntsagsboderne, som jeg lige har opdaget 5-10 minutters gang fra min arbejde køber jeg gulerødder (1 cedi), løg (2 cedi), tomater (1 cedi) og bliver også fristet af forårsløg (1 cedi). I alt 5 cedi = 20 kr. Det er verdens bedste grøntsagsboder, der har alverdens lækre og fristende grøntsager, som vi endnu ikke har set andre steder.

På vej tilbage stopper jeg ved en af brøddamerne. De sælger både grove og hvide brød i flere forskellige størrelser til priser mellem 1 og 2 cedi. Jeg køber et stort grovbrød for 2 cedi (8 kr.).

Smutter ind forbi supermarkedet, hvor jeg køber en lille dåse mælk til kaffen (90 peswas – 3,60 kr.), 2 ruller toiletpapir (50 peswas hver, i alt 4 kr.) og kommer i tanke om, at vi også mangler ost, så jeg køber en pakke ’Leende Ko’ for 2 cedi (8kr).

Ved en lille bod udenfor indgangen til hospitalet stopper jeg op og beder på Twi om en avokado til i morgen. Hun plejer at have nogle små, der passer lige i størrelsen til to sandwichs. Jeg betaler 40 peswas (1,60 kr.) i dag, men den er også rigeligt stor.

Lidt senere går jeg hjemad. Der ligger en ret velassorteret grøntbod på halvvejen, hvor jeg køber en flot ananas for 2 cedi (8 kr).

Og da jeg kommer forbi vores plastik-dame køber jeg to bøtter til opbevaring af mad for i alt 2 cedi (8kr).

Vel hjemme med alle mine indkøb, se billedet nedenfor. Jeg har betalt i alt 16,10 cedi (64,40 kr.), men så burde der også være mad nok til nogle dage.

Pilotstudie i Adidase

Det er onsdag morgen og kl. er lidt over 8, da pickuppen stopper i Adidase, en lille bitte landsby godt ½ times kørsel fra Sunyani. Vi stiger ud – Nutritional Officer Thomas, Driver Frank, de fire interviewere Billy, Joshua, Godwin og Emmanuel og jeg. Så går det løs.

Landsbyens eneste murstensvæg
Thomas får tilkaldt landsbyens sundhedsfrivillige, der byder os velkommen. Jeg deler spørgeskemaer ud til interviewerne og sender dem af sted med besked på at interviewe mindst to mødre hver. I mellemtiden er der blevet sat et lille bord op i skyggen af et træ, der er en fin hvid dug på og tre stole. Vægten til børnene bliver hængt op i træet og infantometeret (det man bruger til at måle længden af små børn) sætter vi på en bænk. Højdemålingen af mødrene må foregå op af landsbyens eneste murstensvæg nogle meter væk. En flok små børn ser nysgerrigt til – mere eller mindre skræmte.

Forladt i landsbyen
Thomas skal til et vigtigt møde, så Frank og ham kører, nu er jeg helt alene i landsbyen. Sludrer med en flok unge fyre, der er nogenlunde gode til engelsk. En af dem sidder ved en ’kente’-væv og er i gang med at væve et flot farvestrålende stykke stof. Jeg tager nogle billeder af væven og børnene – én af dem har en svensk t-shirt på!




Min del af arbejdet

Snart kommer Godwin tilbage. Han har den første mor med, så nu begynder mit arbejde. Moderen klæder barnet af og jeg hjælper hende med at putte det i veje posen. Hænger posen op i vægtens krog, aflæser og noterer. Løfter barnet ned og over til infantometeret. Barnet skal ligge på ryggen, hovedet skal ligge i den rigtige vinkel og røre en plade i den ene ende, benene skal være strakte og tæerne pege lige op i luften, mens man fører en plade op til fødderne. Længden aflæses på et målebånd på pladen. Det er bestemt ikke alle børnene, der er lige glade for at ligge på infantometeret – tværtimod. Men deres mødre er ikke blege for at hjælpe med at holde dem fast. Bagefter måler jeg omkredsen på barnets overarm, vejer moderen på en badevægt og måler hendes højde op af murstensvæggen med en bog og et målebånd.

Tegnsprog og Twi
Snart kommer de andre interviewere tilbage. De har haft nogle problemer med at afvise mødrene, alle ville være med, så pludselig står der en hel flok mødre med deres børn. Jeg vejer og måler. Mødrene kan stort set intet engelsk, med tegnsprog og mine få Twi-gloser går kommunikationen nogenlunde. Ellers er interviewerne også i nærheden til at oversætte. Billy kan se, jeg har travlt, så han kommer hen og hjælper mig. Vi kommer ind i en god rytme, vi kan lave dobbelt aflæsninger og det går stærkere.


