Vi slutter som vi startede, men et spørgsmål stillet af andre som reaktion på vores rejse. ”Hvordan er det at så at være hjemme igen?” er et spørgsmål vi har hørt en del gange.
Og hvordan er det så? Jo, altså, man kan jo ikke klage…Først og fremmest er det fantastisk at komme hjem til venner og familie. Derudover er Sommer-Danmark nok noget af det mest idylliske, hyggelige og fredfyldte, så man kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig… Her er rindende vand i hanerne – hele tiden. Her er strøm – hele tiden. Her er vaskemaskine og masser af internet. Alle bilerne i dette land er nye og fine – jeg bemærker dem gang på gang. Og når man kører rundt i København kan man ikke lade være med at blive imponeret over hvor rent og pænt der er. Alle skiltene ser nye ud, træer og buske står på rækker, veje og fortov er fejede – ja selv menneskerne er nydelige og pæne. Det er som at bevæge sig rundt i en modelby.Hvor er alle folk henne? Apropro bevæge sig rundt, så er det dejligt at cykle igen. Men man skal lige vænne sig til at bilerne ikke dytter hele tiden og til at de rent faktisk holder tilbage for én, når de kommer ud fra en sidevej! Desuden er vejene i Danmark meget tomme, selvfølgelig er det sommerferie, men alligevel – hvor er alle folk henne? Gemmer de sig?
Det er nogle sjove ting man reagerer på efter 5 måneder i Ghana. For eksempel kan det være ganske overvældende at gå ind i et dansk supermarked, der for det meste har flere forskellige varer end der var i hele Sunyani. Man skal også lige vænne sig til at man kan regulere vandtemperaturen, når man tager bad. Og til at små børn langs vejen ikke råber og vinker efter mig!
Hvornår går solen ned? Endelig kan vi konstatere, at folk i Danmark snakker utrolig meget om vejret. Og at det er meget imponerende, at DMI efter et tordenvejr oplyser om hvor mange lyn, der er slået ned i et område!
Med hensyn til vejret er det også lidt underligt at solen ikke kan finde ud af at gå ned om aftenen – med det resultat, at vi heller ikke kan finde ud af at gå i seng. Og når man så kommer i seng, er det lidt underligt, at der er så stille, der er slet ikke nogen cikader, der larmer…
Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark er et dejligt lille land, men også at Ghana er meget mere farvestrålende, overraskende og fuldt af små oplevelser i dagligdagen!
Der kommer nok en lille video eller to mere her på bloggen – og nok også nogle billeder. Men ellers siger vi tak til alle der har fulgt vores blog de sidste fem måneder – om ikke andet hører I jo nok fra os, næste gang vi skal ud på eventyr!
Allerede ved grænseposten mærker vi forskellen: Vi sludrer med vagten på engelsk, mens han stempler vores pas, han bemærker Mads efternavn og vi flasher lidt af vores Twi. Vi er tilbage i Ghana, dejlige, velkendte Ghana.
Vi tillader os at generalisere lidt…
Efter 4 måneder og Ghana 3 uger i Burkina Faso og Mali vil vi tillade os at lave nogle generelle sammenligninger mellem disse tre vestafrikanske lande – for det er ikke som i Strudsen Rasmus og ’det store land AFRIKA’ – der er forskel, men bestemt også ligheder…
I Burkina og Mali snakker de fransk
Den største forskel er nok netop sproget og den franske indflydelse i Burkina og Mali. Der er stort set ingen der kan engelsk i de to lande. Møntfoden hedder cefa-franc, på gaden sælges baguette og madkulturen er anderledes og mere omfattende, bl.a. med brød til maden og olie-eddikedressing på salaten. Og så har de overtaget en skidt vane fra franskmændene: Rygning. Overalt langs vejen er der små kiosker, der sælger cigaretter og der er virkelig mange, især unge fyre, der ryger. I Ghana er rygning nærmest ikke eksisterende.
Benzinen er dobbelt så dyr
I Mali og Burkina er der også pose-vand og det sælges, præcis som i Ghana, overalt fra køletasker langs vejen. Men i de to lande er vandet væsentlig dyrere (50-200 %). Generelt er alting faktisk dyrere i Burkina og Mali, hvilket nok primært skyldes at benzinen er dobbelt så dyr, hvilket både påvirker priserne på transport og varer. Derudover er Mali og Burkina Faso ellers mere fattige end Ghana. Generelt er husene og bilerne i dårligere stand, men overraskende nok er vejene bedre end i Ghana.
Stegt fisk og olie – men ingen bananer
I alle tre lande finder man gadekøkkener langs vejene, hvor de sælger ris, bønner, stegt fisk og olie-sovs med ubestemmelige kødstykker. Alle tre lande har stort set de samme friture-stegte doughnuts, der ligeledes sælges over alt og i alle tre lande sidder man på plastikstole fra Ghana.
For at fortsætte med maden er der sjovt nok ris i alle tre lande og alle har deres version af fufu – en tyk grød, der spises med fingrene. I Burkina og Mali spiser de desuden en del couscous – noget der er total ukendt i Ghana, ligesom grønne bønner er en sjældenhed i Ghana, men meget almindelige i de andre to lande. I Burkina var der stadig Fan-is, men de var ikke til at opdrive i Mali, hvor der stort set heller ikke var nogen bananer – til gengæld var der ufattelig mange mangoer og de smagte fantastisk!
’Obruni’ – ’Toubab’ – ’Le Blanc’
I Mali og Burkina er der stort set ingen taxi’er, til gengæld er der vildt mange små scootere og knallerter. Bilerne er som sagt i endnu dårligere stand end i Ghana og de er endnu gladere for at fylde dem fuldstændigt op med flere passagerer på hvert sæde, og taget stablet med varer, cykler, knallerter og måske lige en flok mennesker (bare rolig, ikke os!).
