Tanker ved hjemkomst

Vi slutter som vi startede, men et spørgsmål stillet af andre som reaktion på vores rejse.
”Hvordan er det at så at være hjemme igen?” er et spørgsmål vi har hørt en del gange.

Og hvordan er det så?
Jo, altså, man kan jo ikke klage…Først og fremmest er det fantastisk at komme hjem til venner og familie. Derudover er Sommer-Danmark nok noget af det mest idylliske, hyggelige og fredfyldte, så man kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig…
Her er rindende vand i hanerne – hele tiden. Her er strøm – hele tiden. Her er vaskemaskine og masser af internet. Alle bilerne i dette land er nye og fine – jeg bemærker dem gang på gang. Og når man kører rundt i København kan man ikke lade være med at blive imponeret over hvor rent og pænt der er. Alle skiltene ser nye ud, træer og buske står på rækker, veje og fortov er fejede – ja selv menneskerne er nydelige og pæne. Det er som at bevæge sig rundt i en modelby.Hvor er alle folk henne?
Apropro bevæge sig rundt, så er det dejligt at cykle igen. Men man skal lige vænne sig til at bilerne ikke dytter hele tiden og til at de rent faktisk holder tilbage for én, når de kommer ud fra en sidevej! Desuden er vejene i Danmark meget tomme, selvfølgelig er det sommerferie, men alligevel – hvor er alle folk henne? Gemmer de sig?

Det er nogle sjove ting man reagerer på efter 5 måneder i Ghana. For eksempel kan det være ganske overvældende at gå ind i et dansk supermarked, der for det meste har flere forskellige varer end der var i hele Sunyani. Man skal også lige vænne sig til at man kan regulere vandtemperaturen, når man tager bad. Og til at små børn langs vejen ikke råber og vinker efter mig!

Hvornår går solen ned?
Endelig kan vi konstatere, at folk i Danmark snakker utrolig meget om vejret. Og at det er meget imponerende, at DMI efter et tordenvejr oplyser om hvor mange lyn, der er slået ned i et område!

Med hensyn til vejret er det også lidt underligt at solen ikke kan finde ud af at gå ned om aftenen – med det resultat, at vi heller ikke kan finde ud af at gå i seng. Og når man så kommer i seng, er det lidt underligt, at der er så stille, der er slet ikke nogen cikader, der larmer…

Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark er et dejligt lille land, men også at Ghana er meget mere farvestrålende, overraskende og fuldt af små oplevelser i dagligdagen!

Der kommer nok en lille video eller to mere her på bloggen – og nok også nogle billeder. Men ellers siger vi tak til alle der har fulgt vores blog de sidste fem måneder – om ikke andet hører I jo nok fra os, næste gang vi skal ud på eventyr!

En ghanesisk familie

- vores familie i Akropong

Mads har en meget stor familie i Ghana. Vi plejer at sige der er en fætter i hver en lille by. Det er måske ikke helt rigtig, men det er ikke meget galt. Familie er et meget bredt begreb og ens farmors brors datters mand er således også ens onkel og er man først onkel er man faktisk også bror. Vi har selvfølgelig styr på Mads’ 5 fastre og ene farbror, men resten af familiemedlemmerne plejer vi at omtale som fætre og kusiner.

HUSET i Akropong
En stor del af Mads’ familie bor i Akropong og rigtig mange i huset, hvor hans farmor, indtil januar også boede. Huset består i virkeligheden af flere huse, med en række rum, hvor familien sover, rundt omkring en gård, hvor der vaskes tøj og laves mad. Lige nu bor kun én af Mads tanter, Aunti Efua, der er den ældste i huset. Derudover bor der en masse kvinder, utrolig mange børn og nogle enkelte unge mænd. Jeg har på ingen måde styr på antallet, men måske 8-10 kvinder og deres tilsammen 10-15 børn.

