Ghana, Burkina Faso, Mali – Afrika er ikke bare ét stort land…

Allerede ved grænseposten mærker vi forskellen: Vi sludrer med vagten på engelsk, mens han stempler vores pas, han bemærker Mads efternavn og vi flasher lidt af vores Twi. Vi er tilbage i Ghana, dejlige, velkendte Ghana.

Vi tillader os at generalisere lidt…
Efter 4 måneder og Ghana 3 uger i Burkina Faso og Mali vil vi tillade os at lave nogle generelle sammenligninger mellem disse tre vestafrikanske lande – for det er ikke som i Strudsen Rasmus og ’det store land AFRIKA’ – der er forskel, men bestemt også ligheder…

I Burkina og Mali snakker de fransk
Den største forskel er nok netop sproget og den franske indflydelse i Burkina og Mali. Der er stort set ingen der kan engelsk i de to lande. Møntfoden hedder cefa-franc, på gaden sælges baguette og madkulturen er anderledes og mere omfattende, bl.a. med brød til maden og olie-eddikedressing på salaten. Og så har de overtaget en skidt vane fra franskmændene: Rygning. Overalt langs vejen er der små kiosker, der sælger cigaretter og der er virkelig mange, især unge fyre, der ryger. I Ghana er rygning nærmest ikke eksisterende.

Benzinen er dobbelt så dyr
I Mali og Burkina er der også pose-vand og det sælges, præcis som i Ghana, overalt fra køletasker langs vejen. Men i de to lande er vandet væsentlig dyrere (50-200 %). Generelt er alting faktisk dyrere i Burkina og Mali, hvilket nok primært skyldes at benzinen er dobbelt så dyr, hvilket både påvirker priserne på transport og varer. Derudover er Mali og Burkina Faso ellers mere fattige end Ghana. Generelt er husene og bilerne i dårligere stand, men overraskende nok er vejene bedre end i Ghana.

Stegt fisk og olie – men ingen bananer
I alle tre lande finder man gadekøkkener langs vejene, hvor de sælger ris, bønner, stegt fisk og olie-sovs med ubestemmelige kødstykker. Alle tre lande har stort set de samme friture-stegte doughnuts, der ligeledes sælges over alt og i alle tre lande sidder man på plastikstole fra Ghana.
For at fortsætte med maden er der sjovt nok ris i alle tre lande og alle har deres version af fufu – en tyk grød, der spises med fingrene. I Burkina og Mali spiser de desuden en del couscous – noget der er total ukendt i Ghana, ligesom grønne bønner er en sjældenhed i Ghana, men meget almindelige i de andre to lande. I Burkina var der stadig Fan-is, men de var ikke til at opdrive i Mali, hvor der stort set heller ikke var nogen bananer – til gengæld var der ufattelig mange mangoer og de smagte fantastisk!

’Obruni’ – ’Toubab’ – ’Le Blanc’
I Mali og Burkina er der stort set ingen taxi’er, til gengæld er der vildt mange små scootere og knallerter. Bilerne er som sagt i endnu dårligere stand end i Ghana og de er endnu gladere for at fylde dem fuldstændigt op med flere passagerer på hvert sæde, og taget stablet med varer, cykler, knallerter og måske lige en flok mennesker (bare rolig, ikke os!).
Endelig er børnene i alle tre lande meget glade for at råbe efter hvide mennesker på gaden, hvad enten de så råber ’Obruni’, ’Toubab’ eller ’Le Blanc’. I Mali var der dog en del arabisk blod, så Mads blev ikke bemærket som værende særlig hvid. Det gjorde jeg til gengæld og i byer som Djenne og Timbuktu, hvor stort set alle er muslimer gik jeg faktisk med tørklæde for ikke at støde nogen.

Alt i alt må vi konkludere, at vi elsker Ghana, men Mali og Burkina har bestemt også utrolig mange spændende ting at byde på som ferie-lande og alle tre lande er fulde af flinke mennesker.

Dogon Country

- Hvor smuk natur møder imponerende traditioner og hvor byerne har en navle...

Vi er begge to vilde med Dogon Country! Det er den perfekte kombination af vandring gennem fantastisk natur, fortællinger om gamle traditioner og et flinkt og stolt folkeslag, der lever i små traditionelle landsbyer. Mennesker og natur, vandring og gode historier - vi elsker Dogon!