Vigtige pilot-erfaringer
Efter godt 3 timer i den lille landsby pakker vi sammen og kører tilbage til Sunyani. Vi har interviewet, målt og vejet ca. 20 børn og deres 12 mødre. Jeg er godt tilfreds og roser interviewerne for deres arbejde.
Da jeg et par dage senere taster spørgeskemaerne ind kan jeg konstatere to ting: For det første, at vi virkelig har været ude i den ene ende af skalaen: Ingen uddannelse, bønder, madlavning over bål, vand fra floden og huse bygget af jord med stråtag. Og for det andet, at det er godt, det kun er et pilotstudie – der er mange rettelser til spørgeskemaet og interviewerne skal også stadig øve sig meget. På mandag gentager vi øvelsen, men denne gang i Sunyani, så det bliver nok den anden ende af skalaen vi kommer til at møde.

Graduation på ghanesisk

Sidste lørdag var der graduation ceremoni for de, der havde bestået den 4-årige bachelor på universitetet og vi skulle selvfølgelig med. Mads havde fået af vide, at alle var inviteret til kl. 9, de regnede med at starte 9.30 og være færdige senest 11.30. Så fulde af fortrøstning lod vi Tony hente os 7.30 og køre os til universitetet.
Forberedelserne var i fuld gang: Der blev sat stole op under markiserne, testet mikrofoner og sat kunstige blomster i vaser – og en hel flok kameramænd var ved at sætte nogle mindre studier op, hvor dimittenderne kunne få taget billeder gerne med en sandstrand eller en golfbane i baggrunden!
Lidt over ni begyndte det for alvor at myldre med folk i fint tøj. Kvinderne i flotte farvestrålende kjoler med matchende smykker og flot hår. Mændene i ligeså farvestrålende skjorter, eller endnu bedre i ’cloth’ – den traditionelle ghanesiske festdragt, hvor man svøber et stort stykke stof rundt om kroppen og over den ene skulder, hvis man kan bære det ser det vildt flot ud. Vi stod oppe på en svalegang og iagttog mylderet – det var lidt som at se kongeligt bryllup i fjernsynet at stå deroppe og kigge på kjoler, hatte og folk.

På et program vi fandt var sluttiden sat til kl. 12.30, så vi væbnede os med lidt mere tålmodighed end først planlagt og satte os til rette i plastikstolene under en markise. Ceremonien startede kun ca. 20 minutter for sent og de blev hurtigt genvundet med at par korte indledende indslag. Efter en kort velkomst kom en flot procession ind ledt af en dansegruppe og til lyden af trommespil: Nogle katolske biskopper i hvidt tøj med pink bælter og hatte, en flok professorer i lange sorte kapper og firkantede hatte, universitetet ledelse i sorte og røde kapper med bløde, runde hatte og høvdingen fulgt af en dreng, der bar en parasol over hans hoved.

Da de havde sat sig til rette kunne selve showet begynde. Der var en række taler krydret med et par sange fra et ret godt kor og en indsamling af penge så universitetet kan købe deres egne plastikstole i stedet for at leje dem. Universitets rektor snakkede om hvor hurtigt universitetet er vokset, takkede en masse mennesker og funderede lidt over religionsfordelingen på universitetet: Langt størstedelen af de studerende er katolikker, men var åbenbart 3 der havde angivet deres religion som ’neutral’ hvilket forsamlingen morede sig godt over. Der var også en minister, der holdt en lang tale. Som Mads sagde: Man skal aldrig give politikere taletid! Men det er åbenbart kun værre med biskopper, for da biskoppen fik tur fik den ikke for lidt med bibelcitater og formanende ord.


Lidt over 12 nåede vi så til selve ’graduation’, hvor alle de knapt 100 dimittender – alle iført sorte kapper og firkantede hatte – blev kaldt op og fik overrakt en lille rulle. Og på magisk vis fik de halet ind på tiden med afsluttende takketaler og bønner og vi var faktisk færdige ca. 12.45!
Bagefter var der et mylder af stolte og glade dimittender, familie, venner og fotografer. Der var ingen tvivl om, at det var en meget stor dag for de studerende og ikke mindst deres forældre.

