En ghanesisk familie

- vores familie i Akropong

Mads har en meget stor familie i Ghana. Vi plejer at sige der er en fætter i hver en lille by. Det er måske ikke helt rigtig, men det er ikke meget galt. Familie er et meget bredt begreb og ens farmors brors datters mand er således også ens onkel og er man først onkel er man faktisk også bror. Vi har selvfølgelig styr på Mads’ 5 fastre og ene farbror, men resten af familiemedlemmerne plejer vi at omtale som fætre og kusiner.

HUSET i Akropong
En stor del af Mads’ familie bor i Akropong og rigtig mange i huset, hvor hans farmor, indtil januar også boede. Huset består i virkeligheden af flere huse, med en række rum, hvor familien sover, rundt omkring en gård, hvor der vaskes tøj og laves mad. Lige nu bor kun én af Mads tanter, Aunti Efua, der er den ældste i huset. Derudover bor der en masse kvinder, utrolig mange børn og nogle enkelte unge mænd. Jeg har på ingen måde styr på antallet, men måske 8-10 kvinder og deres tilsammen 10-15 børn.

Mercy’s butik
Alle kvinderne i huset, hjulpet af de ældste døtre, tjener penge ved det man kalder ’petty trading’ – altså salg af små ting. Den klart førende er Mads’ kusine Mercy (hun er rent faktisk hans fasters datter), der har en lille butik ud til gaden. Rummet er ca. 2x1,5 m stort og der kan lige akkurat være 1½ person derinde, resten er proppet med varer i ét stort virvar. Til gengæld er der stort set ikke det man ikke kan købe i Mercy’s butik. Vand, brød, bleer og slik er nok blandt topsælgerne, men man kan også få æg, fisk, sukker, olie, alverdens dåsemad, tavlekridt, lynlåse, stof og tusindvis af andre småting. Der er konstant kunder og Mercy har en fyr til at hjælpe sig med at passe butikken, så hun ikke behøver at lukke, hvis hun skal noget.

De andre kvinder sælger primært mad fra små boder på gaden udenfor huset (gaden er primært en gågade). Det er ris, fisk, bønner og spaghetti, som bliver tilberedt fra tidligt om morgenen og solgt blandt andet til skolebørn på vej til skole. I løbet af dagen bliver der desuden friturestegt yams, kartofler, fisk og kogebananer, som ligeledes bliver solgt til forbipasserende.
Og så er der Anitas mormor, der sælger perler (hjulpet af Anita i weekenden) og gamle Auntie Efua har overtaget Mama’s salg af forskellige naturlægemidler og urter.

Børneflokken
Alle de ældste børn i huset går selvfølgelig i skole, de yngste passes derhjemme af kvinderne i fællesskab – det er meget svært at lure præcis, hvem der er hvis børn. Om eftermiddagen, når de store kommer hjem fra skole hjælper de med at hente vand fra pumpen ca. 300 m væk, lave mad og vaske tøj. Men der er også tid til at snakke, lege og se fjernsyn. De ældre passer de yngre og flokken af børn i huset fungerer som én stor søskendeflok. Antallet af børn varierer lidt, hvis det er mere praktisk at et barn bor hos tanten her i huset frem for hos forældrene i Accra flytter barnet ind og hvis der er en skole der er bedre i en anden by flytter barnet til noget familie dér. Men der er også en gruppe der bor i huset og som vi nyder at gense hver gang vi kommer tilbage til huset i Akropong.

Miloparty
Miloparty den sidste aften før man flyver hjem er en mange-årig tradition, startet den gang Mads, Hans og Jens var små og kom til Ghana på sommerferie. Vi har holdt traditionen ved lige og skal således også denne gang afholde Milo-party den sidste aften før flyet afgår. Milo-party betyder at hele familien samles i stuen (før omkring Mama’s stol). Der bliver blandet en stor gryde eller spand med Milo, der er en varm kakaodrik med masser af sukker og mælk. Alle stiller sig op i kø med hver sin plastikkop og får en kop Milo og et stykke brød – børn som voksne. Vi har tit vist nogle billeder og taget en masse billeder med blitz (til stor jubel) og der er tit udbrudt spontan sang og dans akkompagneret af trommen på dåser og vanddunke. Det er en rigtig hyggelig tradition og en god måde at sige farvel på.

