Tanker ved hjemkomst

Vi slutter som vi startede, men et spørgsmål stillet af andre som reaktion på vores rejse.
”Hvordan er det at så at være hjemme igen?” er et spørgsmål vi har hørt en del gange.

Og hvordan er det så?
Jo, altså, man kan jo ikke klage…Først og fremmest er det fantastisk at komme hjem til venner og familie. Derudover er Sommer-Danmark nok noget af det mest idylliske, hyggelige og fredfyldte, så man kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig…
Her er rindende vand i hanerne – hele tiden. Her er strøm – hele tiden. Her er vaskemaskine og masser af internet. Alle bilerne i dette land er nye og fine – jeg bemærker dem gang på gang. Og når man kører rundt i København kan man ikke lade være med at blive imponeret over hvor rent og pænt der er. Alle skiltene ser nye ud, træer og buske står på rækker, veje og fortov er fejede – ja selv menneskerne er nydelige og pæne. Det er som at bevæge sig rundt i en modelby.Hvor er alle folk henne?
Apropro bevæge sig rundt, så er det dejligt at cykle igen. Men man skal lige vænne sig til at bilerne ikke dytter hele tiden og til at de rent faktisk holder tilbage for én, når de kommer ud fra en sidevej! Desuden er vejene i Danmark meget tomme, selvfølgelig er det sommerferie, men alligevel – hvor er alle folk henne? Gemmer de sig?

Det er nogle sjove ting man reagerer på efter 5 måneder i Ghana. For eksempel kan det være ganske overvældende at gå ind i et dansk supermarked, der for det meste har flere forskellige varer end der var i hele Sunyani. Man skal også lige vænne sig til at man kan regulere vandtemperaturen, når man tager bad. Og til at små børn langs vejen ikke råber og vinker efter mig!

Hvornår går solen ned?
Endelig kan vi konstatere, at folk i Danmark snakker utrolig meget om vejret. Og at det er meget imponerende, at DMI efter et tordenvejr oplyser om hvor mange lyn, der er slået ned i et område!

Med hensyn til vejret er det også lidt underligt at solen ikke kan finde ud af at gå ned om aftenen – med det resultat, at vi heller ikke kan finde ud af at gå i seng. Og når man så kommer i seng, er det lidt underligt, at der er så stille, der er slet ikke nogen cikader, der larmer…

Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark er et dejligt lille land, men også at Ghana er meget mere farvestrålende, overraskende og fuldt af små oplevelser i dagligdagen!

Der kommer nok en lille video eller to mere her på bloggen – og nok også nogle billeder. Men ellers siger vi tak til alle der har fulgt vores blog de sidste fem måneder – om ikke andet hører I jo nok fra os, næste gang vi skal ud på eventyr!

Fra Sunyani til Sanga

- med 6 forskellige transportmidler

5 nætter (heraf kun 3 på hotel), to grænsekryds og godt 1000 km var der fra Sunyani onsdag d. 2. juni til Sanga mandag d. 7. juni. Rejsen foregik med offentlig transport og dermed med en række forskellige transportmidler, der havde tendens til at blive mindre og mindre - følg med her...


Den store STC-bus (Kumasi til Ouagadougou, ca. 650 km)
Fra vores hjem i Sunyani tog vi en taxa til bus-stationen og derfra en MetroMass-bus til Kumasi, hvor en ved af Mads' fætter Kofi kørte os til STC-busstationen i sin taxi.
STC står for State Transport Company og er generelt det bedste, mest pålidelige (og dyreste) busselskab i Ghana. Vi startede med 2 1/2 times forsinkelse på afgangen fra Kumasi, som vi forlod i øsende regn onsdag aften kl. 19.30. Vi kørte nordpå hele natten, med et enkelt sammenbrud undervejs ( ikke noget, der ikke kunne repareres med en times banken), krydsede torsdag morgen grænsen til Burkina Faso og ankom lidt groggy til Ouagadougou ved to tiden torsdag eftermiddag efter i alt 19 timers busrejse.

Den mindre bus (Ouagadougou til Ouahigouya, ca. 182 km)
I Ouagadougou sov vi to nætter, gik 20-25 km, ventede knapt 5 fimer på Migrationskontoret og spiste fantastisk lækker mad.
Lørdag morgen tog vi en bus mod Ouahigouya. Det var en køretur på 3 timer, der gik helt smertefrit - og bussen kørte endda fra busstationen 2 minutter før tid!