Hvad er Dogon Country?
Dogon Country er et klippemassiv i det sydlige Mali. Dogon-stammen bor i landsbyer både oppe på sletten på toppen og for foden af den næsten lodrette klippevæg. Klippemassivet er 200 km langt, 300-600 meter højt og der ligger hundredevis af små landsbyer spredt udover området. Hver landsby består af flere små landsbyer med omkring 200 indbyggere i hver. Husene er bygget af mudder suppleret med sten fra klipperne og indimellem strå som tag. Familierne bor sammen i stor-familier med bedsteforældre, sønnerne og deres koner (gerne 2-3 stykker) og børn. Dogon lever af jagt og landbrug og så har de en meget stærk kultur.

Opfarenhed giver hovedpine
I centrum af landsbyen er et mødested for mændene, i form af et meget lavt halvtag - lavt fordi det lægger en automatisk dæmper på eventuelle konflikter eller vredesudbrud: hvis man farer op slår man hovedet! Tæt ved er byens navle i form af en sten, byen ses som et menneske og det er dermed muligt at bo i højre arm eller maven!
Når man går rundt i de smalle gader hører man gang på gang den traditionelle hilsen, der består af en hel række 'sewa', hvor man spørger til hvordan det går personen, familien, den udvidede familie o.s.v. 'Sewa' gentages nok omkring 20 gange og hilsenen fortsætter ofte efter man har passeret hinanden og er på vej videre ned af gaden.

De flyvende mennesker
Rundt om landsbyerne er naturen. Oppe fra sletten har man den mest fantastiske udsigt udover området, nedenfor er der den stejle klippevæg til den ene side, en flad slette med en masse baobab-træer og bag dem en stor orange-glødende sandbanke.
I klippevæggen kan man se resterne af de gamle Tellem-huse. Tellem er en stamme, der levede her for 600-700 år siden, indtil Dogon kom til området. De levede i lerhytter bygget på små afsatser i klippevæggen. Det er tit umuligt at gennemskue, hvordan man kan komme op til husene og Dogon mener da også at Tellem kunne flyve...

En seng under stjernerne
Livet som turist i Dogon er dejlig simpelt: Efter en hurtig morgenmad med kaffe/the og brød begynder man at gå ca. kl. 7.30. Omkring 10.30 er det ved at være for varmt til at vandre og der er dømt siesta med frokost på et lille hotel indtil ved 4-tiden. Så går turen videre til aftenens hotel, som man når et par timer senere. Aftensmaden er simpel, men lækker, bestående af ris eller couscous, tomatsovs og måske kød eller grønner bønner - der var et par høns, der måtte lade livet i løbet af vores tur. Og overnatningen foregår på taget af hotellet på et par madrasser med myggenet over - under den mest fantastiske stjernehimmel.
Vi var så heldige at komme udenfor turistsæsonen og havde derfor hele Dogon for os selv - i sæsonen er der rutefly fra Paris til Sévaré et par timers kørsel væk og området vrimler efter sigende med franske turister.

Ræven, slangen og alligatorerne
Vores guide, Line (udtales Lynn), var en ung, engelskstuderende Dogon-fyr og han kunne sine historier.
Der var ræven, guden Amma's første barn, der giver svar på alverdens spørgsmål i skæbne-tabeller tegnet af landsbyens vise mænd. Og forfaderen i form af en slange, der om natten, i usynlig tilstand, kommer til landsby-overhovedets hus og vasker ham så han aldrig tager bad med vand og sæbe. I Amani, Line's hjemby, er der alligatorer, der en gang hjalp landsbyens stifter over floden og derfor i dag betragtes som bedstefædre af alle i byen. Og endelig var der skilpadden, der fungerer som mundskænk fordi den aldrig vil spise forgiftet mad.
Line fortalte mens vi gik, stoppede ved forskellige vigtige ting og fortalte om traditioner og levevis.

Måske får I senere én af historierne i sin fulde længde her på bloggen, men ellers må I selv rejse til Dogon - det kan bestemt anbefales!

Fra Sunyani til Sanga

- med 6 forskellige transportmidler

5 nætter (heraf kun 3 på hotel), to grænsekryds og godt 1000 km var der fra Sunyani onsdag d. 2. juni til Sanga mandag d. 7. juni. Rejsen foregik med offentlig transport og dermed med en række forskellige transportmidler, der havde tendens til at blive mindre og mindre - følg med her...


Den store STC-bus (Kumasi til Ouagadougou, ca. 650 km)
Fra vores hjem i Sunyani tog vi en taxa til bus-stationen og derfra en MetroMass-bus til Kumasi, hvor en ved af Mads' fætter Kofi kørte os til STC-busstationen i sin taxi.
STC står for State Transport Company og er generelt det bedste, mest pålidelige (og dyreste) busselskab i Ghana. Vi startede med 2 1/2 times forsinkelse på afgangen fra Kumasi, som vi forlod i øsende regn onsdag aften kl. 19.30. Vi kørte nordpå hele natten, med et enkelt sammenbrud undervejs ( ikke noget, der ikke kunne repareres med en times banken), krydsede torsdag morgen grænsen til Burkina Faso og ankom lidt groggy til Ouagadougou ved to tiden torsdag eftermiddag efter i alt 19 timers busrejse.

