Livet på gaden

– på vej til og fra arbejde

Jeg går til og fra arbejde stort set hver dag. En tur på ret præcist 3 km, der tager mig ca. ½ time – nogle gange lidt længere, hvis jeg lige skal købe frugt eller tage billeder på vejen…

Morgenmad og tandbørstning
Om morgenen er turen præget af dagens start. Langs vejen sælger et utal af små boder morgenmad: for det meste en tynd grød lavet på majs, ris eller hirse blandet med mælk og sukker, her til hvidt brød eller forskellige former for friturestegte dej-bolde lavet af hvedemel, majsmel, bønner eller fisk. Nogle af stederne steger de endda æg på et lille kul-komfur. Skolebørn, der køber grød på vej til skole, flokkes om boderne sammen med sygeplejerskerne fra de to hospitaler og generelt folk på vej til arbejde. De sidste skolebusser passerer mig fulde af vinkende børn, kvinder med store kurve eller kasser på hovedet er på vej til markedet og taxaerne er fulde af folk, der skal møde på arbejde på byens forskellige kontorer. Gadekøkkenerne, der sælger frokost er så småt ved at starte op, der fejes foran de små butikker, en kvinde børster tænder og et sted sidder en ældre muslimsk mand med morgenavisen.

Husarbejde og socialt samvær
Om eftermiddagen er stemningen anderledes. Livet leves på gaden. Skolebørnene er kommet hjem og har skiftet fra deres fine uniformer til noget mere laset hverdags tøj. Nu skal de hjælpe til i hjemmet. De større børn vasker op, ser efter deres småsøskende, afløser deres forældre i deres lille bod eller sælger måske selv vand fra en balje på hovedet eller frugt i en lille bod. De mindre kan samle affald ved huset eller endda hjælpe til med at vaske deres eget tøj! Der bliver hentet vand, lavet lektier, vasket børn og pounded fufu til aftensmaden. Men der er også tid til at spille kuglespil, sludre, amme børn og spille bold. Der er ingen tvivl om at folk i høj grad bor udenfor, og hvis man ikke lige har en gård er det altså ud til hovedvejen.

En spastisk tigger
Jeg har mine faste personer, jeg hilser på på vejen: den unge pige, der sælger telefonkort, damen, der sælger appelsiner, fyren med hjælpemiddelbutikken foran regionshospitalet, manden, der sælger cement og kvinden, der sælger æg og nægter at huske at mit Twi/Akan-navn ikke er ’Akosua’, men ’Afua’. Og så er der den utroligt glade kvinde, der sælger sukkerrør i små poser, lotteri-sælgeren ved siden af og tømreren, som jeg en dag købte en skammel af.
Endelig er der den spastiske mand, der tigger fra en kørestol kørt af en dreng på vel omkring 10 år. Når jeg ser ham plejer jeg at give ham 1 cedi (=4 kr). Jeg giver ellers generelt ikke penge til tiggere, fordi jeg mener det er at fastholde dem i en ond cirkel, men denne mand har ingen alternativer. Han smiler og siger et taknemmeligt ’May God bless you’.

’I-love-you’-typerne
Foruden alle disse er der et utal af forbipasserende og butiksejere, der råber efter mig med et ’obruni’, ’white lady’, ’Akosua’ eller blot hilsnen ’ete sen’ – jeg svarer med et ’maakye’ eller ’bɔkoɔ’. Og så er der selvfølgelig alle dem jeg ikke svarer… Det er blevet et princip, hvis noget indleder samtalen med ’I love you’ eller råber ’I want to marry you’ bliver de ignoreret 100 %. Når jeg ser Evans (en af vores gode venner fra universitet) plejer han lige at skulle høre en status på hvor mange ægteskabstilbud jeg har fået den dag og vi griner sammen af mænd, der kan køre forbi i en taxi og ud af vinduet erklære deres kærlighed til mig – bare fordi jeg er hvid! Men i længden kan det nu godt være lidt trættende…
Heldigvis er de fleste super flinke og vil bare hilse og jeg nyder gåturene frem og tilbage, der er så meget liv at kigge på, så meget stemning at suge til sig.

Svar på et par spørgsmål

(- mens vi bearbejder indtryk og billeder fra 4 dages begravelse i Akropong...)

Dette blog indlæg er lidt anderledes end de andre idet det tager udgangspunkt i en række spørgsmål, vi er blevet stillet til de øvrige indlæg, men måske er der andre der er interesserede i svarene. Derfor kommer de her…
Det første spørgsmål relaterer til vejr-indlægget, mens de resterende forklarer nogle flere detaljer omkring Idas studie.

