Ghana, Burkina Faso, Mali – Afrika er ikke bare ét stort land…

Allerede ved grænseposten mærker vi forskellen: Vi sludrer med vagten på engelsk, mens han stempler vores pas, han bemærker Mads efternavn og vi flasher lidt af vores Twi. Vi er tilbage i Ghana, dejlige, velkendte Ghana.

Vi tillader os at generalisere lidt…
Efter 4 måneder og Ghana 3 uger i Burkina Faso og Mali vil vi tillade os at lave nogle generelle sammenligninger mellem disse tre vestafrikanske lande – for det er ikke som i Strudsen Rasmus og ’det store land AFRIKA’ – der er forskel, men bestemt også ligheder…

I Burkina og Mali snakker de fransk
Den største forskel er nok netop sproget og den franske indflydelse i Burkina og Mali. Der er stort set ingen der kan engelsk i de to lande. Møntfoden hedder cefa-franc, på gaden sælges baguette og madkulturen er anderledes og mere omfattende, bl.a. med brød til maden og olie-eddikedressing på salaten. Og så har de overtaget en skidt vane fra franskmændene: Rygning. Overalt langs vejen er der små kiosker, der sælger cigaretter og der er virkelig mange, især unge fyre, der ryger. I Ghana er rygning nærmest ikke eksisterende.

Benzinen er dobbelt så dyr
I Mali og Burkina er der også pose-vand og det sælges, præcis som i Ghana, overalt fra køletasker langs vejen. Men i de to lande er vandet væsentlig dyrere (50-200 %). Generelt er alting faktisk dyrere i Burkina og Mali, hvilket nok primært skyldes at benzinen er dobbelt så dyr, hvilket både påvirker priserne på transport og varer. Derudover er Mali og Burkina Faso ellers mere fattige end Ghana. Generelt er husene og bilerne i dårligere stand, men overraskende nok er vejene bedre end i Ghana.

Stegt fisk og olie – men ingen bananer
I alle tre lande finder man gadekøkkener langs vejene, hvor de sælger ris, bønner, stegt fisk og olie-sovs med ubestemmelige kødstykker. Alle tre lande har stort set de samme friture-stegte doughnuts, der ligeledes sælges over alt og i alle tre lande sidder man på plastikstole fra Ghana.
For at fortsætte med maden er der sjovt nok ris i alle tre lande og alle har deres version af fufu – en tyk grød, der spises med fingrene. I Burkina og Mali spiser de desuden en del couscous – noget der er total ukendt i Ghana, ligesom grønne bønner er en sjældenhed i Ghana, men meget almindelige i de andre to lande. I Burkina var der stadig Fan-is, men de var ikke til at opdrive i Mali, hvor der stort set heller ikke var nogen bananer – til gengæld var der ufattelig mange mangoer og de smagte fantastisk!

’Obruni’ – ’Toubab’ – ’Le Blanc’
I Mali og Burkina er der stort set ingen taxi’er, til gengæld er der vildt mange små scootere og knallerter. Bilerne er som sagt i endnu dårligere stand end i Ghana og de er endnu gladere for at fylde dem fuldstændigt op med flere passagerer på hvert sæde, og taget stablet med varer, cykler, knallerter og måske lige en flok mennesker (bare rolig, ikke os!).
Endelig er børnene i alle tre lande meget glade for at råbe efter hvide mennesker på gaden, hvad enten de så råber ’Obruni’, ’Toubab’ eller ’Le Blanc’. I Mali var der dog en del arabisk blod, så Mads blev ikke bemærket som værende særlig hvid. Det gjorde jeg til gengæld og i byer som Djenne og Timbuktu, hvor stort set alle er muslimer gik jeg faktisk med tørklæde for ikke at støde nogen.

Alt i alt må vi konkludere, at vi elsker Ghana, men Mali og Burkina har bestemt også utrolig mange spændende ting at byde på som ferie-lande og alle tre lande er fulde af flinke mennesker.

Fra Sunyani til Sanga

- med 6 forskellige transportmidler

5 nætter (heraf kun 3 på hotel), to grænsekryds og godt 1000 km var der fra Sunyani onsdag d. 2. juni til Sanga mandag d. 7. juni. Rejsen foregik med offentlig transport og dermed med en række forskellige transportmidler, der havde tendens til at blive mindre og mindre - følg med her...