Den ramponerede 'bus' (Ouahigoya til Koro, ca. 120 km)
Således med store forventninger til det Burkinabeske transportsystem fandt vi transport videre mod Koro i Mali. Denne bestod i en gammel ramponeret bus med træbænke rundt langs siderne og vindueshuller uden vinduer - og den kørte mod Koro når den var fuld...

5 timers venten senere var vi 12 personer, en motorcykel samt en farlig masse sække mad og vi var seks passagerer, der betalte lidt ekstra for at komme afsted fra Ouahigouya samme dag.
Med helt fornuftig hastighed kørte vi så endelig afsted af den gode jordvej mod grænsen. Kørt før grænsen satte vi motocyklen og dens ejermand af i en lillebitte landsby bestående af en flok lerhytter, en masse børn, geder og får, samt et par kameler.
Vi forlod Burkina Faso uden problemer og kom lige så let ind i Mali. Men så var det blevet mørkt og chaufføren ville ikke fortsætte til Koro. Derfor tilbragte vi natten på en tynd sivmåtte bagi 'bussen' - heldigvis ved en politipost så vi kunne få vand at drikke.
Næste morgen kørte vi de sidste 20 minutter (!) til Koro.

Bush-taxien (Koro til Bandiagara, ca. 60 km)
I Koro spiste vi nogle meget fedtede klatkager, der vist var bagt på gæret rismel og så gik turen videre med bush-taxi til Bandiagara.
En bush-taxi er en stationcar med 3 rækker sæder og plads til 9 passagerer: 2 på passagersædet, 4 på bagsædet og 3 på bag-bagsædet - samt bagage på taget.
Således godt klemt gik turen af jordveje med nord og op af Dogon Escarpment til Bandiagara, hvor vi ankom efter ca. 3 timers, søndag formiddag.

Landroveren (Bandiagara til 'middle-of-nowhere', ca. 22 km)
Efter et tiltrængt bad, tøjvask, en gåtur i byen og en god nats søvn (under stjernerne på hotellet tag) blev vi samlet op af vores guide, Line, i hans fars landrover. Vi kørte mod Sanga af en bulet, men ganske fin jordvej. Men ak, halvvejs gik Landroveren i stå og hverken kølende vand eller ihærdige skub kunne starte den.

Motorcykler ('middel-of-nowhere' til Sanga, ca. 23 km)
Således uden bil 'in the middle of nowhere' skaffede Line i stedet to motorcykler og så sad vi bagpå hver vores motorcykel resten af vejen til Sanga.
Mandag formiddag, med lidt snurrende fødder og godt gennemrystede ankom vi altså til Sanga - en smuk Dogon landsby. Dogon fortjener et blogindlæg for sig selv, med mere om vores engelsk-studerende guide, fremtidsspående ræve, menneskevaskende slanger, hellige alligatorer, flyvende mennesker og utrolig smuk natur.
Men for nu at runde transport-historien af kan jeg afsløre at vi fortsatte fra Sanga til fods!

Livet på gaden

– på vej til og fra arbejde

Jeg går til og fra arbejde stort set hver dag. En tur på ret præcist 3 km, der tager mig ca. ½ time – nogle gange lidt længere, hvis jeg lige skal købe frugt eller tage billeder på vejen…

Morgenmad og tandbørstning
Om morgenen er turen præget af dagens start. Langs vejen sælger et utal af små boder morgenmad: for det meste en tynd grød lavet på majs, ris eller hirse blandet med mælk og sukker, her til hvidt brød eller forskellige former for friturestegte dej-bolde lavet af hvedemel, majsmel, bønner eller fisk. Nogle af stederne steger de endda æg på et lille kul-komfur. Skolebørn, der køber grød på vej til skole, flokkes om boderne sammen med sygeplejerskerne fra de to hospitaler og generelt folk på vej til arbejde. De sidste skolebusser passerer mig fulde af vinkende børn, kvinder med store kurve eller kasser på hovedet er på vej til markedet og taxaerne er fulde af folk, der skal møde på arbejde på byens forskellige kontorer. Gadekøkkenerne, der sælger frokost er så småt ved at starte op, der fejes foran de små butikker, en kvinde børster tænder og et sted sidder en ældre muslimsk mand med morgenavisen.