Den mindre bus (Ouagadougou til Ouahigouya, ca. 182 km)
I Ouagadougou sov vi to nætter, gik 20-25 km, ventede knapt 5 fimer på Migrationskontoret og spiste fantastisk lækker mad.
Lørdag morgen tog vi en bus mod Ouahigouya. Det var en køretur på 3 timer, der gik helt smertefrit - og bussen kørte endda fra busstationen 2 minutter før tid!

Den ramponerede 'bus' (Ouahigoya til Koro, ca. 120 km)
Således med store forventninger til det Burkinabeske transportsystem fandt vi transport videre mod Koro i Mali. Denne bestod i en gammel ramponeret bus med træbænke rundt langs siderne og vindueshuller uden vinduer - og den kørte mod Koro når den var fuld...

5 timers venten senere var vi 12 personer, en motorcykel samt en farlig masse sække mad og vi var seks passagerer, der betalte lidt ekstra for at komme afsted fra Ouahigouya samme dag.
Med helt fornuftig hastighed kørte vi så endelig afsted af den gode jordvej mod grænsen. Kørt før grænsen satte vi motocyklen og dens ejermand af i en lillebitte landsby bestående af en flok lerhytter, en masse børn, geder og får, samt et par kameler.
Vi forlod Burkina Faso uden problemer og kom lige så let ind i Mali. Men så var det blevet mørkt og chaufføren ville ikke fortsætte til Koro. Derfor tilbragte vi natten på en tynd sivmåtte bagi 'bussen' - heldigvis ved en politipost så vi kunne få vand at drikke.
Næste morgen kørte vi de sidste 20 minutter (!) til Koro.

Bush-taxien (Koro til Bandiagara, ca. 60 km)
I Koro spiste vi nogle meget fedtede klatkager, der vist var bagt på gæret rismel og så gik turen videre med bush-taxi til Bandiagara.
En bush-taxi er en stationcar med 3 rækker sæder og plads til 9 passagerer: 2 på passagersædet, 4 på bagsædet og 3 på bag-bagsædet - samt bagage på taget.
Således godt klemt gik turen af jordveje med nord og op af Dogon Escarpment til Bandiagara, hvor vi ankom efter ca. 3 timers, søndag formiddag.

Landroveren (Bandiagara til 'middle-of-nowhere', ca. 22 km)
Efter et tiltrængt bad, tøjvask, en gåtur i byen og en god nats søvn (under stjernerne på hotellet tag) blev vi samlet op af vores guide, Line, i hans fars landrover. Vi kørte mod Sanga af en bulet, men ganske fin jordvej. Men ak, halvvejs gik Landroveren i stå og hverken kølende vand eller ihærdige skub kunne starte den.

Motorcykler ('middel-of-nowhere' til Sanga, ca. 23 km)
Således uden bil 'in the middle of nowhere' skaffede Line i stedet to motorcykler og så sad vi bagpå hver vores motorcykel resten af vejen til Sanga.
Mandag formiddag, med lidt snurrende fødder og godt gennemrystede ankom vi altså til Sanga - en smuk Dogon landsby. Dogon fortjener et blogindlæg for sig selv, med mere om vores engelsk-studerende guide, fremtidsspående ræve, menneskevaskende slanger, hellige alligatorer, flyvende mennesker og utrolig smuk natur.
Men for nu at runde transport-historien af kan jeg afsløre at vi fortsatte fra Sanga til fods!

Vi er ikke hjemme

Så er alle vores officielle opgaver hernede i Ghana overstået, og vi begiver os derfor på en velfortjent ferie. Turen går nordpå til Bukina Faso og Mali, hvor vi glæder os meget til henholdsvis at besøge Ouagadougou (om ikke andet bare pga navnet) og Timbunktu.

Vi lover at dokumentere på livet løs undervejs, I hører fra os!