En sidste video fra begravelsen

Som I utvivlsomt har bemærket dækkede vi Mamas begravelse ret tæt :)

Det var en stor oplevelse, og vi har gjort hvad vi kunne for at videregive vores indtryk både i tekst, billeder og video.

Vi slutter dækningen af i dag med tre vidoer. Den først er mit forsøg på at lave et sammenklip af fredag, lørdag og søndag. Læs evt Idas fine beskrivelse hvis du ikke kan huske hvad der skete de 3 første dage.

De to sidste er af to ret forskellige kor fra kirken. Kirkens eget kvindekor der sang mere traditionelle salmer, og Suhum koret der var mere europæisk "klassisk".

Videoerne er herunder, hvis du vil se vidoen i fuld opløsning klikker du blot på den, og vælger HD i nederste højre hjørne.

God fornøjelse!

Mamas begravelse

Kvindekoret

Suhum koret

Det mest velorganiserede i Ghana

- den praktiske side af en ghanesisk begravelse

Vi var alle tre dybt imponerede, Mads og jeg samt Stine, der var på besøg fra Nigeria, hvor hun arbejder som pilot. En ghanesisk begravelse kræver både planlægning og forberedelse, noget ghaneserne normalt ikke brilliere i, men som i dette tilfælde var udført til punkt og prikke. Der var styr på det hele, tidsplanen blev fulgt nøje og der manglede intet. Måske er begravelser faktisk noget af det mest velorganiserede i Ghana… Men lad os se lidt nærmere på de forskellige dele…

Hundredevis af plakater

Mads og jeg gik i tur rundt i Akropong fredag eftermiddag og undervejs fik vi den idé, at Mads skulle tage billeder af alle de plakater om begravelsen som vi fik øje på. Efter nogle timer måtte vi give op, plakaterne var overalt! En lyseblå baggrund, et flot billede af Mama og tekst med informationer om begravelsen samt opremsning af børn, børnebørn, svigerbørn m.m. (ja, Mads var også nævnt, som ’Mads Danquah & brothers’).

Foruden de mange plakater var der blevet trykt flotte programmer til kirken om lørdagen med biografi, tekster skrevet af 8 forskellige personer, farvebilleder af Mama’s liv, børn og børnebørn samt tekster til salmerne vi skulle synge under gudstjenesten. Og som nævnt tidligere blev der ved indsamlingen uddelt kvitteringer, notesblokke og lommetørklæder med Mama’s billede – jo, der har været gang i trykkeriet i Akropong.

Mindst 5 forskellig slags musik

Kirkens kvindekor sang selvfølgelig i kirken, men komme også hjem til huset, hvor begravelsen blev holdt. Det samme galt ungdomskoret fra Sohum (2 timers kørsel væk), der for øvrigt var ekstremt dygtige. Desuden var der et horn-orkester, der spillede både fredag, lørdag og søndag, en traditionel trommegruppe, der spillede lørdag og en DJ med al den lokale ghanesiske musik, der spillede op til dans hver aften.

Et sted at sove til alle

Vi var bestemt ikke de eneste, der kom langvejs fra for at deltage i begravelsen. Flere hundrede familiemedlemmer, venner og bekendte var rejst til Akropong til den 4 dage lange begravelse og de skulle selvfølgelig alle have et sted at sove. Fredag kom en bil til huset og læssede stabler af madrasser af, desuden blev der indkvarteret begravelsesgæster i en række huse rundt om i byen, f.eks. boede vi sammen med Florence og Offei hos en oberst med et stort hus i udkanten af byen.

Mad i store mængder og drikkevarer i litervis

Ved Mama’s hus var der sat rød-sorte pavilloner op både inde i gården og ude på vejen foran huset, under dem stod lange rækker af plastikstole til alle gæsterne. Mindst to andre steder i byen var der ligeledes pavilloner, men her med plastikborde og stole under, så folk kunne sidde og spise. De nærmeste par hundrede begravelsesgæster blev bespist med ’rigtig’ mad i Mama’s hus samt disse to huse fra fredag til mandag. Lørdag var der en stor buffet, mens den fredag og søndag stod på retter som kogt yams og kontomire-fiskesovs, riceballs med groundnut soup og kogte ris, stærk sovs og stegt fisk. De øvrige hundredvis af begravelsens gæster måtte ’nøjes’ med sodavand og små tærter serveret på plastikstolene foran huset.