Endelig er børnene i alle tre lande meget glade for at råbe efter hvide mennesker på gaden, hvad enten de så råber ’Obruni’, ’Toubab’ eller ’Le Blanc’. I Mali var der dog en del arabisk blod, så Mads blev ikke bemærket som værende særlig hvid. Det gjorde jeg til gengæld og i byer som Djenne og Timbuktu, hvor stort set alle er muslimer gik jeg faktisk med tørklæde for ikke at støde nogen.
Alt i alt må vi konkludere, at vi elsker Ghana, men Mali og Burkina har bestemt også utrolig mange spændende ting at byde på som ferie-lande og alle tre lande er fulde af flinke mennesker.
- Hvor smuk natur møder imponerende traditioner og hvor byerne har en navle...
Vi er begge to vilde med Dogon Country! Det er den perfekte kombination af vandring gennem fantastisk natur, fortællinger om gamle traditioner og et flinkt og stolt folkeslag, der lever i små traditionelle landsbyer. Mennesker og natur, vandring og gode historier - vi elsker Dogon!
Hvad er Dogon Country?
Dogon Country er et klippemassiv i det sydlige Mali. Dogon-stammen bor i landsbyer både oppe på sletten på toppen og for foden af den næsten lodrette klippevæg. Klippemassivet er 200 km langt, 300-600 meter højt og der ligger hundredevis af små landsbyer spredt udover området. Hver landsby består af flere små landsbyer med omkring 200 indbyggere i hver. Husene er bygget af mudder suppleret med sten fra klipperne og indimellem strå som tag. Familierne bor sammen i stor-familier med bedsteforældre, sønnerne og deres koner (gerne 2-3 stykker) og børn. Dogon lever af jagt og landbrug og så har de en meget stærk kultur.
Opfarenhed giver hovedpine
I centrum af landsbyen er et mødested for mændene, i form af et meget lavt halvtag - lavt fordi det lægger en automatisk dæmper på eventuelle konflikter eller vredesudbrud: hvis man farer op slår man hovedet! Tæt ved er byens navle i form af en sten, byen ses som et menneske og det er dermed muligt at bo i højre arm eller maven!
Når man går rundt i de smalle gader hører man gang på gang den traditionelle hilsen, der består af en hel række 'sewa', hvor man spørger til hvordan det går personen, familien, den udvidede familie o.s.v. 'Sewa' gentages nok omkring 20 gange og hilsenen fortsætter ofte efter man har passeret hinanden og er på vej videre ned af gaden.
De flyvende mennesker
Rundt om landsbyerne er naturen. Oppe fra sletten har man den mest fantastiske udsigt udover området, nedenfor er der den stejle klippevæg til den ene side, en flad slette med en masse baobab-træer og bag dem en stor orange-glødende sandbanke.
I klippevæggen kan man se resterne af de gamle Tellem-huse. Tellem er en stamme, der levede her for 600-700 år siden, indtil Dogon kom til området. De levede i lerhytter bygget på små afsatser i klippevæggen. Det er tit umuligt at gennemskue, hvordan man kan komme op til husene og Dogon mener da også at Tellem kunne flyve...
En seng under stjernerne
Livet som turist i Dogon er dejlig simpelt: Efter en hurtig morgenmad med kaffe/the og brød begynder man at gå ca. kl. 7.30. Omkring 10.30 er det ved at være for varmt til at vandre og der er dømt siesta med frokost på et lille hotel indtil ved 4-tiden. Så går turen videre til aftenens hotel, som man når et par timer senere. Aftensmaden er simpel, men lækker, bestående af ris eller couscous, tomatsovs og måske kød eller grønner bønner - der var et par høns, der måtte lade livet i løbet af vores tur. Og overnatningen foregår på taget af hotellet på et par madrasser med myggenet over - under den mest fantastiske stjernehimmel.
Vi var så heldige at komme udenfor turistsæsonen og havde derfor hele Dogon for os selv - i sæsonen er der rutefly fra Paris til Sévaré et par timers kørsel væk og området vrimler efter sigende med franske turister.
Ræven, slangen og alligatorerne
Vores guide, Line (udtales Lynn), var en ung, engelskstuderende Dogon-fyr og han kunne sine historier.
Der var ræven, guden Amma's første barn, der giver svar på alverdens spørgsmål i skæbne-tabeller tegnet af landsbyens vise mænd. Og forfaderen i form af en slange, der om natten, i usynlig tilstand, kommer til landsby-overhovedets hus og vasker ham så han aldrig tager bad med vand og sæbe. I Amani, Line's hjemby, er der alligatorer, der en gang hjalp landsbyens stifter over floden og derfor i dag betragtes som bedstefædre af alle i byen. Og endelig var der skilpadden, der fungerer som mundskænk fordi den aldrig vil spise forgiftet mad.
Line fortalte mens vi gik, stoppede ved forskellige vigtige ting og fortalte om traditioner og levevis.
Måske får I senere én af historierne i sin fulde længde her på bloggen, men ellers må I selv rejse til Dogon - det kan bestemt anbefales!
5 nætter (heraf kun 3 på hotel), to grænsekryds og godt 1000 km var der fra Sunyani onsdag d. 2. juni til Sanga mandag d. 7. juni. Rejsen foregik med offentlig transport og dermed med en række forskellige transportmidler, der havde tendens til at blive mindre og mindre - følg med her...
Den store STC-bus (Kumasi til Ouagadougou, ca. 650 km) Fra vores hjem i Sunyani tog vi en taxa til bus-stationen og derfra en MetroMass-bus til Kumasi, hvor en ved af Mads' fætter Kofi kørte os til STC-busstationen i sin taxi. STC står for State Transport Company og er generelt det bedste, mest pålidelige (og dyreste) busselskab i Ghana. Vi startede med 2 1/2 times forsinkelse på afgangen fra Kumasi, som vi forlod i øsende regn onsdag aften kl. 19.30. Vi kørte nordpå hele natten, med et enkelt sammenbrud undervejs ( ikke noget, der ikke kunne repareres med en times banken), krydsede torsdag morgen grænsen til Burkina Faso og ankom lidt groggy til Ouagadougou ved to tiden torsdag eftermiddag efter i alt 19 timers busrejse.