Den store STC-bus (Kumasi til Ouagadougou, ca. 650 km)
Fra vores hjem i Sunyani tog vi en taxa til bus-stationen og derfra en MetroMass-bus til Kumasi, hvor en ved af Mads' fætter Kofi kørte os til STC-busstationen i sin taxi.
STC står for State Transport Company og er generelt det bedste, mest pålidelige (og dyreste) busselskab i Ghana. Vi startede med 2 1/2 times forsinkelse på afgangen fra Kumasi, som vi forlod i øsende regn onsdag aften kl. 19.30. Vi kørte nordpå hele natten, med et enkelt sammenbrud undervejs ( ikke noget, der ikke kunne repareres med en times banken), krydsede torsdag morgen grænsen til Burkina Faso og ankom lidt groggy til Ouagadougou ved to tiden torsdag eftermiddag efter i alt 19 timers busrejse.

Den mindre bus (Ouagadougou til Ouahigouya, ca. 182 km)
I Ouagadougou sov vi to nætter, gik 20-25 km, ventede knapt 5 fimer på Migrationskontoret og spiste fantastisk lækker mad.
Lørdag morgen tog vi en bus mod Ouahigouya. Det var en køretur på 3 timer, der gik helt smertefrit - og bussen kørte endda fra busstationen 2 minutter før tid!

Den ramponerede 'bus' (Ouahigoya til Koro, ca. 120 km)
Således med store forventninger til det Burkinabeske transportsystem fandt vi transport videre mod Koro i Mali. Denne bestod i en gammel ramponeret bus med træbænke rundt langs siderne og vindueshuller uden vinduer - og den kørte mod Koro når den var fuld...

5 timers venten senere var vi 12 personer, en motorcykel samt en farlig masse sække mad og vi var seks passagerer, der betalte lidt ekstra for at komme afsted fra Ouahigouya samme dag.
Med helt fornuftig hastighed kørte vi så endelig afsted af den gode jordvej mod grænsen. Kørt før grænsen satte vi motocyklen og dens ejermand af i en lillebitte landsby bestående af en flok lerhytter, en masse børn, geder og får, samt et par kameler.
Vi forlod Burkina Faso uden problemer og kom lige så let ind i Mali. Men så var det blevet mørkt og chaufføren ville ikke fortsætte til Koro. Derfor tilbragte vi natten på en tynd sivmåtte bagi 'bussen' - heldigvis ved en politipost så vi kunne få vand at drikke.
Næste morgen kørte vi de sidste 20 minutter (!) til Koro.

Bush-taxien (Koro til Bandiagara, ca. 60 km)
I Koro spiste vi nogle meget fedtede klatkager, der vist var bagt på gæret rismel og så gik turen videre med bush-taxi til Bandiagara.
En bush-taxi er en stationcar med 3 rækker sæder og plads til 9 passagerer: 2 på passagersædet, 4 på bagsædet og 3 på bag-bagsædet - samt bagage på taget.
Således godt klemt gik turen af jordveje med nord og op af Dogon Escarpment til Bandiagara, hvor vi ankom efter ca. 3 timers, søndag formiddag.

Landroveren (Bandiagara til 'middle-of-nowhere', ca. 22 km)
Efter et tiltrængt bad, tøjvask, en gåtur i byen og en god nats søvn (under stjernerne på hotellet tag) blev vi samlet op af vores guide, Line, i hans fars landrover. Vi kørte mod Sanga af en bulet, men ganske fin jordvej. Men ak, halvvejs gik Landroveren i stå og hverken kølende vand eller ihærdige skub kunne starte den.

Motorcykler ('middel-of-nowhere' til Sanga, ca. 23 km)
Således uden bil 'in the middle of nowhere' skaffede Line i stedet to motorcykler og så sad vi bagpå hver vores motorcykel resten af vejen til Sanga.
Mandag formiddag, med lidt snurrende fødder og godt gennemrystede ankom vi altså til Sanga - en smuk Dogon landsby. Dogon fortjener et blogindlæg for sig selv, med mere om vores engelsk-studerende guide, fremtidsspående ræve, menneskevaskende slanger, hellige alligatorer, flyvende mennesker og utrolig smuk natur.
Men for nu at runde transport-historien af kan jeg afsløre at vi fortsatte fra Sanga til fods!

Vi er ikke hjemme

Så er alle vores officielle opgaver hernede i Ghana overstået, og vi begiver os derfor på en velfortjent ferie. Turen går nordpå til Bukina Faso og Mali, hvor vi glæder os meget til henholdsvis at besøge Ouagadougou (om ikke andet bare pga navnet) og Timbunktu.

Vi lover at dokumentere på livet løs undervejs, I hører fra os!

Hilsen
Mads og Ida

Direkte link til Youtube