For at undgå dehydrerede begravelsesgæster var der indkøbt flere tusind poser vand, som blev serveret afkølet til alle gæsterne af nogle af Mads’ kusiner. Desuden var der store mængder af sodavand, Malta (en lokal malt-drik, som de er meget glade for), øl, palmevin og endda spiritus.

Alt det løse

Foruden ovenstående var der også lige sørget for et par andre småting: Højtalere både inde i gården og ude på gaden. En video- og fotogut, der tog billeder og filmede ALT. Et par ’konferenciers’, der styrede slagets gang. En bus og en masse biler så vi kunne komme ud til kirkegården et stykke uden for Akropong. Tøj i samme stof til alle de mange børn i huset (og selvfølgelig en masse andre familiemedlemmer). Blomster til at dekorere kisten og rummet fredag aften. Ambulance til transport af liget var lighuset, til huset, videre til kirken og til kirkegården. – Og sikkert også en masse andre småting, som vi slet ikke så, men som fik det hele til at flyde og virke…

Vi er imponerede

Der er ingen tvivl om at en begravelse i Ghana kræver en masse forberedelse, planlægning og hårdt arbejde – det var ikke uden grund at vi fandt Mads’ tante Maame i sit køkken søndag eftermiddag i en meget træt, men også meget lettet tilstand.

Alt dette koster selvfølgelig også mange penge, men på bedste afrikanske vis blev der jo samlet penge sammen undervejs og alle bidrog med lidt. Derfor kunne Kwame et par dage senere fortælle at begravelsen ikke havde givet underskud!

Vi tager hatten af for et lille stykke meget velorganiseret Ghana!

Fire smukke dage med sorg, minder og fest

- Mads’ farmor blev begravet på ærværdig vis

Der blev hulket, grædt, talt med bevægede stemmer, mindet og sunget mange smukke sange – og der blev grinet, hyggesnakket, spist lækker mad og danset. Alt sammen en del af en god ghanesisk begravelse. Nedenfor en række øjebliksbilleder fra de fire dages begravelse i Akropong…

Dag 1: Mama vender hjem til huset
Væggene er beklædt med sølvfarvet stof og under loftet hænger også sølvfarvede guirlander, der gør rummet lavloftet og intimt. På gulvet ligger et rødt gulvtæppe og i hjørnerne står der store blomsteropsatser. Lyset er dæmpet og rummet er fyldt af en kraftigt duft af urter. I midten ligger Mama, Mads’ farmor, i en åben kiste uden låg. Hun er iklædt en fin lyseblå kjole, men ansigtet er ukendeligt på trods af, at det er sminket nydeligt. Ved hendes fødder står et billede, hvorfra den gode gamle Mama smiler sit velkendte smil. Der er en særlig stemning i rummet, folk kommer ind, går langsomt rundt om kisten og går ud igen. Mange græder, ja hulker højlydt, men ellers er der stille. Ærværdigt.
Hun ligger der hele natten, strømmen af mennesker tynder ud, men stopper ikke. Der er mange, der slet ikke sover.

Dag 2: Et ærefuldt hverv
Kirken er fuld af mennesker, da vi klokken 7 lørdag morgen ankommer i vores fineste sorte tøj. Kisten er blevet flyttet og Mama ligger nu midt i kirken. Der er en jævn strøm af folk, der kommer ind, går en runde rundt om kisten og derefter går ud eller finder en plads et sted i den store, men efterhånden fulde kirke. Alle er klædt i røde, sorte og brune farver – på nær medlemmerne af kirkens kvindegruppe, der er i hvide kjoler og hvide hovedtørklæder. Der bliver sunget sange og forskellige mennesker taler – om Mama, hendes liv og den rolle hun har spillet i deres. Talerne følger et nøje tilrettelagt program og pludselig er det min tur. Der er nok 400-500 mennesker. Med bankende hjerte går jeg op til talerstolen, der har form som en gylden ørn og med lettere rystende stemme læser jeg den tekst op, som Mads’ mor Kirsten har skrevet til Mama. Om det første møde, om hendes rejse til Danmark og deres besøg i huset. Til sidst i teksten refererer hun til en salme og i det jeg er færdig rejser Maame, Mads’ tante, sig op og begynder at synge den pågældende salme – hele kirken stemmer i, det er utrolig smukt.