Den mindre bus (Ouagadougou til Ouahigouya, ca. 182 km) I Ouagadougou sov vi to nætter, gik 20-25 km, ventede knapt 5 fimer på Migrationskontoret og spiste fantastisk lækker mad. Lørdag morgen tog vi en bus mod Ouahigouya. Det var en køretur på 3 timer, der gik helt smertefrit - og bussen kørte endda fra busstationen 2 minutter før tid!
Den ramponerede 'bus' (Ouahigoya til Koro, ca. 120 km) Således med store forventninger til det Burkinabeske transportsystem fandt vi transport videre mod Koro i Mali. Denne bestod i en gammel ramponeret bus med træbænke rundt langs siderne og vindueshuller uden vinduer - og den kørte mod Koro når den var fuld...
5 timers venten senere var vi 12 personer, en motorcykel samt en farlig masse sække mad og vi var seks passagerer, der betalte lidt ekstra for at komme afsted fra Ouahigouya samme dag. Med helt fornuftig hastighed kørte vi så endelig afsted af den gode jordvej mod grænsen. Kørt før grænsen satte vi motocyklen og dens ejermand af i en lillebitte landsby bestående af en flok lerhytter, en masse børn, geder og får, samt et par kameler. Vi forlod Burkina Faso uden problemer og kom lige så let ind i Mali. Men så var det blevet mørkt og chaufføren ville ikke fortsætte til Koro. Derfor tilbragte vi natten på en tynd sivmåtte bagi 'bussen' - heldigvis ved en politipost så vi kunne få vand at drikke. Næste morgen kørte vi de sidste 20 minutter (!) til Koro.
Bush-taxien (Koro til Bandiagara, ca. 60 km) I Koro spiste vi nogle meget fedtede klatkager, der vist var bagt på gæret rismel og så gik turen videre med bush-taxi til Bandiagara. En bush-taxi er en stationcar med 3 rækker sæder og plads til 9 passagerer: 2 på passagersædet, 4 på bagsædet og 3 på bag-bagsædet - samt bagage på taget. Således godt klemt gik turen af jordveje med nord og op af Dogon Escarpment til Bandiagara, hvor vi ankom efter ca. 3 timers, søndag formiddag. Landroveren (Bandiagara til 'middle-of-nowhere', ca. 22 km) Efter et tiltrængt bad, tøjvask, en gåtur i byen og en god nats søvn (under stjernerne på hotellet tag) blev vi samlet op af vores guide, Line, i hans fars landrover. Vi kørte mod Sanga af en bulet, men ganske fin jordvej. Men ak, halvvejs gik Landroveren i stå og hverken kølende vand eller ihærdige skub kunne starte den.
Motorcykler ('middel-of-nowhere' til Sanga, ca. 23 km) Således uden bil 'in the middle of nowhere' skaffede Line i stedet to motorcykler og så sad vi bagpå hver vores motorcykel resten af vejen til Sanga. Mandag formiddag, med lidt snurrende fødder og godt gennemrystede ankom vi altså til Sanga - en smuk Dogon landsby. Dogon fortjener et blogindlæg for sig selv, med mere om vores engelsk-studerende guide, fremtidsspående ræve, menneskevaskende slanger, hellige alligatorer, flyvende mennesker og utrolig smuk natur. Men for nu at runde transport-historien af kan jeg afsløre at vi fortsatte fra Sanga til fods!
Jeg har nu overstået de tre kurser jeg har undervist hernede. Alle eksaminer er overstået (uden strømafbrydelser) og alle karakterer er blevet talt sammen.
Ida tog med mig en dag på universitetet for et par uger siden, og resultatet er denne lille video.
Så er alle vores officielle opgaver hernede i Ghana overstået, og vi begiver os derfor på en velfortjent ferie. Turen går nordpå til Bukina Faso og Mali, hvor vi glæder os meget til henholdsvis at besøge Ouagadougou (om ikke andet bare pga navnet) og Timbunktu.
Vi lover at dokumentere på livet løs undervejs, I hører fra os!
Som I utvivlsomt har bemærket dækkede vi Mamas begravelse ret tæt :)
Det var en stor oplevelse, og vi har gjort hvad vi kunne for at videregive vores indtryk både i tekst, billeder og video.
Vi slutter dækningen af i dag med tre vidoer. Den først er mit forsøg på at lave et sammenklip af fredag, lørdag og søndag. Læs evt Idas fine beskrivelse hvis du ikke kan huske hvad der skete de 3 første dage.
De to sidste er af to ret forskellige kor fra kirken. Kirkens eget kvindekor der sang mere traditionelle salmer, og Suhum koret der var mere europæisk "klassisk".
Videoerne er herunder, hvis du vil se vidoen i fuld opløsning klikker du blot på den, og vælger HD i nederste højre hjørne.
I påskeferien besøgte vi "Ellies Hideout". Et lille stykke fra hotellet har Ellie en hyggelig lille "Restaurant". Selv vil han helst ikke kalde det en resturant - men bare en have hvor man kan slappe af, drikke lidt citrongræs the, og få noget mad.
Han serverede en bønne-ret for os, i dette afsnit forsøger vi at gøre ham den efter.
Skulle du have lyst til at prøve selv kan du finde opskriften på opskrift siden
(Vi kunne desværre ikke lige finde en myg at tage billede af. For at skabe den rigtig stemning har vi i stedet krydret indlægget med billeder af den medicin Mads tager for tiden og de forskellige malaria-piller vi havde med hjememfra) Hovedpine Forleden fik jeg lidt hovedpine i løbet af dagen og følte mig også lidt svimmel. Jeg havde dog været ude at løbe dagen før, sikkert ikke drukket nok vand, og der var som altid skruet godt op for solen så dehydrering var nok en fin forklaring. I løbet af natten bemærkede Ida, at jeg var meget varm, men af en eller anden grund ikke svedte. Dehydrering var nu lidt mindre sandsynligt, men der er jo så meget, der kan få en til at have det dårligt en halv dags tid.
