En ghanesisk familie

- vores familie i Akropong

Mads har en meget stor familie i Ghana. Vi plejer at sige der er en fætter i hver en lille by. Det er måske ikke helt rigtig, men det er ikke meget galt. Familie er et meget bredt begreb og ens farmors brors datters mand er således også ens onkel og er man først onkel er man faktisk også bror. Vi har selvfølgelig styr på Mads’ 5 fastre og ene farbror, men resten af familiemedlemmerne plejer vi at omtale som fætre og kusiner.

HUSET i Akropong
En stor del af Mads’ familie bor i Akropong og rigtig mange i huset, hvor hans farmor, indtil januar også boede. Huset består i virkeligheden af flere huse, med en række rum, hvor familien sover, rundt omkring en gård, hvor der vaskes tøj og laves mad. Lige nu bor kun én af Mads tanter, Aunti Efua, der er den ældste i huset. Derudover bor der en masse kvinder, utrolig mange børn og nogle enkelte unge mænd. Jeg har på ingen måde styr på antallet, men måske 8-10 kvinder og deres tilsammen 10-15 børn.

Mercy’s butik
Alle kvinderne i huset, hjulpet af de ældste døtre, tjener penge ved det man kalder ’petty trading’ – altså salg af små ting. Den klart førende er Mads’ kusine Mercy (hun er rent faktisk hans fasters datter), der har en lille butik ud til gaden. Rummet er ca. 2x1,5 m stort og der kan lige akkurat være 1½ person derinde, resten er proppet med varer i ét stort virvar. Til gengæld er der stort set ikke det man ikke kan købe i Mercy’s butik. Vand, brød, bleer og slik er nok blandt topsælgerne, men man kan også få æg, fisk, sukker, olie, alverdens dåsemad, tavlekridt, lynlåse, stof og tusindvis af andre småting. Der er konstant kunder og Mercy har en fyr til at hjælpe sig med at passe butikken, så hun ikke behøver at lukke, hvis hun skal noget.

De andre kvinder sælger primært mad fra små boder på gaden udenfor huset (gaden er primært en gågade). Det er ris, fisk, bønner og spaghetti, som bliver tilberedt fra tidligt om morgenen og solgt blandt andet til skolebørn på vej til skole. I løbet af dagen bliver der desuden friturestegt yams, kartofler, fisk og kogebananer, som ligeledes bliver solgt til forbipasserende.
Og så er der Anitas mormor, der sælger perler (hjulpet af Anita i weekenden) og gamle Auntie Efua har overtaget Mama’s salg af forskellige naturlægemidler og urter.

Børneflokken
Alle de ældste børn i huset går selvfølgelig i skole, de yngste passes derhjemme af kvinderne i fællesskab – det er meget svært at lure præcis, hvem der er hvis børn. Om eftermiddagen, når de store kommer hjem fra skole hjælper de med at hente vand fra pumpen ca. 300 m væk, lave mad og vaske tøj. Men der er også tid til at snakke, lege og se fjernsyn. De ældre passer de yngre og flokken af børn i huset fungerer som én stor søskendeflok. Antallet af børn varierer lidt, hvis det er mere praktisk at et barn bor hos tanten her i huset frem for hos forældrene i Accra flytter barnet ind og hvis der er en skole der er bedre i en anden by flytter barnet til noget familie dér. Men der er også en gruppe der bor i huset og som vi nyder at gense hver gang vi kommer tilbage til huset i Akropong.

Miloparty
Miloparty den sidste aften før man flyver hjem er en mange-årig tradition, startet den gang Mads, Hans og Jens var små og kom til Ghana på sommerferie. Vi har holdt traditionen ved lige og skal således også denne gang afholde Milo-party den sidste aften før flyet afgår. Milo-party betyder at hele familien samles i stuen (før omkring Mama’s stol). Der bliver blandet en stor gryde eller spand med Milo, der er en varm kakaodrik med masser af sukker og mælk. Alle stiller sig op i kø med hver sin plastikkop og får en kop Milo og et stykke brød – børn som voksne. Vi har tit vist nogle billeder og taget en masse billeder med blitz (til stor jubel) og der er tit udbrudt spontan sang og dans akkompagneret af trommen på dåser og vanddunke. Det er en rigtig hyggelig tradition og en god måde at sige farvel på.