Husarbejde og socialt samvær
Om eftermiddagen er stemningen anderledes. Livet leves på gaden. Skolebørnene er kommet hjem og har skiftet fra deres fine uniformer til noget mere laset hverdags tøj. Nu skal de hjælpe til i hjemmet. De større børn vasker op, ser efter deres småsøskende, afløser deres forældre i deres lille bod eller sælger måske selv vand fra en balje på hovedet eller frugt i en lille bod. De mindre kan samle affald ved huset eller endda hjælpe til med at vaske deres eget tøj! Der bliver hentet vand, lavet lektier, vasket børn og pounded fufu til aftensmaden. Men der er også tid til at spille kuglespil, sludre, amme børn og spille bold. Der er ingen tvivl om at folk i høj grad bor udenfor, og hvis man ikke lige har en gård er det altså ud til hovedvejen.

En spastisk tigger
Jeg har mine faste personer, jeg hilser på på vejen: den unge pige, der sælger telefonkort, damen, der sælger appelsiner, fyren med hjælpemiddelbutikken foran regionshospitalet, manden, der sælger cement og kvinden, der sælger æg og nægter at huske at mit Twi/Akan-navn ikke er ’Akosua’, men ’Afua’. Og så er der den utroligt glade kvinde, der sælger sukkerrør i små poser, lotteri-sælgeren ved siden af og tømreren, som jeg en dag købte en skammel af.
Endelig er der den spastiske mand, der tigger fra en kørestol kørt af en dreng på vel omkring 10 år. Når jeg ser ham plejer jeg at give ham 1 cedi (=4 kr). Jeg giver ellers generelt ikke penge til tiggere, fordi jeg mener det er at fastholde dem i en ond cirkel, men denne mand har ingen alternativer. Han smiler og siger et taknemmeligt ’May God bless you’.

’I-love-you’-typerne
Foruden alle disse er der et utal af forbipasserende og butiksejere, der råber efter mig med et ’obruni’, ’white lady’, ’Akosua’ eller blot hilsnen ’ete sen’ – jeg svarer med et ’maakye’ eller ’bɔkoɔ’. Og så er der selvfølgelig alle dem jeg ikke svarer… Det er blevet et princip, hvis noget indleder samtalen med ’I love you’ eller råber ’I want to marry you’ bliver de ignoreret 100 %. Når jeg ser Evans (en af vores gode venner fra universitet) plejer han lige at skulle høre en status på hvor mange ægteskabstilbud jeg har fået den dag og vi griner sammen af mænd, der kan køre forbi i en taxi og ud af vinduet erklære deres kærlighed til mig – bare fordi jeg er hvid! Men i længden kan det nu godt være lidt trættende…
Heldigvis er de fleste super flinke og vil bare hilse og jeg nyder gåturene frem og tilbage, der er så meget liv at kigge på, så meget stemning at suge til sig.

Cars in Ghana don’t kill people

- Transport i Sunyani

Sunyani har ingen bybusser og de klassiske trotro’s (minibusser) kører ikke rundt i selve byen, kun mellem byer. Transport rundt i byen foregår primært med taxaer, som man deler. Hvis man skal et sted hen stiller man sig ud til vejen, det er sådan set lidt lige meget, hvor man står bare kørselsretningen passer med, hvor man skal hen. Når der så kommer en taxa, og det gør der hele tiden, siger man hvor man vil hen og hvis han kører den vej stopper han og man hopper ind. Hvis ikke kører han videre og man venter på den næste taxa.

Kast et håndtegn og kom frem
De lokale kan alle de rigtige håndtegn – alt efter hvor man står skal man pege opad, fremad eller henad for at komme forskellige steder hen i byen. Og når taxa’en sagtner farten for at stoppe viser man med et antal fingre hvor mange man er der skal med. Nem og hurtig kommunikation. Taxa chaufføren på den anden side bruger et kort blink med det lange lys til at signalerer hvis taxaen er fuld så han ikke har plads til flere.