Stadig hovedpine Næste morgen havde jeg det noget bedre, der var stadig lidt hovedpine og svimmelhed. Vi mistænkte dog, at der kunne være noget (malaria) på færde – så vi aftalte, at jeg skulle holde godt øje med hvordan jeg havde det og sige til hvis der skete noget i løbet af dagen.
Dagen gik ganske OK. Jeg er i gang med at afslutte mine kurser så der var lidt ekstra tryk på, men alt i alt en nogenlunde normal dag, lige bortset fra den mystiske hovedpine. Hen på aftenen kom feberen igen og denne gang havde jeg det lidt koldt. Dehydrering var ude af billedet – jeg havde drukket massere af vand siden hovedpinen startede. Klokken var omkrign 8 om aftenen da Ida ringede til Florence fra arbejdet, for at høre om det ville være muligt, at jeg kunne komme forbi til en Malaria-test den efterfølgende dag.
Florence og Offei En parentes til de af jer, der ikke lige er nært bekendte med mine familie-relationer: Florence er gift med Dr. Offei, der er en onkel af en slags til mig, uddannet læge og desuden chef for hele regionens sundhedsvæsen. Florence er uddannet sygeplejerske og jordmoder og arbejder lige under chefen for distriktets sundheds-administration.
"Udrykning" Tilbage til historien: Ida ringede til Florence og forklarede situationen. Florence konfererede med Dr. Offei, der også ringede og et kvarter efter holdt Florence uden for vores dør, klar til at køre mig direkte ned på distriktshospitalet. Her havde hun fået arrangeret at de rette folk var til stede, til at lave Malaria-testen og udskrive medicinen. En halv times tid efter sad jeg så lige så pænt i et laboratorium og ventede test-resultatet. De lavede to prøver ud fra én dråbe blod - den ene ville sige om jeg havde Malaria eller ej, den anden hvor slem infektionen var. Testen blev færdig, og sørme om ikke jeg havde Malaria. Den anden test viste at jeg havde 1 plus ud af 3 mulige – med andre ord en ret mild grad. Jeg fik dog det stærkeste medicin de havde (Kinin), og instrukser på at tage 2 piller tre gang om dagen – helst efter et måltid, der er ’heavy’. Fesent immunforsvar (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida) Der er meget stor forskel på om det er en ghaneser eller en ’Obruni’ (hvid), der får malaria – og stor forskel på både forebyggelse og behandling. Her i Sunyani er 50 % af alle kontakter til sundhedsvæsenet på grund af malaria. Selvfølgelig er der mange der bliver alvorligt syge, men der er også rigtig mange, der kommer lidt sløve på arbejde, får taget en test, spiser en malaria-kur og så er det det – lidt som når vi andre får en mild influenza eller en grundig forkølelse. Når en ’Obruni’ derimod får malaria er der god grund til at reagere lidt hurtigere og tage det lidt mere alvorligt. Dette skyldes at ghaneserne (som alle andre i malaria-lande) i løbet af et liv med mange malaria-infektioner langsomt opbygger en vis immunitet, der gør at malariaen rammer lidt mindre alvorligt. En ’Obruni’, der aldrig har set skyggen af en malaria-myg er altså cirke ligeså godt beskyttet som en nyfødt hernede – og ja, de nyfødte hernede har også stor risiko for at blive alvorligt syge af malaria.
Profylakse og anden forebyggelse (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida) I Ghana undervises alle i at forebygge malaria primært ved at sove under myggenet, undgå at myggene kommer ind i huset og ved at fjerne stillestående vand, hvor myggene yngler. Desuden får alle gravide profylakse (medicin, der kan forebygge malaria), da malaria i graviditeten er meget farligt for både mor og barn. Som ’Obruni’ tager vi endnu flere forholdsregler. Som ghaneserne sover vi under myggenet, desuden ifører vi os hver aften lange bukser, lange ærmer og strømper, samt sproejter myggespray på stadig udsatte steder. Endelig spiser vi dagligt profylakse – noget der koster både mange penge og mange overvejelser. Overvejelserne er en opvejning af bivirkninger og pris: Malarone koster ca. 20 kr. om dagen, men har til gengæld ingen bivirkninger og virker ret godt. Lariam er noget billigere, men der en vis andel der får psykologiske bivirkninger (bl.a. hallucinationer). Endelig er der Doxycyclin, som vi tager, der koster 6-8 kr. om dagen og kan give en god blanding af bivirkninger bl.a. øget overfølsomhed overfor sollys – vi har heldigvis intet mærket. Endelig er det værd at notere at man sagtens kan få malaria, uanset hvilken type profylakse man tager, men med profylaksen undgår man en del tilfælde og når man bliver syg er det mindre voldsomt.
Mads har det forresten fint og regner med at tage på universitetet igen i morgen, fredag :)
Vi var alle tre dybt imponerede, Mads og jeg samt Stine, der var på besøg fra Nigeria, hvor hun arbejder som pilot. En ghanesisk begravelse kræver både planlægning og forberedelse, noget ghaneserne normalt ikke brilliere i, men som i dette tilfælde var udført til punkt og prikke. Der var styr på det hele, tidsplanen blev fulgt nøje og der manglede intet. Måske er begravelser faktisk noget af det mest velorganiserede i Ghana… Men lad os se lidt nærmere på de forskellige dele…
Hundredevis af plakater
Mads og jeg gik i tur rundt i Akropong fredag eftermiddag og undervejs fik vi den idé, at Mads skulle tage billeder af alle de plakater om begravelsen som vi fik øje på. Efter nogle timer måtte vi give op, plakaterne var overalt! En lyseblå baggrund, et flot billede af Mama og tekst med informationer om begravelsen samt opremsning af børn, børnebørn, svigerbørn m.m. (ja, Mads var også nævnt, som ’Mads Danquah & brothers’).
