torsdag den 29. april 2010

Malaria er noget skrammel

(Vi kunne desværre ikke lige finde en myg at tage billede af. For at skabe den rigtig stemning har vi i stedet krydret indlægget med billeder af den medicin Mads tager for tiden og de forskellige malaria-piller vi havde med hjememfra)
Hovedpine
Forleden fik jeg lidt hovedpine i løbet af dagen og følte mig også lidt svimmel. Jeg havde dog været ude at løbe dagen før, sikkert ikke drukket nok vand, og der var som altid skruet godt op for solen så dehydrering var nok en fin forklaring. I løbet af natten bemærkede Ida, at jeg var meget varm, men af en eller anden grund ikke svedte. Dehydrering var nu lidt mindre sandsynligt, men der er jo så meget, der kan få en til at have det dårligt en halv dags tid.

Stadig hovedpine
Næste morgen havde jeg det noget bedre, der var stadig lidt hovedpine og svimmelhed. Vi mistænkte dog, at der kunne være noget (malaria) på færde – så vi aftalte, at jeg skulle holde godt øje med hvordan jeg havde det og sige til hvis der skete noget i løbet af dagen.

Dagen gik ganske OK. Jeg er i gang med at afslutte mine kurser så der var lidt ekstra tryk på, men alt i alt en nogenlunde normal dag, lige bortset fra den mystiske hovedpine. Hen på aftenen kom feberen igen og denne gang havde jeg det lidt koldt. Dehydrering var ude af billedet – jeg havde drukket massere af vand siden hovedpinen startede. Klokken var omkrign 8 om aftenen da Ida ringede til Florence fra arbejdet, for at høre om det ville være muligt, at jeg kunne komme forbi til en Malaria-test den efterfølgende dag.

Florence og Offei
En parentes til de af jer, der ikke lige er nært bekendte med mine familie-relationer: Florence er gift med Dr. Offei, der er en onkel af en slags til mig, uddannet læge og desuden chef for hele regionens sundhedsvæsen. Florence er uddannet sygeplejerske og jordmoder og arbejder lige under chefen for distriktets sundheds-administration.

"Udrykning"
Tilbage til historien: Ida ringede til Florence og forklarede situationen. Florence konfererede med Dr. Offei, der også ringede og et kvarter efter holdt Florence uden for vores dør, klar til at køre mig direkte ned på distriktshospitalet.
Her havde hun fået arrangeret at de rette folk var til stede, til at lave Malaria-testen og udskrive medicinen. En halv times tid efter sad jeg så lige så pænt i et laboratorium og ventede test-resultatet. De lavede to prøver ud fra én dråbe blod - den ene ville sige om jeg havde Malaria eller ej, den anden hvor slem infektionen var. Testen blev færdig, og sørme om ikke jeg havde Malaria. Den anden test viste at jeg havde 1 plus ud af 3 mulige – med andre ord en ret mild grad. Jeg fik dog det stærkeste medicin de havde (Kinin), og instrukser på at tage 2 piller tre gang om dagen – helst efter et måltid, der er ’heavy’.

Fesent immunforsvar (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
Der er meget stor forskel på om det er en ghaneser eller en ’Obruni’ (hvid), der får malaria – og stor forskel på både forebyggelse og behandling.
Her i Sunyani er 50 % af alle kontakter til sundhedsvæsenet på grund af malaria. Selvfølgelig er der mange der bliver alvorligt syge, men der er også rigtig mange, der kommer lidt sløve på arbejde, får taget en test, spiser en malaria-kur og så er det det – lidt som når vi andre får en mild influenza eller en grundig forkølelse.
Når en ’Obruni’ derimod får malaria er der god grund til at reagere lidt hurtigere og tage det lidt mere alvorligt. Dette skyldes at ghaneserne (som alle andre i malaria-lande) i løbet af et liv med mange malaria-infektioner langsomt opbygger en vis immunitet, der gør at malariaen rammer lidt mindre alvorligt. En ’Obruni’, der aldrig har set skyggen af en malaria-myg er altså cirke ligeså godt beskyttet som en nyfødt hernede – og ja, de nyfødte hernede har også stor risiko for at blive alvorligt syge af malaria.

Profylakse og anden forebyggelse (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
I Ghana undervises alle i at forebygge malaria primært ved at sove under myggenet, undgå at myggene kommer ind i huset og ved at fjerne stillestående vand, hvor myggene yngler. Desuden får alle gravide profylakse (medicin, der kan forebygge malaria), da malaria i graviditeten er meget farligt for både mor og barn.
Som ’Obruni’ tager vi endnu flere forholdsregler. Som ghaneserne sover vi under myggenet, desuden ifører vi os hver aften lange bukser, lange ærmer og strømper, samt sproejter myggespray på stadig udsatte steder. Endelig spiser vi dagligt profylakse – noget der koster både mange penge og mange overvejelser.
Overvejelserne er en opvejning af bivirkninger og pris: Malarone koster ca. 20 kr. om dagen, men har til gengæld ingen bivirkninger og virker ret godt. Lariam er noget billigere, men der en vis andel der får psykologiske bivirkninger (bl.a. hallucinationer). Endelig er der Doxycyclin, som vi tager, der koster 6-8 kr. om dagen og kan give en god blanding af bivirkninger bl.a. øget overfølsomhed overfor sollys – vi har heldigvis intet mærket.
Endelig er det værd at notere at man sagtens kan få malaria, uanset hvilken type profylakse man tager, men med profylaksen undgår man en del tilfælde og når man bliver syg er det mindre voldsomt.

Mads har det forresten fint og regner med at tage på universitetet igen i morgen, fredag :)

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Nåja men nu er det jo ikke en hvilken som helst "obruni" vi snakker om, det er en Danquah/Madsen en af slagsen og vi er altså lige så tough som vi ser ud!

(og så har vi gode forbindelser)

Unknown sagde ...

Tager i virkelig alle de piller?
Her står der at man kun skal tage en: http://sikkervaccination.dk/vacciner/malaria

Send en kommentar