lørdag den 6. februar 2010
Det er bedre at have ondt i ballerne, end krampe i nakken…
Jeg arbejder på Municipal Health Directorate, Sunyani-distriktets sundhedsadministration. Det er dem, der holder øje med alle de små klinikker ude i landsbyerne. De holder til centralt i byen sammen med distriktshospitalet ved nr. 2 lyskryds, når man kommer gående ude fra os.
Jeg har fået lov at sidde ind på Mr. Cudjoe’s kontor. Han er Nutritional Officer og hedder også Thomas. Vi deler kontoret med to National Service Volunteers (Billy og Emmanuel) og en kvinde, der kun bruger kontoret til at opbevare sin taske – jeg aner ikke hvad hun laver, men hun virker flink. Billy og Emmanuel kommer og går – de laver vist ikke ret meget, men er hyggelige at snakke med. Thomas har lige været 3 dage i Cape Coast og var til møde i dag.
På den måde har jeg altså kontoret ret meget for mig selv, men den kære Thomas er samtidig meget eftertragtet, så der kommer konstant folk og spørger efter ham. Generelt forventer de så, at jeg kan hjælpe dem f.eks. når de mangler A-vitaminer til nogle patienter! Jeg aner ikke noget, men prøver at svare så godt jeg kan.
Det sker også tit, at der dumper andre forbi: Frans, der er chauffør for sundhedsaministrationen og vil høre om jeg ikke har nogle veninder, der gerne vil giftes med ham. Og Florence, der inviterede os til middag lørdag aften – hun er gift med Dr. Offei, som er Mads’ onkel. Og så er der Joshua og en ældre mand fra ledelsen og nogle National Service-drenge fra hospitalet, der gerne vil sludre. Og i går kom Gloria ind og tilbød mig at smage ’kenke’ en form for tyk majs-grød, der er gæret – det smager faktisk ikke så slemt som det lyder.
Og som om det ikke var nok, er der en række sælgere, der går rundt til kontorerne og sælger alt fra gulvskrubber og lommetørklæder til bananer og jordnødder. I går kom der en gut ind, der solgte honning - mens jeg sad helt alene. Han snakkede løs på Twi, selvom jeg prøvede at forklare ham, at jeg ikke fattede en bjælde. Han var ret ligeglad, snakkede bare videre – og havde succes med at sælge mig noget honning…
Og hvis jeg endelig savner selskab kan jeg jo smutte forbi Family Planning og hente nøglen til toilettet. De er vildt flinke derovre, vil gerne hjælpe mig med at lære twi og midt på bordet står en stor træ-penis med et kondom på!
Hvor utroligt det end lyder præsterer jeg faktisk at få arbejdet rigtig meget på trods af de mange gæster på kontoret, så mit spørgeskema er snart klar til præ-test – men mere om det en anden dag…
Til slut skylder jeg vist en forklaring på overskriften. Det er såre simpelt: Bordet på kontoret er alt for højt, så hvis ikke jeg sidder på tre bøger får jeg de ondeste spændinger i nakken – til gengæld får man ret ondt i ballerne efter 7 timer på en bog!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Kære Ida.
Er det mon ikke nu, du skal bruge din store pilates-bold? Så kan du lukke luft ud af den svarende til 3 bøgers højde.....
kh Kirsten
Hej Ida,
God ide fra Kirsten...
kh Mor :-)
Send en kommentar