Foruden de mange plakater var der blevet trykt flotte programmer til kirken om lørdagen med biografi, tekster skrevet af 8 forskellige personer, farvebilleder af Mama’s liv, børn og børnebørn samt tekster til salmerne vi skulle synge under gudstjenesten. Og som nævnt tidligere blev der ved indsamlingen uddelt kvitteringer, notesblokke og lommetørklæder med Mama’s billede – jo, der har været gang i trykkeriet i Akropong.
Mindst 5 forskellig slags musik
Kirkens kvindekor sang selvfølgelig i kirken, men komme også hjem til huset, hvor begravelsen blev holdt. Det samme galt ungdomskoret fra Sohum (2 timers kørsel væk), der for øvrigt var ekstremt dygtige. Desuden var der et horn-orkester, der spillede både fredag, lørdag og søndag, en traditionel trommegruppe, der spillede lørdag og en DJ med al den lokale ghanesiske musik, der spillede op til dans hver aften.
Et sted at sove til alle
Vi var bestemt ikke de eneste, der kom langvejs fra for at deltage i begravelsen. Flere hundrede familiemedlemmer, venner og bekendte var rejst til Akropong til den 4 dage lange begravelse og de skulle selvfølgelig alle have et sted at sove. Fredag kom en bil til huset og læssede stabler af madrasser af, desuden blev der indkvarteret begravelsesgæster i en række huse rundt om i byen, f.eks. boede vi sammen med Florence og Offei hos en oberst med et stort hus i udkanten af byen.
Mad i store mængder og drikkevarer i litervis
Ved Mama’s hus var der sat rød-sorte pavilloner op både inde i gården og ude på vejen foran huset, under dem stod lange rækker af plastikstole til alle gæsterne. Mindst to andre steder i byen var der ligeledes pavilloner, men her med plastikborde og stole under, så folk kunne sidde og spise. De nærmeste par hundrede begravelsesgæster blev bespist med ’rigtig’ mad i Mama’s hus samt disse to huse fra fredag til mandag. Lørdag var der en stor buffet, mens den fredag og søndag stod på retter som kogt yams og kontomire-fiskesovs, riceballs med groundnut soup og kogte ris, stærk sovs og stegt fisk. De øvrige hundredvis af begravelsens gæster måtte ’nøjes’ med sodavand og små tærter serveret på plastikstolene foran huset.
For at undgå dehydrerede begravelsesgæster var der indkøbt flere tusind poser vand, som blev serveret afkølet til alle gæsterne af nogle af Mads’ kusiner. Desuden var der store mængder af sodavand, Malta (en lokal malt-drik, som de er meget glade for), øl, palmevin og endda spiritus.
Alt det løse
Foruden ovenstående var der også lige sørget for et par andre småting: Højtalere både inde i gården og ude på gaden. En video- og fotogut, der tog billeder og filmede ALT. Et par ’konferenciers’, der styrede slagets gang. En bus og en masse biler så vi kunne komme ud til kirkegården et stykke uden for Akropong. Tøj i samme stof til alle de mange børn i huset (og selvfølgelig en masse andre familiemedlemmer). Blomster til at dekorere kisten og rummet fredag aften. Ambulance til transport af liget var lighuset, til huset, videre til kirken og til kirkegården. – Og sikkert også en masse andre småting, som vi slet ikke så, men som fik det hele til at flyde og virke…
Vi er imponerede
Der er ingen tvivl om at en begravelse i Ghana kræver en masse forberedelse, planlægning og hårdt arbejde – det var ikke uden grund at vi fandt Mads’ tante Maame i sit køkken søndag eftermiddagi en meget træt, men også meget lettet tilstand.
Alt dette koster selvfølgelig også mange penge, men på bedste afrikanske vis blev der jo samlet penge sammen undervejs og alle bidrog med lidt. Derfor kunne Kwame et par dage senere fortælle at begravelsen ikke havde givet underskud!
Vi tager hatten af for et lille stykke meget velorganiseret Ghana!
Der blev hulket, grædt, talt med bevægede stemmer, mindet og sunget mange smukke sange – og der blev grinet, hyggesnakket, spist lækker mad og danset. Alt sammen en del af en god ghanesisk begravelse. Nedenfor en række øjebliksbilleder fra de fire dages begravelse i Akropong…
Dag 1: Mama vender hjem til huset
Væggene er beklædt med sølvfarvet stof og under loftet hænger også sølvfarvede guirlander, der gør rummet lavloftet og intimt. På gulvet ligger et rødt gulvtæppe og i hjørnerne står der store blomsteropsatser. Lyset er dæmpet og rummet er fyldt af en kraftigt duft af urter. I midten ligger Mama, Mads’ farmor, i en åben kiste uden låg. Hun er iklædt en fin lyseblå kjole, men ansigtet er ukendeligt på trods af, at det er sminket nydeligt. Ved hendes fødder står et billede, hvorfra den gode gamle Mama smiler sit velkendte smil. Der er en særlig stemning i rummet, folk kommer ind, går langsomt rundt om kisten og går ud igen. Mange græder, ja hulker højlydt, men ellers er der stille. Ærværdigt.
Hun ligger der hele natten, strømmen af mennesker tynder ud, men stopper ikke. Der er mange, der slet ikke sover.
Dag 2: Et ærefuldt hverv
Kirken er fuld af mennesker, da vi klokken 7 lørdag morgen ankommer i vores fineste sorte tøj. Kisten er blevet flyttet og Mama ligger nu midt i kirken. Der er en jævn strøm af folk, der kommer ind, går en runde rundt om kisten og derefter går ud eller finder en plads et sted i den store, men efterhånden fulde kirke. Alle er klædt i røde, sorte og brune farver – på nær medlemmerne af kirkens kvindegruppe, der er i hvide kjoler og hvide hovedtørklæder. Der bliver sunget sange og forskellige mennesker taler – om Mama, hendes liv og den rolle hun har spillet i deres. Talerne følger et nøje tilrettelagt program og pludselig er det min tur. Der er nok 400-500 mennesker. Med bankende hjerte går jeg op til talerstolen, der har form som en gylden ørn og med lettere rystende stemme læser jeg den tekst op, som Mads’ mor Kirsten har skrevet til Mama. Om det første møde, om hendes rejse til Danmark og deres besøg i huset. Til sidst i teksten refererer hun til en salme og i det jeg er færdig rejser Maame, Mads’ tante, sig op og begynder at synge den pågældende salme – hele kirken stemmer i, det er utrolig smukt.