Mercy’s butik
Alle kvinderne i huset, hjulpet af de ældste døtre, tjener penge ved det man kalder ’petty trading’ – altså salg af små ting. Den klart førende er Mads’ kusine Mercy (hun er rent faktisk hans fasters datter), der har en lille butik ud til gaden. Rummet er ca. 2x1,5 m stort og der kan lige akkurat være 1½ person derinde, resten er proppet med varer i ét stort virvar. Til gengæld er der stort set ikke det man ikke kan købe i Mercy’s butik. Vand, brød, bleer og slik er nok blandt topsælgerne, men man kan også få æg, fisk, sukker, olie, alverdens dåsemad, tavlekridt, lynlåse, stof og tusindvis af andre småting. Der er konstant kunder og Mercy har en fyr til at hjælpe sig med at passe butikken, så hun ikke behøver at lukke, hvis hun skal noget.

De andre kvinder sælger primært mad fra små boder på gaden udenfor huset (gaden er primært en gågade). Det er ris, fisk, bønner og spaghetti, som bliver tilberedt fra tidligt om morgenen og solgt blandt andet til skolebørn på vej til skole. I løbet af dagen bliver der desuden friturestegt yams, kartofler, fisk og kogebananer, som ligeledes bliver solgt til forbipasserende.
Og så er der Anitas mormor, der sælger perler (hjulpet af Anita i weekenden) og gamle Auntie Efua har overtaget Mama’s salg af forskellige naturlægemidler og urter.

Børneflokken
Alle de ældste børn i huset går selvfølgelig i skole, de yngste passes derhjemme af kvinderne i fællesskab – det er meget svært at lure præcis, hvem der er hvis børn. Om eftermiddagen, når de store kommer hjem fra skole hjælper de med at hente vand fra pumpen ca. 300 m væk, lave mad og vaske tøj. Men der er også tid til at snakke, lege og se fjernsyn. De ældre passer de yngre og flokken af børn i huset fungerer som én stor søskendeflok. Antallet af børn varierer lidt, hvis det er mere praktisk at et barn bor hos tanten her i huset frem for hos forældrene i Accra flytter barnet ind og hvis der er en skole der er bedre i en anden by flytter barnet til noget familie dér. Men der er også en gruppe der bor i huset og som vi nyder at gense hver gang vi kommer tilbage til huset i Akropong.

Miloparty
Miloparty den sidste aften før man flyver hjem er en mange-årig tradition, startet den gang Mads, Hans og Jens var små og kom til Ghana på sommerferie. Vi har holdt traditionen ved lige og skal således også denne gang afholde Milo-party den sidste aften før flyet afgår. Milo-party betyder at hele familien samles i stuen (før omkring Mama’s stol). Der bliver blandet en stor gryde eller spand med Milo, der er en varm kakaodrik med masser af sukker og mælk. Alle stiller sig op i kø med hver sin plastikkop og får en kop Milo og et stykke brød – børn som voksne. Vi har tit vist nogle billeder og taget en masse billeder med blitz (til stor jubel) og der er tit udbrudt spontan sang og dans akkompagneret af trommen på dåser og vanddunke. Det er en rigtig hyggelig tradition og en god måde at sige farvel på.

Ghana, Burkina Faso, Mali – Afrika er ikke bare ét stort land…

Allerede ved grænseposten mærker vi forskellen: Vi sludrer med vagten på engelsk, mens han stempler vores pas, han bemærker Mads efternavn og vi flasher lidt af vores Twi. Vi er tilbage i Ghana, dejlige, velkendte Ghana.

Vi tillader os at generalisere lidt…
Efter 4 måneder og Ghana 3 uger i Burkina Faso og Mali vil vi tillade os at lave nogle generelle sammenligninger mellem disse tre vestafrikanske lande – for det er ikke som i Strudsen Rasmus og ’det store land AFRIKA’ – der er forskel, men bestemt også ligheder…

I Burkina og Mali snakker de fransk
Den største forskel er nok netop sproget og den franske indflydelse i Burkina og Mali. Der er stort set ingen der kan engelsk i de to lande. Møntfoden hedder cefa-franc, på gaden sælges baguette og madkulturen er anderledes og mere omfattende, bl.a. med brød til maden og olie-eddikedressing på salaten. Og så har de overtaget en skidt vane fra franskmændene: Rygning. Overalt langs vejen er der små kiosker, der sælger cigaretter og der er virkelig mange, især unge fyre, der ryger. I Ghana er rygning nærmest ikke eksisterende.

