Jeg går til og fra arbejde stort set hver dag. En tur på ret præcist 3 km, der tager mig ca. ½ time – nogle gange lidt længere, hvis jeg lige skal købe frugt eller tage billeder på vejen…
Morgenmad og tandbørstning
Om morgenen er turen præget af dagens start. Langs vejen sælger et utal af små boder morgenmad: for det meste en tynd grød lavet på majs, ris eller hirse blandet med mælk og sukker, her til hvidt brød eller forskellige former for friturestegte dej-bolde lavet af hvedemel, majsmel, bønner eller fisk. Nogle af stederne steger de endda æg på et lille kul-komfur. Skolebørn, der køber grød på vej til skole, flokkes om boderne sammen med sygeplejerskerne fra de to hospitaler og generelt folk på vej til arbejde. De sidste skolebusser passerer mig fulde af vinkende børn, kvinder med store kurve eller kasser på hovedet er på vej til markedet og taxaerne er fulde af folk, der skal møde på arbejde på byens forskellige kontorer. Gadekøkkenerne, der sælger frokost er så småt ved at starte op, der fejes foran de små butikker, en kvinde børster tænder og et sted sidder en ældre muslimsk mand med morgenavisen.
Husarbejde og socialt samvær
Om eftermiddagen er stemningen anderledes. Livet leves på gaden. Skolebørnene er kommet hjem og har skiftet fra deres fine uniformer til noget mere laset hverdags tøj. Nu skal de hjælpe til i hjemmet. De større børn vasker op, ser efter deres småsøskende, afløser deres forældre i deres lille bod eller sælger måske selv vand fra en balje på hovedet eller frugt i en lille bod. De mindre kan samle affald ved huset eller endda hjælpe til med at vaske deres eget tøj! Der bliver hentet vand, lavet lektier, vasket børn og pounded fufu til aftensmaden. Men der er også tid til at spille kuglespil, sludre, amme børn og spille bold. Der er ingen tvivl om at folk i høj grad bor udenfor, og hvis man ikke lige har en gård er det altså ud til hovedvejen.
En spastisk tigger
Jeg har mine faste personer, jeg hilser på på vejen: den unge pige, der sælger telefonkort, damen, der sælger appelsiner, fyren med hjælpemiddelbutikken foran regionshospitalet, manden, der sælger cement og kvinden, der sælger æg og nægter at huske at mit Twi/Akan-navn ikke er ’Akosua’, men ’Afua’. Og så er der den utroligt glade kvinde, der sælger sukkerrør i små poser, lotteri-sælgeren ved siden af og tømreren, som jeg en dag købte en skammel af.
Endelig er der den spastiske mand, der tigger fra en kørestol kørt af en dreng på vel omkring 10 år. Når jeg ser ham plejer jeg at give ham 1 cedi (=4 kr). Jeg giver ellers generelt ikke penge til tiggere, fordi jeg mener det er at fastholde dem i en ond cirkel, men denne mand har ingen alternativer. Han smiler og siger et taknemmeligt ’May God bless you’.
’I-love-you’-typerne
Foruden alle disse er der et utal af forbipasserende og butiksejere, der råber efter mig med et ’obruni’, ’white lady’, ’Akosua’ eller blot hilsnen ’ete sen’ – jeg svarer med et ’maakye’ eller ’bɔkoɔ’. Og så er der selvfølgelig alle dem jeg ikke svarer… Det er blevet et princip, hvis noget indleder samtalen med ’I love you’ eller råber ’I want to marry you’ bliver de ignoreret 100 %. Når jeg ser Evans (en af vores gode venner fra universitet) plejer han lige at skulle høre en status på hvor mange ægteskabstilbud jeg har fået den dag og vi griner sammen af mænd, der kan køre forbi i en taxi og ud af vinduet erklære deres kærlighed til mig – bare fordi jeg er hvid! Men i længden kan det nu godt være lidt trættende…
Heldigvis er de fleste super flinke og vil bare hilse og jeg nyder gåturene frem og tilbage, der er så meget liv at kigge på, så meget stemning at suge til sig.
0 kommentarer:
Send en kommentar