Dag 2: Afsked
Flytbare vægge sættes op omkring kisten. Mama’s syv nulevende børn samles ved kisten, skærmet af Kwames cloth (et kæmpe stykke stof mændene i Ghana bærer ved højtideligheder). Et sidste farvel, kisten lukkes og dækkes af et sort stykke stof med et hvidt kors. Gudstjenesten går i gang.
En blanding af smukke sange, taler, bibellæsning og prædiken – stort set alt sammen på Twi. Den yngste datter læser Mama’s biografi op på engelsk og en bevæget Kwame læser børnenes tale på Twi. Et ungdomskort fra Sohum synger helt utroligt smukt en række sange og med kvindekoret i spidsen synger hele kirken ’Nante yie’ (god rejse), mens nogle vinker med deres lommetørklæder – smukt!
Dag 3: Familie
Søndag morgen, alle gå i kirke til en helt almindelig gudstjeneste – og dog. Alle fra Mama’s familie er iklædt tøj syet af det samme sorte stof med brunt mønster. Kwame og hans bror bærer stolt hver deres cloth af stoffet, kvinderne har fået syet flotte kjoler og selv de mindste børn har fået nyt tøj – alle er i samme stof, men tøjet er vidt forskelligt. For første gang er det let at se hvem der er familie – Mads har måske 100 onkler, tanter, fætre og kusiner!
Dag 3: Fest
Det er ved at blive mørkt. Trommerne, hornorkesteret og koret er skiftet ud med en DJ og under de opstillede markiser på vejen foran huset går børn, unge og enkelte voksne amok til musikken. De kan virkelig danse og jublen er stor når DJ’en sætter et særlig populært nummer på – og skuffelsen mindst lige så højlydt når han af og til må afbryde musikken fordi der ikke er nok strøm.
Begravelse er også en fest, man mødes med familie fra nær og fjern, spiser god mad, drikker og danser til langt ud på natten.
Dag 4: Det nye familieoverhoved
Det er mandag formiddag. Kwame fortalte aftenen før at der kom ’nogle mennesker forbi’ omkring klokken 10. Vi troede det ville være 10-20 stykker og noget uhøjtideligt stille og roligt – men nej. Husets lille gård er tæt pakket med plastik stole og jeg tæller 120 siddende bare ind i gården. Langs et bord sidder de vigtige mennesker fra kirken – de skal forestå indsættelsen af det nye familieoverhoved. Alle syv børn, iklædt tøj af det samme helt sorte stof, stiller op på række og præsenterer sig selv og hvilken kirke de tilhører. Det bliver den ældste datter, Ante Afua, der bliver udnævnt til familiens nye overhoved. Herefter rejser en række mennesker sig op og siger deres navn og hvor de bor – vi gætter på de skal være en slags vidner – og de vigtige folk fra kirken skriver deres navne på et stykke papir. Pludselig bliver der peget på mig og jeg må op og stave mit navn. Hele dokumentet bliver læst højt og kirkens folk går ud i procession.
Dag 4: Donationer
Hele dagen i går har folk givet penge og donationerne fortsætter. Man går hen til bordet og giver sine penge til et at de familiemedlemmer, der sidder dér. De udfylder en sirlig kvittering (med billede af Mama på) og river den ene halvdel af til giveren. Pengene puttes gennem en revne i en lukket boks. Bagefter læser en gut med en mikrofon op fra kvitteringen – hvem har doneret hvor meget og stilet til hvilket familiemedlem. Giveren får som tak et lommetørklæde eller en lille blok med Mama’s billede påtrykt.
Dag 5 og 6: Hjemme, men i sort
[Billede 8: 1-2 valgfrie yndlingsbilleder fra begravelsen – placeres evt. under teksten]
De efterfølgende to dage er Mads og jeg begge i sort på arbejde. For at vise at vi har været til begravelse og stadig sørger over vores ghanesiske bedstemor. Florence siger vi kan være i sort i flere måneder, men så meget sort tøj har vi ikke og det er også ret varmt. Så vi nøjes med et par dage, mens vi fordøjer de mange indtryk fra en utrolig smuk begravelse, der i høj grad efterlod Mama et ærværdigt minde.
P.s. I kan se lidt flere billeder på Picasa, men der kommer mange flere næste uge, når Mads har været dem igennem, sorteret og behandlet.
Så er vi i luften igen! Denne gang besluttede vi os for at blande det Ghanesiske og det Danske køkken og endte med en lidt alternativ version af brændende kærlighed. Ingen aprilsnar, og resultatet blev ganske godt!
Jeg er hverken antropolog, eller i nærheden af at kunne skrive en afhandling om de finere nuancer i udviklingen af vestafrikanske lande. Det er dog rigtig interessant at opleve, hvordan et land og dets folk udvikler sig. For en teknisk person, som undertegnede, er det oplagt at kikke på teknisk udvikling.
Da vi var i Ghana i starten af nullerne, var det helt vilde, at jeg havde et digital-kamera med. Man kunne vise folk billederne på bagsiden af kameraet med det samme, og det var ikke rigtig set før. Endnu vildere var det da vi efter en rejse rundt i landet, vendte tilbage til Akropong og kunne vise min farmor billeder på en bærbar. Dengang var det også småt med mobil-telefoner, men man så da et par stykker.
Næste gang vi vendte tilbage i 2006 var billedet en anelse anderledes. Rigtig mange havde mobil-telefoner, tricket med kameraet var bestemt stadig ganske fascinerende, men det var nu noget, som man havde set før. Jeg spottede sågar en sjat digitale kameraer, så pludselig følte man sig ikke nær så mega-hightech som før.
