En dag på universitetet

Jeg har nu overstået de tre kurser jeg har undervist hernede. Alle eksaminer er overstået (uden strømafbrydelser) og alle karakterer er blevet talt sammen.

Ida tog med mig en dag på universitetet for et par uger siden, og resultatet er denne lille video.

Enjoy!

Direkte link til You Tube

Anoma antu a ɔbua da

Eller "Hvis en fugl ikke flyver, sulter den"

Jeg er hverken antropolog, eller i nærheden af at kunne skrive en afhandling om de finere nuancer i udviklingen af vestafrikanske lande. Det er dog rigtig interessant at opleve, hvordan et land og dets folk udvikler sig. For en teknisk person, som undertegnede, er det oplagt at kikke på teknisk udvikling.

Da vi var i Ghana i starten af nullerne, var det helt vilde, at jeg havde et digital-kamera med. Man kunne vise folk billederne på bagsiden af kameraet med det samme, og det var ikke rigtig set før. Endnu vildere var det da vi efter en rejse rundt i landet, vendte tilbage til Akropong og kunne vise min farmor billeder på en bærbar. Dengang var det også småt med mobil-telefoner, men man så da et par stykker.

Næste gang vi vendte tilbage i 2006 var billedet en anelse anderledes. Rigtig mange havde mobil-telefoner, tricket med kameraet var bestemt stadig ganske fascinerende, men det var nu noget, som man havde set før. Jeg spottede sågar en sjat digitale kameraer, så pludselig følte man sig ikke nær så mega-hightech som før.

Fast-forward til 2010. Nu er det altafgørende at have en telefon (for hvordan skulle man ellers få fat i folk??). Da en af vores nye venner hernede for lidt tid siden havde forlagt sin mobil-telefon, var det lidt af en katastrofe. Han havde blandet andet SMS'er, der var beviser på aftaler på telefonen, og nu var de pludselig var væk. Han fandt heldigvis hurtigt sin telefon og alt var godt igen.

Så kommer vi til billedet fra starten af indlægget. Til graduation på universitetet for noget tid siden så vi noget ganske smart. Der gik et par fotografer rundt og tilbød at tage billeder af folk. Det rigtig snedige var nu, at folk kunne købe det færdige printede billede lige efter. Fotograferne havde taget foto-printere, bærbare og laminerings-maskiner med, og 5 min efter billede var taget kunne du få det med hjem. En af dem havde sågar en batteri-dreven printer så han kunne lukke handlen på stedet - instant business!
I Ghana (og utvivlsomt mange andre afrikanske lande), er de lyn-hurtige til at tage ting til sig, der virker på stedet. Besværlige ting så som elektroniske patient-journaler går der nok lang tid før man ser - men noget der lader en enkelt person tjene eller spare penge på stedet - se så er der noget om snakken! I Kenya så Ida eksempler på, at folk betalte med taletids-minutter fra mobiltelefonen - så nu kunne man pludselig tanke sin telefon op med penge og så gå ud og handle (hvilket er smart, når butikkerne ikke tager dankort). Det er også kun i Afrika, at jeg har set brugen af at "flashe" folk via mobil-telefonen, hvor man ringer op og lægger på med det samme. Det koster ikke noget, da telefonen ikke blev taget, men nu kan man lave aftaler så som "Jeg flasher dig, når vi kører hjemmefra, så du kan møde mig ved krydset 5 minutter efter".


Der er naturligvis også en ting eller to(!), der kunne gøres smartere hernede, man skal bare ikke glemme, at der også er et trick eller to, som man måske skulle overveje at tage med hjem!

Graduation på ghanesisk

Sidste lørdag var der graduation ceremoni for de, der havde bestået den 4-årige bachelor på universitetet og vi skulle selvfølgelig med. Mads havde fået af vide, at alle var inviteret til kl. 9, de regnede med at starte 9.30 og være færdige senest 11.30. Så fulde af fortrøstning lod vi Tony hente os 7.30 og køre os til universitetet.
Forberedelserne var i fuld gang: Der blev sat stole op under markiserne, testet mikrofoner og sat kunstige blomster i vaser – og en hel flok kameramænd var ved at sætte nogle mindre studier op, hvor dimittenderne kunne få taget billeder gerne med en sandstrand eller en golfbane i baggrunden!
Lidt over ni begyndte det for alvor at myldre med folk i fint tøj. Kvinderne i flotte farvestrålende kjoler med matchende smykker og flot hår. Mændene i ligeså farvestrålende skjorter, eller endnu bedre i ’cloth’ – den traditionelle ghanesiske festdragt, hvor man svøber et stort stykke stof rundt om kroppen og over den ene skulder, hvis man kan bære det ser det vildt flot ud. Vi stod oppe på en svalegang og iagttog mylderet – det var lidt som at se kongeligt bryllup i fjernsynet at stå deroppe og kigge på kjoler, hatte og folk.

På et program vi fandt var sluttiden sat til kl. 12.30, så vi væbnede os med lidt mere tålmodighed end først planlagt og satte os til rette i plastikstolene under en markise. Ceremonien startede kun ca. 20 minutter for sent og de blev hurtigt genvundet med at par korte indledende indslag. Efter en kort velkomst kom en flot procession ind ledt af en dansegruppe og til lyden af trommespil: Nogle katolske biskopper i hvidt tøj med pink bælter og hatte, en flok professorer i lange sorte kapper og firkantede hatte, universitetet ledelse i sorte og røde kapper med bløde, runde hatte og høvdingen fulgt af en dreng, der bar en parasol over hans hoved.

Da de havde sat sig til rette kunne selve showet begynde. Der var en række taler krydret med et par sange fra et ret godt kor og en indsamling af penge så universitetet kan købe deres egne plastikstole i stedet for at leje dem. Universitets rektor snakkede om hvor hurtigt universitetet er vokset, takkede en masse mennesker og funderede lidt over religionsfordelingen på universitetet: Langt størstedelen af de studerende er katolikker, men var åbenbart 3 der havde angivet deres religion som ’neutral’ hvilket forsamlingen morede sig godt over. Der var også en minister, der holdt en lang tale. Som Mads sagde: Man skal aldrig give politikere taletid! Men det er åbenbart kun værre med biskopper, for da biskoppen fik tur fik den ikke for lidt med bibelcitater og formanende ord.


Lidt over 12 nåede vi så til selve ’graduation’, hvor alle de knapt 100 dimittender – alle iført sorte kapper og firkantede hatte – blev kaldt op og fik overrakt en lille rulle. Og på magisk vis fik de halet ind på tiden med afsluttende takketaler og bønner og vi var faktisk færdige ca. 12.45!
Bagefter var der et mylder af stolte og glade dimittender, familie, venner og fotografer. Der var ingen tvivl om, at det var en meget stor dag for de studerende og ikke mindst deres forældre.

En køretur i Sunyani

SÅ kom første video endelig. Rygterne siger jo at jeg i et halv-euriforisk øjeblik kom til at love ngoet med at der kom en video om ugen fra Ghana. Den kommer nok ikke helt til at holde, særligt ikke her i starten hvor der er lidt meget at lave, meeen lad os nu se om tempoet ikke stiger efterhånden som mængden af fritid gør ligeså.

Jeg har været snedig nok til at introducere videoen i selve videoen, så det vil jeg ikke kede jer med her.

God fornøjelse!