Benzinen er dobbelt så dyr
I Mali og Burkina er der også pose-vand og det sælges, præcis som i Ghana, overalt fra køletasker langs vejen. Men i de to lande er vandet væsentlig dyrere (50-200 %). Generelt er alting faktisk dyrere i Burkina og Mali, hvilket nok primært skyldes at benzinen er dobbelt så dyr, hvilket både påvirker priserne på transport og varer. Derudover er Mali og Burkina Faso ellers mere fattige end Ghana. Generelt er husene og bilerne i dårligere stand, men overraskende nok er vejene bedre end i Ghana.

Stegt fisk og olie – men ingen bananer
I alle tre lande finder man gadekøkkener langs vejene, hvor de sælger ris, bønner, stegt fisk og olie-sovs med ubestemmelige kødstykker. Alle tre lande har stort set de samme friture-stegte doughnuts, der ligeledes sælges over alt og i alle tre lande sidder man på plastikstole fra Ghana.
For at fortsætte med maden er der sjovt nok ris i alle tre lande og alle har deres version af fufu – en tyk grød, der spises med fingrene. I Burkina og Mali spiser de desuden en del couscous – noget der er total ukendt i Ghana, ligesom grønne bønner er en sjældenhed i Ghana, men meget almindelige i de andre to lande. I Burkina var der stadig Fan-is, men de var ikke til at opdrive i Mali, hvor der stort set heller ikke var nogen bananer – til gengæld var der ufattelig mange mangoer og de smagte fantastisk!

’Obruni’ – ’Toubab’ – ’Le Blanc’
I Mali og Burkina er der stort set ingen taxi’er, til gengæld er der vildt mange små scootere og knallerter. Bilerne er som sagt i endnu dårligere stand end i Ghana og de er endnu gladere for at fylde dem fuldstændigt op med flere passagerer på hvert sæde, og taget stablet med varer, cykler, knallerter og måske lige en flok mennesker (bare rolig, ikke os!).
Endelig er børnene i alle tre lande meget glade for at råbe efter hvide mennesker på gaden, hvad enten de så råber ’Obruni’, ’Toubab’ eller ’Le Blanc’. I Mali var der dog en del arabisk blod, så Mads blev ikke bemærket som værende særlig hvid. Det gjorde jeg til gengæld og i byer som Djenne og Timbuktu, hvor stort set alle er muslimer gik jeg faktisk med tørklæde for ikke at støde nogen.

Alt i alt må vi konkludere, at vi elsker Ghana, men Mali og Burkina har bestemt også utrolig mange spændende ting at byde på som ferie-lande og alle tre lande er fulde af flinke mennesker.

Timbuktu tur-retur

I 1800-tallet udlovede den engelske regering en dusør til den europæer, der først rejste til Timbuktu og vendte levende hjem med beretninger fra byen. Den gang gik der rygter om at gaderne i ørkenbyen var belagt af guld - vi kan nu bekræfte at det er de ikke, men der er masser af sand...

'Kvinden med den store navles brønd'

En gang i 1100-tallet var der en kvinde ved navn 'Bouctou' (kvinden med den store navle), der forlod sin familie fordi hun drømte om at have en brønd i ørkenen. Hun rejste lidt rundt og fandt så et godt sted. Hun fik overtalt en forbipasserende karavane til at holde en pause og grave en brønd for hende til gengæld for lidt guld. Karavanen fortsatte og mødte andre karavaner og hernede starter standardhilsenen med at spørge til vand, hvorefter man spørger til familien og derefter dyrene. Sådan blev Bouctous brønd efterhånden berømt blandt området karavaner. Bouctou solgte vand for salt og blev efterhånden også mellemhandler for flere af saltkaravanerne. En by voksede op omkring brønden og den blev knudepunkt for handel med bl.a. salt guld og slaver - og mødested mellem det arabiske i nord og det afrikanske i syd.
Og sådan blev Timbuktu til - 'Tim' betyder brønd, så byens navn betyder 'kvinden med den store navles brønd'.