Fast-forward til 2010. Nu er det altafgørende at have en telefon (for hvordan skulle man ellers få fat i folk??). Da en af vores nye venner hernede for lidt tid siden havde forlagt sin mobil-telefon, var det lidt af en katastrofe. Han havde blandet andet SMS'er, der var beviser på aftaler på telefonen, og nu var de pludselig var væk. Han fandt heldigvis hurtigt sin telefon og alt var godt igen.
Så kommer vi til billedet fra starten af indlægget. Til graduation på universitetet for noget tid siden så vi noget ganske smart. Der gik et par fotografer rundt og tilbød at tage billeder af folk. Det rigtig snedige var nu, at folk kunne købe det færdige printede billede lige efter. Fotograferne havde taget foto-printere, bærbare og laminerings-maskiner med, og 5 min efter billede var taget kunne du få det med hjem. En af dem havde sågar en batteri-dreven printer så han kunne lukke handlen på stedet - instant business! I Ghana (og utvivlsomt mange andre afrikanske lande), er de lyn-hurtige til at tage ting til sig, der virker på stedet. Besværlige ting så som elektroniske patient-journaler går der nok lang tid før man ser - men noget der lader en enkelt person tjene eller spare penge på stedet - se så er der noget om snakken! I Kenya så Ida eksempler på, at folk betalte med taletids-minutter fra mobiltelefonen - så nu kunne man pludselig tanke sin telefon op med penge og så gå ud og handle (hvilket er smart, når butikkerne ikke tager dankort). Det er også kun i Afrika, at jeg har set brugen af at "flashe" folk via mobil-telefonen, hvor man ringer op og lægger på med det samme. Det koster ikke noget, da telefonen ikke blev taget, men nu kan man lave aftaler så som "Jeg flasher dig, når vi kører hjemmefra, så du kan møde mig ved krydset 5 minutter efter".
Der er naturligvis også en ting eller to(!), der kunne gøres smartere hernede, man skal bare ikke glemme, at der også er et trick eller to, som man måske skulle overveje at tage med hjem!
I dette afsnit af føljetonen fra Ghana viser jeg vores lille hjem frem. I kommer til at se alt fra vandfilteret til Idas spejl-skammel, så glæd jer!
Skulle man have lyst til at se lidt mere til hvor vi bor kan man faktisk se vores hus på google maps!, Klik på "Her bor vi" øverst på siden, eller på dette link
Det er fascinerende hvor meget man bruge det der Internet, og hvor meget man alligevel kan undvære det.
Jeg kommer ikke uden om at jeg høre til kategorien af "tunge internet-brugere". Derhjemme kunne jeg sagtens finde på at chekke mail en god 20-30 gange om dagen, og hvis der gik en time fra jeg modtog en mail til at jeg at jeg så den var det lang tid.
Hvis jeg har brug for at komme på nettet hernede har jeg for tiden ca tre muligheder.
Første mulighed. Universitetet flyttede til nye fine bygninger for noget tid siden. I den forbindelse fik man etableret hvad der dengang var state-of-the art, nemlig en sattelit-forbindelse leveret af en Italiensk netbudbyder. Jeg har endnu ikke været i stand til at måle hvor hurtig forbindelsen er - fordi den simpelthen er så langsom at intet brugbart kan komme igennem. En af årsagerne er nok antallet af studerende der prøver at komme på facebook, samt antallet af diverse folk der er på med deres egne maskiner der pirat-downloader på livet løs.
Følgende giver nok mest mening for nørderne, for de ikke indviede betyder det "Langsomt" Jeg vil skyde på at det tager omkring en time at downloade en megabyte, hvilket rundt regner svarer til at downloade halvdelen af forsiden af politiken.dk.
Anden mulighed K's Lounge er en ud af flere netcafé i byen. Vi har egentligt kun prøvet den ene, og den har en ganske fornuftige (set med ghanesiske øjne) netforbindelse. Til de interesseret vil jeg skyde deres forbindelse til 256/128 kbit forbindelse - hvilket er ca den hastighed en normal dansk husstand havde for - say - 6 år siden. Men, når der ikke lige er nogen der er i gang med at downloade sidste afsnit af en eller anden serie er forbindelsen faktisk ok.
Det fede ved K's lounge er at de ud over Internet er leveringsdygtige i lidt af hvert!
Tredje mulighed På sundhedscenteret (Idas arbejde) har vi fundet den her lille fine kasse fra Vodafon: Det er intet mindre end en ADSL-router - på hele 256 / 128 kbit. Nu vil den opmærksomme læser naturligvis bemærke at det er den samme hastighed som K's, meeen den her kan man få helt for sig selv, og piske rundt på nettet med hastigheder der får øjnene til at løbe i vand. Eller, man kan i alt fald downloade politiken.dk på hvad der minder om 2 minutter.
Konsekvenser Ja, hvad betyder det så - jeg mener, vejret er trods alt godt og der sker nok af interessante ting hernede til at holde en beskræftigt. Well, det betyder i alt fald at man chekker sin mail mindre - for mit vedkommende et par gange om ugen, og lidt efter lidt betyder det så også at man tænker lidt mindre på mail. Det betyder så også at man finder ud af at rigtig mange sider i dag faktisk kræver at man har en anstændig netforbindelse. Politiken.dk er ét eksempel, men der sker f.eks. også så mange ting på facebook-siderne at man i alt fald skal op på noget der minder om forbindelsen på sundheds-centeret hvis en side skal være indlæst inden for et minuts tid.