Lidt mindre fisk, tak

Fredag aften stod menuen på vores yndlingsret fra Rita: Yamsfritter med en superlækker karrysovs med masser af grøntsager og svinekød. Vi har fået det en gang før og det er rigtig godt – måske fordi der ikke indgår hverken fisk, palmeolie eller rå løg i retten…

Vi har nu i to uger fået maden serveret morgen og aften samt en madpakke pakket til frokost – Universitetet betalte. Det er har været dejlig let og noget af en luksus. Fra i dag skal vi så selv i gang med at købe ind og lave mad – alternativet er at betale Rita for at gøre det – 335 cedi hver 14. dag = 2680 kr. om måneden. Det er vi ret sikre på, vi kan gøre billigere selv, så i dag har vi været ude og købe ind for første gang… Men mere om vores egne kogekunstner en anden gang, først lidt om hvad Rita serveret for os (se billeder af den sidste uges mad ved at klikke på billedet til højre)…

Morgenmad
Til morgenmad har juice, Nescafé og Picwick-te været faste ingredienser. Desuden har vi ofte fået frisk frugt, ananas, papaya eller vandmelon og også tit en omelet – gerne med løg, tomat eller kød i. Det ghanesiske brød er generelt hvidt og meget luftigt og vi har fået det i en rund og en firkantet version – den firkantede ofte efter en tur i toasteren og med appelsinsyltetøj imellem. Vores klare favorit er havregrød med banan – og det værste er sandwich med rå løg og fisk! Jeg drak kaffe og børstede tænder, men kunne stadig smage det længe efter!

Frokost
Vi har begge frokost med på arbejde og det har generelt været en sandwich, en plastikbakke med noget frugt og en flaske dl. juice. Sandwichene har nogle gange været toastede og har tit indehold appelsinsyltetøj, hakket kød fra dåse eller fisk. Frugten har varieret mellem ananas, vandmelon, papaya og bananer.

Aftensmad
Til aften har vi fået lidt af hvert. Generelt har vi fået ret mange grøntsager og endda forskellige former for salat (rå grøntsager) og vi har næsten altid fået frugt til dessert. Desværre har vi også fået rigtig meget stærk, olierig fiskesovs og helt usandsynlig meget helt friturestegt fisk.
Vi har overvejet om Rita måske har lavet mad til hvide mennesker før, dels på grund af de mange lækre grøntsager, dels fordi vi nogle gange har fået rigtig meget dressing på salaten og kolde baked beans henover, hvilket har fået os til at tro, at hun måske er blevet inspireret af det amerikanske køkken.
Ellers har vi fået: Ris og fisk. Fufu og kylling. Pomfritter, fisk og salat med kød. Ris, kylling og salat. Kartoffel-kugler, fisk og salat. Yams, grøntsager i palmoil og fisk. Pasta med stærk fiske-oksekød-tomatsovs og den leende ko ost. Jollofrice, råstegte grøntsager og fisk. Ris, fisk og salat med æg, bønner fra dåse og rå løg.

Generelt skal vi bestemt ikke klage, men en ting er helt sikkert: Fremover bliver der mindre helstegt fisk, færre rå løg og mindre olie.

P.s. Til højre kan I se et billede af vores første hjemmelavede morgenmåltid – det tog os så en times tid at fremstille…

Det er bedre at have ondt i ballerne, end krampe i nakken…

Jeg arbejder på Municipal Health Directorate, Sunyani-distriktets sundhedsadministration. Det er dem, der holder øje med alle de små klinikker ude i landsbyerne. De holder til centralt i byen sammen med distriktshospitalet ved nr. 2 lyskryds, når man kommer gående ude fra os.

Jeg har fået lov at sidde ind på Mr. Cudjoe’s kontor. Han er Nutritional Officer og hedder også Thomas. Vi deler kontoret med to National Service Volunteers (Billy og Emmanuel) og en kvinde, der kun bruger kontoret til at opbevare sin taske – jeg aner ikke hvad hun laver, men hun virker flink. Billy og Emmanuel kommer og går – de laver vist ikke ret meget, men er hyggelige at snakke med. Thomas har lige været 3 dage i Cape Coast og var til møde i dag.
På den måde har jeg altså kontoret ret meget for mig selv, men den kære Thomas er samtidig meget eftertragtet, så der kommer konstant folk og spørger efter ham. Generelt forventer de så, at jeg kan hjælpe dem f.eks. når de mangler A-vitaminer til nogle patienter! Jeg aner ikke noget, men prøver at svare så godt jeg kan.

Det sker også tit, at der dumper andre forbi: Frans, der er chauffør for sundhedsaministrationen og vil høre om jeg ikke har nogle veninder, der gerne vil giftes med ham. Og Florence, der inviterede os til middag lørdag aften – hun er gift med Dr. Offei, som er Mads’ onkel. Og så er der Joshua og en ældre mand fra ledelsen og nogle National Service-drenge fra hospitalet, der gerne vil sludre. Og i går kom Gloria ind og tilbød mig at smage ’kenke’ en form for tyk majs-grød, der er gæret – det smager faktisk ikke så slemt som det lyder.