Pas på med ’dropping’
Normalt koster en tur mellem to steder i byen 30 peswas (1,20 kr). Men hvis en tom taxa holder ind skal man høre godt efter om han siger ’dropping?’. Det betyder nemlig at man betaler for at blive kørt direkte uden at dele taxaen med andre og det koster normalt 2 cedi (8 kr), hvilket er en hel masse penge hernede.
Men det er nu også ganske hyggeligt at dele sådan en taxa, det er bestemt ikke fordi man behøver at hyggesnakke hele vejen, men når en ny passager stiger på hilser man lige på hinanden og når man stiger af takker man pænt.

Gas køer
Jeg går jo for det meste til og fra arbejde og tit kan tankstationer se store flokke af taman langs vejen ved de forskelligexaer, der holder i en meget forvirrende kø. I starten undrede vi os meget, men nu har vi fundet ud af, at det er fordi de fleste taxaer kører på gas. Der er kronisk gas-mangel i byen, så derfor flokkes taxaerne når rygtet går, at en tankstation har gas. Bilerne parkeres hulter til bulter og chaufførerne stiller sig i kø med deres gasflaske. Og ja, det er ganske almindelig husholdningsgas de kører på, hvilket også betyder, at vi ikke kan få fat i gas til madlavning.

Anden bytrafik
Taxaerne med deres karakteristiske gule striber og ’taxi’-skilte udgør nok omkring 60-70 % af bytrafikken i Sunyani. Resten er en blandet gruppe biler: Skolebusser, der transporterer skolebørn og medarbejder til og fra skole og arbejde om morgenen og om eftermiddagen, lastbiler og anden varetransport, firmabiler med logo (f.eks. fra sundhedsvæsenet eller en eller anden NGO) og privatbiler eget af de mest velhavende i byen eller stillet til rådighed af arbejdspladsen.

Trafiksikkerhed
Der er egentlig ikke så meget at skrive om trafiksikkerhed for den er ikke særlig eksisterende. For det første er der ingen der kører med sikkerhedsseler. I den bus Mads kører med til arbejde er der én sele – den har Mads på – og når jeg kører med sundhedsadministrationens pickup er jeg så bestemt også den eneste, der spænder selen. I de mange skolebusser bliver børnene proppet ind på sæderne og i midtergangen og der kører også en del lastbiler rundt fyldt med mennesker på ladet. I øjeblikket er i hvert fald to af byens tre lyskryds brudt sammen og erstattet af en politimand (det meste af tiden i hverdagen). Resten af tiden kører folk tøvende frem og prøver at signalere, hvad de vil – vigepligter findes generelt ikke – heller ikke overfor fodgængere. Heldigvis kører folk ikke så stærkt inde i byen, så vi har endnu ikke set de helt store trafikuheld (kun en enkelt bus, der var kørt i grøften og stak næsten lodret op fra denne).
Det leder tilbage til overskriften, et citat fra én af mine interviewere, da vi skulle krydse en større vej: ”Cars in Ghana don’t kill people – you can just walk!” Jeg ventede nu pænt – havde ikke behov for det brækkede ben og de blå mærker han sagde man bare fik.

Når 3 timer tager 8 timer

Sidste fredag havde vi besluttet at tage en weekendtur til Lake Bosumtwi. Ifølge Bradts Guidebog skulle det tage 45 min fra Kumasi og turen til Kumasi 2 timer, så alt i alt en lille 3 timers rejse. Der kunne godt være meget trafik om fredagen, sagde mine kolleger. Fair nok, vi tog af sted kl. 13, så burde vi være sikre på at komme frem til hotellet til aftensmad ved seks-syv tiden – troede vi…
(Rejsebilleder er, som I kan se til højre ikke så spændende, så resten af indlægget er krydret med lækre billeder fra Lake Bosumtwi)

MetroMass
Fra sundhedsadministrationen tog vi en taxa til busholdepladsen i Sunyani. Dér satte vi os i kø til den næste MetroMass bus. Der var mange der skulle rejse og lige i det vi kom blev en bus fyldt. Vi rykkede med køen frem og ventede. Da næste bus kom opstod der store diskussioner om hvem, der havde en plads i køen og dermed kunne få en billet. Vi fik heldigvis to billetter (8,80 kr. pr. styk) og to gode pladser til højre for midtergangen, hvor der kun er to sæder (og ikke tre). Afsted mod Kumasi gik det.