Hvordan påvirker det folks arbejdsdage, at det er så varmt, at man ikke kan gå 3 kilometer mellem 10 og 16. Hvordan når man noget?
Umiddelbart påvirker det ikke arbejdsdagen så meget, hvilket dels har noget med nødvendighed at gør og dels noget med løsninger…
Hvis du har arbejde, der indebærer at du er ude i solen hele dagen f.eks. fordi du skal grave en grøft, ja, så må du jo være ude i solen hele dagen og bare svede det mere. Hvis du skal flytte dig mellem to steder i løbet af dagen og du ikke har penge til at tage en taxa, ja, så må du jo gå også selvom det er varmt.
De fleste kontorer har en vifte, der drejer rundt i loftet og på den måde holder temperaturen lidt nede – eller måske endda aircondition, hvis du har et mere betydningsfuldt job. De små handlende langs vejen holder enten til under et stort skyggefuldt træ eller har en parasol til at give skygge for solen.
Men når alt det er sagt skal der ikke være nogen tvivl om at tempoet bliver sat ned i den allervarmeste periode. Der er flere, der bare sidder og slapper af i skyggen – og selv på kontorer med vifte er det ikke unormalt, at man lige tager sig en middagslur henover bordet.
’Hvordan når man noget?’ er jo et meget relativt spørgsmål – det kommer jo an på hvor meget det ligesom er meningen man skal nå og der er niveauet nok lidt anderledes hernede end på mange danske arbejdspladser.


Hvad går Idas projekt ud på?
Kort fortalt går det ud på at beskrive ernæringstilstanden blandt børn fra 0-5 år i Sunyani Municipality og derefter søge at identificerer nogle risikofaktorer for fejlernæring, som man så kan sætte ind overfor fra sundhedsvæsenets side og dermed forhåbentlig forbedre ernæringstilstanden.
Det kan godt være børnene i området ikke ligefrem lever på sultegrænsen, men f.eks. lav højde-vækst påvirker barnets indlæring og produktivitet senere i livet og øger risikoen for at pigerne får komplikationer under graviditeten. Underernæring generelt øger også risikoen for og konsekvenserne af en række infektioner og sygdomme som f.eks. malaria og diarré, der gør mange børn syge i området.


Hvorfor laver du alle disse målinger?
Målinger af børnenes højde, vægt og overarmsomkreds kan, sammen med deres alder, bruges til at vurdere deres ernæringstilstand. Vægt-for-alder er et generelt udtryk for om barnet er underernæret, men siger ikke noget om hvorvidt det vejer for lidt eller ikke er særlig højt. Vægt-for-højde (også kaldet ’wasting’) er et udtryk for om barnet vejer for lidt i forhold til sin højde, hvilket oftest ses ved akut underernæring. Højde-for-alder (også kaldet ’stunting’) angiver om barnet vokser optimalt og er et udtryk for ernæringstilstanden over en længere periode.
Overarmsomkreds er ofte brugt som et hurtigt mål til at screene børn til ernærings-interventioner i krisesituationer f.eks. hungersnød. Man antog da, at børns overarmsomkreds er nogenlunde konstant fra de er 6 måneder til 5 år. I dag sammenholdes målet med børnenes alder eller højde.
De fire mål sammenlignes med nogle standarder WHO har udviklet, der faktisk gælder i hele verden, for hvordan børn bør vokse under optimale omstændigheder.
Måling af mødrenes højde og vægt bruges til at beregne hendes BMI. Studier har vist at moderen ernæringstilstand (udtrykt ved BMI og højde) påvirker barnets fødselsvægt, der påvirker dets senere ernæringstilstand.

Hvorfor er det præcis 41 steder du har valgt?
Ja, det er en længere forklaring. Princippet hedder ’cluster-sampling’ og er en metode, der kan benyttes når man ikke kan lave fuldstændig tilfældig udvælgelse af et antal børn i området – hvilket ville kræve at man rent faktisk havde en liste over hvem der boede hvor. I stedet udvælges et antal steder (clusters) tilfældigt og hvert sted tager man så 7 børn (de 7 er noget nogle kloge forskere fra WHO har fundet frem til). Da jeg gerne ville have knapt 300 børn med i studiet (og man til tider må tage lidt mere end 7 børn fra et sted) vurderede jeg at 40 clusters var realistisk. Disse blev så udvalgt i forhold til de forskellige sub-municipalities’ størrelse og på grund af afrunding endte jeg så på 41 clusters.