Hilsen
Mads og Ida

Direkte link til Youtube

Når 3 timer tager 8 timer

Sidste fredag havde vi besluttet at tage en weekendtur til Lake Bosumtwi. Ifølge Bradts Guidebog skulle det tage 45 min fra Kumasi og turen til Kumasi 2 timer, så alt i alt en lille 3 timers rejse. Der kunne godt være meget trafik om fredagen, sagde mine kolleger. Fair nok, vi tog af sted kl. 13, så burde vi være sikre på at komme frem til hotellet til aftensmad ved seks-syv tiden – troede vi…
(Rejsebilleder er, som I kan se til højre ikke så spændende, så resten af indlægget er krydret med lækre billeder fra Lake Bosumtwi)

MetroMass
Fra sundhedsadministrationen tog vi en taxa til busholdepladsen i Sunyani. Dér satte vi os i kø til den næste MetroMass bus. Der var mange der skulle rejse og lige i det vi kom blev en bus fyldt. Vi rykkede med køen frem og ventede. Da næste bus kom opstod der store diskussioner om hvem, der havde en plads i køen og dermed kunne få en billet. Vi fik heldigvis to billetter (8,80 kr. pr. styk) og to gode pladser til højre for midtergangen, hvor der kun er to sæder (og ikke tre). Afsted mod Kumasi gik det.

Kinesisk rundkørsel
I Kumasi er de ved at bygge en KÆMPEstor rundkørsel lidt udenfor byen. Det er nogle kinesere der bygger den, men alligevel er det svært at forestille sig at de nogensinde bliver færdige. I mellemtiden er indfaldsvejen fra Sunyani en bumlet jordvej, hvor trafikken stort set går i stå. Vi sneglede os af sted. Inde i selve Kumasi var der også meget trafik, men endelig kom bussen da frem og vi steg ud ved Ketjetia – den kæmpe store busstation i Kumasi.

Fra Herodes til Pilates
Vi gik rundt og kiggede efter en trotro (minibusser) til Adono, byen ved Lake Bosumtwi. Det var ikke lige til at finde. Vi spurgte os frem og blev sendt væk fra busstationen, op til en anden, mindre holdeplads. Dér spurgte vi igen og fik af vide at vi skulle tage en taxi til en helt anden busstation. Gaden var fuld af mennesker, folk på vej til begravelse i sort tøj, på vej hjem til familien på weekend og gadesælgere overalt, men ingen taxaer. Endelig fandt vi én og betalte 3 cedi (12 kr.) for at blive kørt til den rigtige busstation.

Krig om siddepladser
Endelig, den rigtige busstation. Der stod en flok mennesker og ventede, vi sluttede os til dem. Snart kom trotro’en, vi fik to pladser og så kørte vi. Eller rettere, vi vendte og så holdt vi præcis samme sted, chaufføren steg ud og kølerhjelmen blev åbnet – dårligt tegn. Vi ventede. Og ventede. Mads blev angrebet af en meget kristen fyr, der snakkede om den ’rigtige’ måde at læse Biblen på. I mellemtiden forsvandt chaufføren og solen begyndte at gå ned. Pludselig kom der en anden trotro og kaos brød løs. Der var flere ventende nu og folk sloges praktisk talt om pladserne, kravlede ind gennem vinduerne, skubbede og maste. Vi holdt os på afstand – det skulle vi ikke blandes ind i. Trotroen kørte, stoppet til bristepunktet og vi vendte tilbage til den ødelagte bus. Ventede.

Kø, regn og mørke
Det var ved at være mørkt, da der endelig kom en trotro, der kunne køre. De skulle godt nok have 1 cedi for turen til Kuntanase (ca. 10 km før Adono), men vi var ligeglade – af sted skulle vi, NU!
Mens mørket faldt på sneglede vi os ud af Kumasi i en lang kø, men med udsigt til de vildeste lyn på nattehimlen. Da vi endelig kom ud af byen begyndte regnen og da vi endelig nåede Kuntanase regnede det stadig. Det var en lille bitte flække, mørk og regnfuld. Vi spurgte efter transport til Adono og fik af vide vi måtte tage en taxi. Okay, fair nok, han var ikke til at forhandle ned fra 5 cedi (20 kr.) og vi ville gerne frem – af sted. Men da vi uddybede Adono med navnet på hotellet kørte chaufføren ind til siden og tændte lyset, så blev det 10 cedi, for det var ud af en lang, hullet jordvej. Suk. Vi fik han ned på 9 og kørte. Først lidt op, så ned af en masse snørklede ting (Lake Bosumtwi er en kratersø) og til sidst ud af en lang, og ja, meget hullet jordvej. ENDELIG, næsten 8 timer efter vi forlod sundhedsadministrationen stod vi ved hotellet – og vi nåede lige akkurat at få aftensmad inden køkkenet lukkede.

Belønning og hurtig hjemtur
Efter denne lange beskrivelse, skal det til gengæld siges, at Lake Bosumtwi var det hele værd. Der var super smukt, enormt frodigt og fredfyldt. Vi gik tur langs søen, badede, slikkede sol og spiste lækker mad i hotellets restaurant. Efter en afslappende weekend forlod vi hotellet søndag middag og hjemturen gik strygende – vi var hjemme på under 4 timer!