Og som om det ikke var nok, er der en række sælgere, der går rundt til kontorerne og sælger alt fra gulvskrubber og lommetørklæder til bananer og jordnødder. I går kom der en gut ind, der solgte honning - mens jeg sad helt alene. Han snakkede løs på Twi, selvom jeg prøvede at forklare ham, at jeg ikke fattede en bjælde. Han var ret ligeglad, snakkede bare videre – og havde succes med at sælge mig noget honning…

Og hvis jeg endelig savner selskab kan jeg jo smutte forbi Family Planning og hente nøglen til toilettet. De er vildt flinke derovre, vil gerne hjælpe mig med at lære twi og midt på bordet står en stor træ-penis med et kondom på!

Hvor utroligt det end lyder præsterer jeg faktisk at få arbejdet rigtig meget på trods af de mange gæster på kontoret, så mit spørgeskema er snart klar til præ-test – men mere om det en anden dag…

Til slut skylder jeg vist en forklaring på overskriften. Det er såre simpelt: Bordet på kontoret er alt for højt, så hvis ikke jeg sidder på tre bøger får jeg de ondeste spændinger i nakken – til gengæld får man ret ondt i ballerne efter 7 timer på en bog!

Nogle gange skal man fare lidt vild for at kunne finde rundt

Jeg bliver kørt til og fra universitetet, mere om det senere. Ida og jeg har allerede fået en vane med at mødes på vejen hjem fra arbejde, dels for at få rørt sig lidt, og dels for at se på livet langs vejen.

Nå, men jeg skulle altså af ved det rigtige kryds første dag på vej hjem fra arbejde, og bevæbnet med mit ringe overblik over byen bad jeg selvsikket om at blive sat af ved hvad jeg mente var det rigtige kryds.

Efter 5 minutters gang var jeg imidlertid ret sikker på at det ikke var det rigtige kryds. Derefter brugte jeg så godt og vel en time på at vade rundt på kryds og tværs med vekslende selvsikkerhed før jeg langt om længe fandt frem til det rigtig kryds og mødtes med Ida.

I går satte Ida og jeg os for at besøge den lokale Melcom (supermarked, sikkert også mere om det senere), og på vejen hjem derfra for vi lidt vild, og dog! For med min hårdt tilkæmpede funklende nye sted-sans kunne jeg sørme genkende vejen som en af de mange jeg havde set forleden i min vildfarelse, og sørme om vi ikke kunne finde hjem derfra.

Det er helt sikkert ikke sidste gang vi fare lidt vild, men nogle gange skal man bare fare lidt vildt for at kunne finde rundt :)

Det er her vi skal bo…

Efter en lang flyvetur med 2½ times forsinkelse, fire timers søvn i Accra og otte timers bustur ankom vi i går eftermiddags til Sunyani. En minibus fra universitetet hentede os ved busstationen og kørte mod vores nye hjem…
Ud af byen, i udkanten til venstre af en jordvej, og lidt nede ind gennem en rød-brun låge på venstre hånd. En lille compound med tørt græs og et stort mangotræ. Lige for et stort hus og til venstre, bag mango-træet et mindre, rundt hus – vores hus.
Eller rettere: Vores værelser. Vi har to halvmåneformede værelser – ét til at sove i og ét til vores ting. I hvert værelse står en dobbeltseng, et lille bord og en stol og til hvert værelse er der et badeværelser med badekar, toilet og håndvask. Der er ikke rigtig vandtryk nok til et rigtigt brusebad og i går aftes var der kortvarigt stort set ikke noget vand. Men der er strøm og den er indtil videre stabil.
I det store hus er der køkken, spisestue og dagligstue med TV, som vi også kan benytte os af, foruden nogle værelser, hvor der ikke bor nogen lige nu. Rita bor her vist også et sted, hun er her i hvert fald og laver mad til os, vist nok de første to uger.
Vi deler compounden med en flok småfugle, et kuld hundehvalpe og nogle farvestrålende firben - og så var Ritas sine to børn her også i går – især den ældste pige skal vi nok få meget sjov ud af.

Her er ret fredeligt og roligt, og vi kan sidde udenfor huset, enten på trappen eller ved det lille bord, der står herude. Her er skygge, fuglekvidder og grønt.
Det er skønt at sidde ude og sludre, kigge på hundehvalpene, spise morgenmad – eller skrive indlæg til bloggen…