Hvilke data er det præcist, der skal indsamles?
Foruden højde og vægt målinger stiller interviewerne en række spørgsmål til moderen, både om husholdningen generelt og om det enkelte barn.
På husholdnings-niveau drejer det sig blandt andet om moderens alder, husholdningens sammensætning, uddannelse, ejerskab af en række ting (f.eks. radio, tv, cykel og høns) samt hvordan de får vand, hvordan deres toiletforhold er og hvordan de laver mad.
For det enkelte barn spørges til vaccinationer, fødselsdato og vægt (fra deres sundhedskort), sygdom de sidste to uger og amning. Desuden spørges der til hvilke madvarer, fra en liste på godt 100 forskellige, barnet har spist den sidste uge.


Hvad har mødre og børn ud af, at du foretager dem, siden de stiller sig til rådighed?
Tja, der er mange aspekter i det…
I det store perspektiv er de forhåbentlig med til at bidrage til at sundhedsvæsenet kan sætte mere målrettet ind overfor ernærings-problemer i området, men det er der næppe så mange af mødrene, der tænker på når de siger ja til at være med (selvom interviewerne selvfølgelig oplyser dem om det).
Her og nu er det nok en række andre faktorer, der spiller ind. For det første er man generelt meget accepterende over for alt hvad sundhedspersonalet laver og gør og stiller ikke så meget spørgsmål, hvis der kommer nogen med mere uddannelse og autoritet og siger de skal noget fordi det er godt (også selvom de måske ikke altid forstår hvorfor det er godt). For det andet skal der nok være en god del af mødrene, der håber at få noget fysisk ud af at deltage, f.eks. noget mad eller nogle bleer (hvilket de ikke får). For det tredje handler det nok også lidt om at der sker noget, der kommer en hvid kvinde til landsbyen/området og mødre og børn samles – det er spændende og attraktivt at være en del af det.

Dataindsamling

- Omdrejningspunktet i min hverdag for tiden

Apostolic, Dr. Berko, Amongoase, Penkwase Mama Lawson, Yawmirikrom, Yaa Abora, Ankobea, As If Junction, Low coast, Quarter Guard, Peace Maternity Home, New Dormaa Bus Stop, Kotokrom, Atuahenekrom, Kuffour Camp, Antronie North, Kyeredua og Daadom.

Ovenstående er navnene på de steder, hvor jeg har været og lave dataindsamling indtil videre. Vi er nu lige over halvvejs med i alt 21 steder ud af de 41 vi skal rundt til. Indtil videre har vi inkluderet i alt 171 børn. Vi startede for knapt to uger siden og har godt to uger tilbage, afbrudt af påsken.

Hvad indbefatter dataindsamling fra ét sted så? Jo, det skal foregå på et tidspunkt hvor børn og mødre er hjemme, så skal alle fire interviewere være samlet, vi skal ud og finde stedet, måleinstrumenterne skal sættes op og interviews og målinger skal være afsluttet inden det bliver mørkt.

Hvornår er mødre og børn hjemme?

I Sunyani går børnene i skole – også ude i landsbyerne. Og mødrene går på arbejde eller i marken. Derfor kan det være sin sag at træffe dem hjemme og det betyder at dataindsamlingen finder sted om eftermiddagen og om lørdagen. Vi har prøvet med tidlig morgen, men børnene tager af sted til skole allerede kl. 7-7.30 så det er svært at nå inden da.

At samle 4 interviewer på en gang

De hverdage, hvor vi skal ud og lave dataindsamling starter jeg allerede fra morgenstunden med at forhøre mig hos interviewerne om hvordan deres dag ser ud – hvad er oddsene for at vi kan komme af sted klokken 14? For det meste er de gode om morgenen og formiddagen, men når vi nærmer os begynder det at blive sværere. For så har Joshua lige fået en opgave, Emmanuel er lige i banken, Godwin skal lige gøre nogle breve færdige og Billy er ude at købe mad. Det er noget af en opgave at få dem alle fire samlet og klar. I weekenden er det lidt nemmere, dér er de nogenlunde klar til tiden.

Hvor skal vi hen?

Hvis sundhedsadministrationens chauffør, Frank, har benzin (som jeg har købt) kører han os ud til første sted, hvis ikke tager vi en taxa. Så vidt muligt prøver jeg at komme rundt til stederne på forhånd, så jeg ved, hvor der er et godt træ, vi kan hænge vægten i. Det er ikke altid muligt og derfor går der nogen gange lidt tid med at vandre rundt og lede efter et godt træ.

