Viser opslag med etiketten vejr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vejr. Vis alle opslag

fredag den 16. juli 2010

Tanker ved hjemkomst

Vi slutter som vi startede, men et spørgsmål stillet af andre som reaktion på vores rejse.
”Hvordan er det at så at være hjemme igen?” er et spørgsmål vi har hørt en del gange.

Og hvordan er det så?
Jo, altså, man kan jo ikke klage…Først og fremmest er det fantastisk at komme hjem til venner og familie. Derudover er Sommer-Danmark nok noget af det mest idylliske, hyggelige og fredfyldte, så man kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig…
Her er rindende vand i hanerne – hele tiden. Her er strøm – hele tiden. Her er vaskemaskine og masser af internet. Alle bilerne i dette land er nye og fine – jeg bemærker dem gang på gang. Og når man kører rundt i København kan man ikke lade være med at blive imponeret over hvor rent og pænt der er. Alle skiltene ser nye ud, træer og buske står på rækker, veje og fortov er fejede – ja selv menneskerne er nydelige og pæne. Det er som at bevæge sig rundt i en modelby.Hvor er alle folk henne?
Apropro bevæge sig rundt, så er det dejligt at cykle igen. Men man skal lige vænne sig til at bilerne ikke dytter hele tiden og til at de rent faktisk holder tilbage for én, når de kommer ud fra en sidevej! Desuden er vejene i Danmark meget tomme, selvfølgelig er det sommerferie, men alligevel – hvor er alle folk henne? Gemmer de sig?

Det er nogle sjove ting man reagerer på efter 5 måneder i Ghana. For eksempel kan det være ganske overvældende at gå ind i et dansk supermarked, der for det meste har flere forskellige varer end der var i hele Sunyani. Man skal også lige vænne sig til at man kan regulere vandtemperaturen, når man tager bad. Og til at små børn langs vejen ikke råber og vinker efter mig!

Hvornår går solen ned?
Endelig kan vi konstatere, at folk i Danmark snakker utrolig meget om vejret. Og at det er meget imponerende, at DMI efter et tordenvejr oplyser om hvor mange lyn, der er slået ned i et område!

Med hensyn til vejret er det også lidt underligt at solen ikke kan finde ud af at gå ned om aftenen – med det resultat, at vi heller ikke kan finde ud af at gå i seng. Og når man så kommer i seng, er det lidt underligt, at der er så stille, der er slet ikke nogen cikader, der larmer…

Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark er et dejligt lille land, men også at Ghana er meget mere farvestrålende, overraskende og fuldt af små oplevelser i dagligdagen!

Der kommer nok en lille video eller to mere her på bloggen – og nok også nogle billeder. Men ellers siger vi tak til alle der har fulgt vores blog de sidste fem måneder – om ikke andet hører I jo nok fra os, næste gang vi skal ud på eventyr!

torsdag den 11. marts 2010

Vejret i Sunyani

I Danmark snakker alle om vejret, det gør man ikke her. Måske fordi vejret ikke skifter så meget som det gør i Danmark. Her er der to årstider: Den tørre tid og regntiden. Sidstnævnte varer cirka fra marts-september (alt efter hvem man spørger).

Tørke og ’Hamatan’
Da vi kom var det stadig i den tørre tid. Solen stod op kl. halv syv hver morgen, kl. 9 var det varmt, utrolig varmt, og først omkring kl. 16, begyndte det at blive lidt køligere. I overgangen til regntiden kom ’The Hamatan’ – en meget varm, meget tør og meget kraftig vind, der blæste midt på dagen.

Regntid
Nu har vi så regntid, men det er nu ikke fordi der er den store forskel. Der er ofte skyer om morgenen og nogle gange bliver det helt ud på formiddagen, før solen for alvor får overtaget og det bliver rigtig varmt (altså ikke fordi det er koldt når det er overskyet, stropbluse, nederdel og sandaler er stadig rigeligt!).
Ofte kommer der skyer sidst på eftermiddagen og hvis der kommer regn starter den omkring kl. 19. Regnen bliver varslet af en meget kraftig vind og kort efter vælter det ned. Nogle dage er det bare en kort byge og vi kan sidde ude hele aftenen, andre dage fortsætter regnen til langt ud på natten. Men det er næsten altid utrolig kraftig regn – så kraftig, at man godt kan tvivle på, om taget kan holde til det! Tit kommer der også noget voldsomt tordenvejr sammen med regnen, med de vildeste lyn og i rigtig lang tid. Nogle aftener ser vi kun tordenen i det fjerne og får, i stedet for regnen, en dejlig brise, der holder smådyrene væk.

Solen
Hvad enten det er regntid eller tørt er det varmt midt på dagen. Så varmt, at vi generelt undgår at gå ind til Sunyani eller hjem derfra. Den tre kilometer lange gåtur skal helst foregå før kl. 10 om formiddagen – eller efter kl. 16. Med mindre man vil smelte fuldstændig, dehydreres og blive solskoldet!
Desuden er middagssolen ubarmhjertig, hvis man som jer er en ’Obruni’ (Twi for ’hvid person’). Jeg er flere gange blevet lettere skoldet, selvom jeg har opholdt mig i skyggen på vores terrasse hele dagen. Simpelthen fordi solen er så kraftig, at genskinnet fra den lyse betonmur overfor er nok til at blive solskoldet! Så nu tager jeg solcreme på også når jeg skal være i skyggen.

Myg og insektsværme

Der er lige to små bi-ting man bør nævne i forbindelse med vejret. Den ene er myggene, og dermed risikoen for malaria. Så snart regntiden begyndte kunne vi mærke, at der var flere myg, vi kunne høre dem om natten og skyndte os at få et myggenet op.
Den anden er insekterne. Nogle aftener kommer der store sværme af insekter, der svirrer omkring lamperne. De er ganske uskadelige, ligner lidt små bitte orme med gennemsigtige vinger, der falder af meget let. Men de er utroligt irriterende og har et par aftener forhindret os i at sidde udenfor. Næste morgen ligner vores bord så en kirkegård med insekt-lig over det hele. Men frøerne og de gennemsigtige firben er helt vilde med insekterne – desværre kan de ikke spise dem hurtigt nok til at holde dem væk fra os.

P.s. Regnvejrsbillederne skal ikke tages som et tegn på at vi har mest regnvejr, der er klart mest solskin, men havde ikke lige nogle gode billeder, hvor det var tydeligt... Det må jeg få taget...