Guldbelagte gader

 
I Timbuktus storhedstid boede der ca. 100.000 mennesker i byen (i dag bor der godt 30.000) fra mange forskellige stammer og nationaliteter. Byen havde et universitet med 25.000 studerende og som sagt udlovede den engelske regering en dusør til den europæer, der først kunne bringe beretninger tilbage fra Timbuktu. Rygterne gik om den mystiske by, blandt andet at gaderne var belagt med guld, det var de dog ikke, men guld og salt havde samme værdi, så måske var idéen ikke så fjern... Der var mange der prøvede lykken, men de døde alle - enten af forskellige tropiske sygdomme eller fordi de blev slået ihjel af de meget muslimske tuareg'ger i området. Først i 1828 lykkedes det en franskmand, forklædt som muslim, at komme levende frem og tilbage.

Kamelkaravaner med varer fra Asien

Den dag i dag rejser Tuareg'erne med kæmpe kamelkaravaner på flere hundrede kameler til Mauritanien med blandt andet ris og smykker og vender tilbage med dadler og varer importeret fra Asien med skib til Mauritanien. Når karavanerne vender tilbage til Timbuktu læsser de varerne af ved 'ørkenens port', som netop var den vi red ud til forleden dag på en 2 timers kameltur. Sahara var smukt - og fuldt af sand! Fra Timbuktu og kamelerne bliver varerne læsset på både og sejlet ned af Nigerfloden til resten af Mali. Det er lidt sjovt at tænke på at asiatiske varer bliver solgt i Mali efter en rejse med fragtskib, kamel og træbåd.

P.s. Lonely Planet tager fejl, når de skriver at rejsen til Timbuktu tager 5-8 timer på en god dag. En god dag er nok nærmere 9-10 timer, det tog vores hjemrejse, der gik ret smertefrit i hvert fald - en dårligere dag er 18 timer, det tog vores udrejse, inklusiv en fastsidning i ørkenen og en nat ved færgelejet.

Dogon Country

- Hvor smuk natur møder imponerende traditioner og hvor byerne har en navle...

Vi er begge to vilde med Dogon Country! Det er den perfekte kombination af vandring gennem fantastisk natur, fortællinger om gamle traditioner og et flinkt og stolt folkeslag, der lever i små traditionelle landsbyer. Mennesker og natur, vandring og gode historier - vi elsker Dogon!

Hvad er Dogon Country?
Dogon Country er et klippemassiv i det sydlige Mali. Dogon-stammen bor i landsbyer både oppe på sletten på toppen og for foden af den næsten lodrette klippevæg. Klippemassivet er 200 km langt, 300-600 meter højt og der ligger hundredevis af små landsbyer spredt udover området. Hver landsby består af flere små landsbyer med omkring 200 indbyggere i hver. Husene er bygget af mudder suppleret med sten fra klipperne og indimellem strå som tag. Familierne bor sammen i stor-familier med bedsteforældre, sønnerne og deres koner (gerne 2-3 stykker) og børn. Dogon lever af jagt og landbrug og så har de en meget stærk kultur.

Opfarenhed giver hovedpine
I centrum af landsbyen er et mødested for mændene, i form af et meget lavt halvtag - lavt fordi det lægger en automatisk dæmper på eventuelle konflikter eller vredesudbrud: hvis man farer op slår man hovedet! Tæt ved er byens navle i form af en sten, byen ses som et menneske og det er dermed muligt at bo i højre arm eller maven!
Når man går rundt i de smalle gader hører man gang på gang den traditionelle hilsen, der består af en hel række 'sewa', hvor man spørger til hvordan det går personen, familien, den udvidede familie o.s.v. 'Sewa' gentages nok omkring 20 gange og hilsenen fortsætter ofte efter man har passeret hinanden og er på vej videre ned af gaden.