Kinesisk rundkørsel
I Kumasi er de ved at bygge en KÆMPEstor rundkørsel lidt udenfor byen. Det er nogle kinesere der bygger den, men alligevel er det svært at forestille sig at de nogensinde bliver færdige. I mellemtiden er indfaldsvejen fra Sunyani en bumlet jordvej, hvor trafikken stort set går i stå. Vi sneglede os af sted. Inde i selve Kumasi var der også meget trafik, men endelig kom bussen da frem og vi steg ud ved Ketjetia – den kæmpe store busstation i Kumasi.

Fra Herodes til Pilates
Vi gik rundt og kiggede efter en trotro (minibusser) til Adono, byen ved Lake Bosumtwi. Det var ikke lige til at finde. Vi spurgte os frem og blev sendt væk fra busstationen, op til en anden, mindre holdeplads. Dér spurgte vi igen og fik af vide at vi skulle tage en taxi til en helt anden busstation. Gaden var fuld af mennesker, folk på vej til begravelse i sort tøj, på vej hjem til familien på weekend og gadesælgere overalt, men ingen taxaer. Endelig fandt vi én og betalte 3 cedi (12 kr.) for at blive kørt til den rigtige busstation.

Krig om siddepladser
Endelig, den rigtige busstation. Der stod en flok mennesker og ventede, vi sluttede os til dem. Snart kom trotro’en, vi fik to pladser og så kørte vi. Eller rettere, vi vendte og så holdt vi præcis samme sted, chaufføren steg ud og kølerhjelmen blev åbnet – dårligt tegn. Vi ventede. Og ventede. Mads blev angrebet af en meget kristen fyr, der snakkede om den ’rigtige’ måde at læse Biblen på. I mellemtiden forsvandt chaufføren og solen begyndte at gå ned. Pludselig kom der en anden trotro og kaos brød løs. Der var flere ventende nu og folk sloges praktisk talt om pladserne, kravlede ind gennem vinduerne, skubbede og maste. Vi holdt os på afstand – det skulle vi ikke blandes ind i. Trotroen kørte, stoppet til bristepunktet og vi vendte tilbage til den ødelagte bus. Ventede.

Kø, regn og mørke
Det var ved at være mørkt, da der endelig kom en trotro, der kunne køre. De skulle godt nok have 1 cedi for turen til Kuntanase (ca. 10 km før Adono), men vi var ligeglade – af sted skulle vi, NU!
Mens mørket faldt på sneglede vi os ud af Kumasi i en lang kø, men med udsigt til de vildeste lyn på nattehimlen. Da vi endelig kom ud af byen begyndte regnen og da vi endelig nåede Kuntanase regnede det stadig. Det var en lille bitte flække, mørk og regnfuld. Vi spurgte efter transport til Adono og fik af vide vi måtte tage en taxi. Okay, fair nok, han var ikke til at forhandle ned fra 5 cedi (20 kr.) og vi ville gerne frem – af sted. Men da vi uddybede Adono med navnet på hotellet kørte chaufføren ind til siden og tændte lyset, så blev det 10 cedi, for det var ud af en lang, hullet jordvej. Suk. Vi fik han ned på 9 og kørte. Først lidt op, så ned af en masse snørklede ting (Lake Bosumtwi er en kratersø) og til sidst ud af en lang, og ja, meget hullet jordvej. ENDELIG, næsten 8 timer efter vi forlod sundhedsadministrationen stod vi ved hotellet – og vi nåede lige akkurat at få aftensmad inden køkkenet lukkede.

Belønning og hurtig hjemtur
Efter denne lange beskrivelse, skal det til gengæld siges, at Lake Bosumtwi var det hele værd. Der var super smukt, enormt frodigt og fredfyldt. Vi gik tur langs søen, badede, slikkede sol og spiste lækker mad i hotellets restaurant. Efter en afslappende weekend forlod vi hotellet søndag middag og hjemturen gik strygende – vi var hjemme på under 4 timer!

En køretur i Sunyani

SÅ kom første video endelig. Rygterne siger jo at jeg i et halv-euriforisk øjeblik kom til at love ngoet med at der kom en video om ugen fra Ghana. Den kommer nok ikke helt til at holde, særligt ikke her i starten hvor der er lidt meget at lave, meeen lad os nu se om tempoet ikke stiger efterhånden som mængden af fritid gør ligeså.

Jeg har været snedig nok til at introducere videoen i selve videoen, så det vil jeg ikke kede jer med her.

God fornøjelse!