Klar til start

Folk er generelt rigtig flinke, når vi kommer. De hjælper med en bænk til infantomeret og måske endda et par plastikstole, hvis de har. Interviewerne får deres mapper med spørgeskemaer og smutter ud i nærområdet og finder mødrene. Jeg pakker måleinstrumenterne ud af kassen: To vægte, målebånd, MUAC-tape (til at måle overarmsomkreds), blyant, kuglepen, klipsemaskine og notesbog. Hænger den ene vægt op, samler infantometeret og identificerer en lodret væg med en plan flade under, der kan bruges til højdemåling af mødrene.

2 steder før mørket kommer

Efterhånden som mødrene ankommer til målestedet med det udleverede måleark går jeg i

gang med målingerne. Ét for ét ryger sammenklipsede gennemtjekkede spørgeskemaer og måleark ned i kassen. Når vi er færdige et sted går vi videre til det næste. Hvert sted skal vi inkludere 7 børn, men det bliver ofte flere, for mødrene vil meget gerne være med. I hverdagene kan vi nå 2 steder før det bliver mørkt, men i lørdags nåede vi hele 6 i løbet af dagen – endda i den fjerneste del af distriktet!

Præcision og hurtighed

Det kan godt være lidt hårdt at være ude og samle data. Der er mange mennesker at forholde sig til, mange tal at aflæse og mange procedurer at fokusere på. Der er gerne en god flok tilskuere til målingerne og alle holder øje med min mindste bevægelse og gentager når jeg indimellem siger noget på Twi. Det gælder om at være præcis, omhyggelig og hurtig så interviewerne ikke bliver utålmodige. Og relationen til interviewerne er vigtig, jeg har ikke råd til at betale dem ret meget, men deres motivation skal opretholdes så de indsamler gode data hele undersøgelsen igennem. Det er noget af en udfordring!

Min helt egen undersøgelse

Det er en stor oplevelse at komme rundt i hele Sunyani distriktet og se de mange områder og landsbyer. Og det er sjovt at møde alle mødrene og deres børn. Og så er det spændende at få lov at gennemføre sin helt egen undersøgelse med sit helt eget spørgeskema og super fedt at se datamængden vokse efterhånden som arbejdet skrider frem. Jeg har nu også fået en ekstra motivation til at indsamle et godt datamateriale: Jeg planlægger nemlig at bruge det til mit speciale, som jeg skal i gang med at skrive til september.

Pilotstudie i Adidase

Det er onsdag morgen og kl. er lidt over 8, da pickuppen stopper i Adidase, en lille bitte landsby godt ½ times kørsel fra Sunyani. Vi stiger ud – Nutritional Officer Thomas, Driver Frank, de fire interviewere Billy, Joshua, Godwin og Emmanuel og jeg. Så går det løs.

Landsbyens eneste murstensvæg
Thomas får tilkaldt landsbyens sundhedsfrivillige, der byder os velkommen. Jeg deler spørgeskemaer ud til interviewerne og sender dem af sted med besked på at interviewe mindst to mødre hver. I mellemtiden er der blevet sat et lille bord op i skyggen af et træ, der er en fin hvid dug på og tre stole. Vægten til børnene bliver hængt op i træet og infantometeret (det man bruger til at måle længden af små børn) sætter vi på en bænk. Højdemålingen af mødrene må foregå op af landsbyens eneste murstensvæg nogle meter væk. En flok små børn ser nysgerrigt til – mere eller mindre skræmte.

Forladt i landsbyen
Thomas skal til et vigtigt møde, så Frank og ham kører, nu er jeg helt alene i landsbyen. Sludrer med en flok unge fyre, der er nogenlunde gode til engelsk. En af dem sidder ved en ’kente’-væv og er i gang med at væve et flot farvestrålende stykke stof. Jeg tager nogle billeder af væven og børnene – én af dem har en svensk t-shirt på!




Min del af arbejdet

Snart kommer Godwin tilbage. Han har den første mor med, så nu begynder mit arbejde. Moderen klæder barnet af og jeg hjælper hende med at putte det i veje posen. Hænger posen op i vægtens krog, aflæser og noterer. Løfter barnet ned og over til infantometeret. Barnet skal ligge på ryggen, hovedet skal ligge i den rigtige vinkel og røre en plade i den ene ende, benene skal være strakte og tæerne pege lige op i luften, mens man fører en plade op til fødderne. Længden aflæses på et målebånd på pladen. Det er bestemt ikke alle børnene, der er lige glade for at ligge på infantometeret – tværtimod. Men deres mødre er ikke blege for at hjælpe med at holde dem fast. Bagefter måler jeg omkredsen på barnets overarm, vejer moderen på en badevægt og måler hendes højde op af murstensvæggen med en bog og et målebånd.