Dag 2: Afsked
Flytbare vægge sættes op omkring kisten. Mama’s syv nulevende børn samles ved kisten, skærmet af Kwames cloth (et kæmpe stykke stof mændene i Ghana bærer ved højtideligheder). Et sidste farvel, kisten lukkes og dækkes af et sort stykke stof med et hvidt kors. Gudstjenesten går i gang.
En blanding af smukke sange, taler, bibellæsning og prædiken – stort set alt sammen på Twi. Den yngste datter læser Mama’s biografi op på engelsk og en bevæget Kwame læser børnenes tale på Twi. Et ungdomskort fra Sohum synger helt utroligt smukt en række sange og med kvindekoret i spidsen synger hele kirken ’Nante yie’ (god rejse), mens nogle vinker med deres lommetørklæder – smukt!

Dag 3: Familie
Søndag morgen, alle gå i kirke til en helt almindelig gudstjeneste – og dog. Alle fra Mama’s familie er iklædt tøj syet af det samme sorte stof med brunt mønster. Kwame og hans bror bærer stolt hver deres cloth af stoffet, kvinderne har fået syet flotte kjoler og selv de mindste børn har fået nyt tøj – alle er i samme stof, men tøjet er vidt forskelligt. For første gang er det let at se hvem der er familie – Mads har måske 100 onkler, tanter, fætre og kusiner!

Dag 3: Fest
Det er ved at blive mørkt. Trommerne, hornorkesteret og koret er skiftet ud med en DJ og under de opstillede markiser på vejen foran huset går børn, unge og enkelte voksne amok til musikken. De kan virkelig danse og jublen er stor når DJ’en sætter et særlig populært nummer på – og skuffelsen mindst lige så højlydt når han af og til må afbryde musikken fordi der ikke er nok strøm.
Begravelse er også en fest, man mødes med familie fra nær og fjern, spiser god mad, drikker og danser til langt ud på natten.

Dag 4: Det nye familieoverhoved
Det er mandag formiddag. Kwame fortalte aftenen før at der kom ’nogle mennesker forbi’ omkring klokken 10. Vi troede det ville være 10-20 stykker og noget uhøjtideligt stille og roligt – men nej. Husets lille gård er tæt pakket med plastik stole og jeg tæller 120 siddende bare ind i gården. Langs et bord sidder de vigtige mennesker fra kirken – de skal forestå indsættelsen af det nye familieoverhoved. Alle syv børn, iklædt tøj af det samme helt sorte stof, stiller op på række og præsenterer sig selv og hvilken kirke de tilhører. Det bliver den ældste datter, Ante Afua, der bliver udnævnt til familiens nye overhoved. Herefter rejser en række mennesker sig op og siger deres navn og hvor de bor – vi gætter på de skal være en slags vidner – og de vigtige folk fra kirken skriver deres navne på et stykke papir. Pludselig bliver der peget på mig og jeg må op og stave mit navn. Hele dokumentet bliver læst højt og kirkens folk går ud i procession.

Dag 4: Donationer
Hele dagen i går har folk givet penge og donationerne fortsætter. Man går hen til bordet og giver sine penge til et at de familiemedlemmer, der sidder dér. De udfylder en sirlig kvittering (med billede af Mama på) og river den ene halvdel af til giveren. Pengene puttes gennem en revne i en lukket boks. Bagefter læser en gut med en mikrofon op fra kvitteringen – hvem har doneret hvor meget og stilet til hvilket familiemedlem. Giveren får som tak et lommetørklæde eller en lille blok med Mama’s billede påtrykt.

Dag 5 og 6: Hjemme, men i sort
[Billede 8: 1-2 valgfrie yndlingsbilleder fra begravelsen – placeres evt. under teksten]
De efterfølgende to dage er Mads og jeg begge i sort på arbejde. For at vise at vi har været til begravelse og stadig sørger over vores ghanesiske bedstemor. Florence siger vi kan være i sort i flere måneder, men så meget sort tøj har vi ikke og det er også ret varmt. Så vi nøjes med et par dage, mens vi fordøjer de mange indtryk fra en utrolig smuk begravelse, der i høj grad efterlod Mama et ærværdigt minde.

P.s. I kan se lidt flere billeder på Picasa, men der kommer mange flere næste uge, når Mads har været dem igennem, sorteret og behandlet.