For jer derhjemme betyder det lige i denne omgang også at I får dette indlæg, i stedet for en fin video af Ida og jeg der laver mad. Videoen fylder ca. 180 megabytes, og det vil tage mig rundt regnet 5 timer at uploade. Dermed bestemt ikke sagt at jeg ikke har tricks i baghånden der nok skal få leveret video til folket - I kommer bare til at vente til næste uge med det :)
Afslutningsvis bliver jeg lige nødt til at bemærke at vores forbindelse hjemme på Thorsgade er 100 gange hurtigere end den de har her i sundhedscenteret - og nej, det er ikke bare et udtryk, den er rent faktisk 100 gange hurtigere. Til gengæld smager frugten hernede også omkring 100 gange bedre (udtryk denne gang) - så man får da noget for noget :)
Og så lige en sidste service-besked (og så skal I nok slippe for mere): Vi har oprettet en billede-side på bloggen (se øverst på siden lige under "Ghana 2010") hvor vi ligger links efterhånden som der kommer billeder.
SÅ kom første video endelig. Rygterne siger jo at jeg i et halv-euriforisk øjeblik kom til at love ngoet med at der kom en video om ugen fra Ghana. Den kommer nok ikke helt til at holde, særligt ikke her i starten hvor der er lidt meget at lave, meeen lad os nu se om tempoet ikke stiger efterhånden som mængden af fritid gør ligeså.
Jeg har været snedig nok til at introducere videoen i selve videoen, så det vil jeg ikke kede jer med her.
Så er jeg i gang. Jeg underviser 3 kurser (databaser, netværk og sikkerhed, webprogrammering), og det ene af dem oven i købet både mandag og tirsdag for henholdsvis de IT-studerende, og elever fra Public Health.
Det er lidt sjovt pludselig at stå på den anden side af bordet. Pludselig kan man forstå de kære undervisere tilbage på ITU der næsten blev halvpaniske efterhånden som de kunne se klassen falde af. Pludselig er det en selv, der står og laver den der irriterende øvelse med "Er der så nogen, der kan gætte hvad X er?... Slet ikke nogen? ... Kom nu der må da være nogen?? ... hm, nå ok, så svarer jeg selv". Samtidig tror jeg slet ikke man for alvor forstår, hvor fedt det er, når en hel klasse rent faktisk er med, og pludselig kan noget nyt, de ikke kunne før, når forelæsningen er slut.
Hver undervisningsgang varer 2,5 time, og jeg bruger lige nu omkring 2/3 af timen på undervisning, og 1/3 på "øvelsesgang". I løbet af pausen får eleverne via en USB-stick.en kopi af mine slides, samt det læse-materiale de skal læse til næste gang
Undervisningen er med andre ord totalt papirløs, og da de fleste har bærbare computere med kan de arbejde ret selvstændigt. På den ene side er det jo ret praktisk, på den anden side er jeg ret spændt på at se hvor mange af dem, der ikke har bærbare og ikke får taget sig sammen til at få en kopi af materialet, der rent faktisk kan følge med.
Det med bøger og læsemateriale er i det hele taget interessant. Oddsene for at samtlige elever kan få fat i den samme version af en given lærebog er stort set lig nul. Derfor kører de i stedet med en model, hvor de studerende noterer på livet løs undervejs, og underviseren af og til laver notater som eleverne kan få/købe. Jeg prøver at ændre lidt på det ved at finde PDF'er og andet med teori, de kan læse - men der er godt nok en del arbejde i det.
Det rigtig interessante i hele den her oplevelse er at arbejde med/imod/omkring den måde de er vant til at blive undervist. Eleverne er ekstremt høflige, og dele af den høflighed skal jeg have vænnet dem af med. Det er helt fint, at de sørger for at jeg har en marker, når jeg skal skrive på whiteboardet. Men det er knapt så godt, hvis de ikke tør sige til, når jeg tager fejl. Sidstnævnte tvivler jeg dog ikke på jeg nok skal få bugt med :)
Mennesker er i bund og grund mennesker, så når man f.eks. har en forelæsning lige efter frokost i Ghana og gør den store fejl at lægge ud med noget tørt, falder folk præcis lige så meget i søvn hernede som derhjemme. Måske en anelse hurtigere her, men stadig.
Alt i alt har min første uges "rigtige" undervisning været alt inklusiv frustrerende, sjov, hård og belønnende. Jeg er spændt på at se, hvordan resten af ugerne bliver :)
ps. Nej det er ikke mig på billedet - Ida har truet med at overvære en af mine forelæsninger og når det sker skal der nok komme nogle.
pps. Langt indlæg, I know - næste gang bliver det en video om jeg så skal bruge en uge på at få den uploaded :)
Jeg bliver kørt til og fra universitetet, mere om det senere. Ida og jeg har allerede fået en vane med at mødes på vejen hjem fra arbejde, dels for at få rørt sig lidt, og dels for at se på livet langs vejen.
Nå, men jeg skulle altså af ved det rigtige kryds første dag på vej hjem fra arbejde, og bevæbnet med mit ringe overblik over byen bad jeg selvsikket om at blive sat af ved hvad jeg mente var det rigtige kryds.
Efter 5 minutters gang var jeg imidlertid ret sikker på at det ikke var det rigtige kryds. Derefter brugte jeg så godt og vel en time på at vade rundt på kryds og tværs med vekslende selvsikkerhed før jeg langt om længe fandt frem til det rigtig kryds og mødtes med Ida.
I går satte Ida og jeg os for at besøge den lokale Melcom (supermarked, sikkert også mere om det senere), og på vejen hjem derfra for vi lidt vild, og dog! For med min hårdt tilkæmpede funklende nye sted-sans kunne jeg sørme genkende vejen som en af de mange jeg havde set forleden i min vildfarelse, og sørme om vi ikke kunne finde hjem derfra.
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi fare lidt vild, men nogle gange skal man bare fare lidt vildt for at kunne finde rundt :)
Hvor er alle folk henne?
nogle sjove ting man reagerer på efter 5 måneder i Ghana. For eksempel kan det være ganske overvældende at gå ind i et dansk supermarked, der for det meste har flere forskellige varer end der var i hele Sunyani. Man skal også lige vænne sig til at man kan regulere vandtemperaturen, når man tager bad. Og til at små børn langs vejen ikke råber og vinker efter mig!