Tegnsprog og Twi
Snart kommer de andre interviewere tilbage. De har haft nogle problemer med at afvise mødrene, alle ville være med, så pludselig står der en hel flok mødre med deres børn. Jeg vejer og måler. Mødrene kan stort set intet engelsk, med tegnsprog og mine få Twi-gloser går kommunikationen nogenlunde. Ellers er interviewerne også i nærheden til at oversætte. Billy kan se, jeg har travlt, så han kommer hen og hjælper mig. Vi kommer ind i en god rytme, vi kan lave dobbelt aflæsninger og det går stærkere.


Vigtige pilot-erfaringer
Efter godt 3 timer i den lille landsby pakker vi sammen og kører tilbage til Sunyani. Vi har interviewet, målt og vejet ca. 20 børn og deres 12 mødre. Jeg er godt tilfreds og roser interviewerne for deres arbejde.
Da jeg et par dage senere taster spørgeskemaerne ind kan jeg konstatere to ting: For det første, at vi virkelig har været ude i den ene ende af skalaen: Ingen uddannelse, bønder, madlavning over bål, vand fra floden og huse bygget af jord med stråtag. Og for det andet, at det er godt, det kun er et pilotstudie – der er mange rettelser til spørgeskemaet og interviewerne skal også stadig øve sig meget. På mandag gentager vi øvelsen, men denne gang i Sunyani, så det bliver nok den anden ende af skalaen vi kommer til at møde.

Det er bedre at have ondt i ballerne, end krampe i nakken…

Jeg arbejder på Municipal Health Directorate, Sunyani-distriktets sundhedsadministration. Det er dem, der holder øje med alle de små klinikker ude i landsbyerne. De holder til centralt i byen sammen med distriktshospitalet ved nr. 2 lyskryds, når man kommer gående ude fra os.

Jeg har fået lov at sidde ind på Mr. Cudjoe’s kontor. Han er Nutritional Officer og hedder også Thomas. Vi deler kontoret med to National Service Volunteers (Billy og Emmanuel) og en kvinde, der kun bruger kontoret til at opbevare sin taske – jeg aner ikke hvad hun laver, men hun virker flink. Billy og Emmanuel kommer og går – de laver vist ikke ret meget, men er hyggelige at snakke med. Thomas har lige været 3 dage i Cape Coast og var til møde i dag.
På den måde har jeg altså kontoret ret meget for mig selv, men den kære Thomas er samtidig meget eftertragtet, så der kommer konstant folk og spørger efter ham. Generelt forventer de så, at jeg kan hjælpe dem f.eks. når de mangler A-vitaminer til nogle patienter! Jeg aner ikke noget, men prøver at svare så godt jeg kan.

Det sker også tit, at der dumper andre forbi: Frans, der er chauffør for sundhedsaministrationen og vil høre om jeg ikke har nogle veninder, der gerne vil giftes med ham. Og Florence, der inviterede os til middag lørdag aften – hun er gift med Dr. Offei, som er Mads’ onkel. Og så er der Joshua og en ældre mand fra ledelsen og nogle National Service-drenge fra hospitalet, der gerne vil sludre. Og i går kom Gloria ind og tilbød mig at smage ’kenke’ en form for tyk majs-grød, der er gæret – det smager faktisk ikke så slemt som det lyder.

Og som om det ikke var nok, er der en række sælgere, der går rundt til kontorerne og sælger alt fra gulvskrubber og lommetørklæder til bananer og jordnødder. I går kom der en gut ind, der solgte honning - mens jeg sad helt alene. Han snakkede løs på Twi, selvom jeg prøvede at forklare ham, at jeg ikke fattede en bjælde. Han var ret ligeglad, snakkede bare videre – og havde succes med at sælge mig noget honning…

Og hvis jeg endelig savner selskab kan jeg jo smutte forbi Family Planning og hente nøglen til toilettet. De er vildt flinke derovre, vil gerne hjælpe mig med at lære twi og midt på bordet står en stor træ-penis med et kondom på!

Hvor utroligt det end lyder præsterer jeg faktisk at få arbejdet rigtig meget på trods af de mange gæster på kontoret, så mit spørgeskema er snart klar til præ-test – men mere om det en anden dag…

Til slut skylder jeg vist en forklaring på overskriften. Det er såre simpelt: Bordet på kontoret er alt for højt, så hvis ikke jeg sidder på tre bøger får jeg de ondeste spændinger i nakken – til gengæld får man ret ondt i ballerne efter 7 timer på en bog!