De flyvende mennesker
Rundt om landsbyerne er naturen. Oppe fra sletten har man den mest fantastiske udsigt udover området, nedenfor er der den stejle klippevæg til den ene side, en flad slette med en masse baobab-træer og bag dem en stor orange-glødende sandbanke.
I klippevæggen kan man se resterne af de gamle Tellem-huse. Tellem er en stamme, der levede her for 600-700 år siden, indtil Dogon kom til området. De levede i lerhytter bygget på små afsatser i klippevæggen. Det er tit umuligt at gennemskue, hvordan man kan komme op til husene og Dogon mener da også at Tellem kunne flyve...

En seng under stjernerne
Livet som turist i Dogon er dejlig simpelt: Efter en hurtig morgenmad med kaffe/the og brød begynder man at gå ca. kl. 7.30. Omkring 10.30 er det ved at være for varmt til at vandre og der er dømt siesta med frokost på et lille hotel indtil ved 4-tiden. Så går turen videre til aftenens hotel, som man når et par timer senere. Aftensmaden er simpel, men lækker, bestående af ris eller couscous, tomatsovs og måske kød eller grønner bønner - der var et par høns, der måtte lade livet i løbet af vores tur. Og overnatningen foregår på taget af hotellet på et par madrasser med myggenet over - under den mest fantastiske stjernehimmel.
Vi var så heldige at komme udenfor turistsæsonen og havde derfor hele Dogon for os selv - i sæsonen er der rutefly fra Paris til Sévaré et par timers kørsel væk og området vrimler efter sigende med franske turister.

Ræven, slangen og alligatorerne
Vores guide, Line (udtales Lynn), var en ung, engelskstuderende Dogon-fyr og han kunne sine historier.
Der var ræven, guden Amma's første barn, der giver svar på alverdens spørgsmål i skæbne-tabeller tegnet af landsbyens vise mænd. Og forfaderen i form af en slange, der om natten, i usynlig tilstand, kommer til landsby-overhovedets hus og vasker ham så han aldrig tager bad med vand og sæbe. I Amani, Line's hjemby, er der alligatorer, der en gang hjalp landsbyens stifter over floden og derfor i dag betragtes som bedstefædre af alle i byen. Og endelig var der skilpadden, der fungerer som mundskænk fordi den aldrig vil spise forgiftet mad.
Line fortalte mens vi gik, stoppede ved forskellige vigtige ting og fortalte om traditioner og levevis.

Måske får I senere én af historierne i sin fulde længde her på bloggen, men ellers må I selv rejse til Dogon - det kan bestemt anbefales!

Fra Sunyani til Sanga

- med 6 forskellige transportmidler

5 nætter (heraf kun 3 på hotel), to grænsekryds og godt 1000 km var der fra Sunyani onsdag d. 2. juni til Sanga mandag d. 7. juni. Rejsen foregik med offentlig transport og dermed med en række forskellige transportmidler, der havde tendens til at blive mindre og mindre - følg med her...


Den store STC-bus (Kumasi til Ouagadougou, ca. 650 km)
Fra vores hjem i Sunyani tog vi en taxa til bus-stationen og derfra en MetroMass-bus til Kumasi, hvor en ved af Mads' fætter Kofi kørte os til STC-busstationen i sin taxi.
STC står for State Transport Company og er generelt det bedste, mest pålidelige (og dyreste) busselskab i Ghana. Vi startede med 2 1/2 times forsinkelse på afgangen fra Kumasi, som vi forlod i øsende regn onsdag aften kl. 19.30. Vi kørte nordpå hele natten, med et enkelt sammenbrud undervejs ( ikke noget, der ikke kunne repareres med en times banken), krydsede torsdag morgen grænsen til Burkina Faso og ankom lidt groggy til Ouagadougou ved to tiden torsdag eftermiddag efter i alt 19 timers busrejse.

Den mindre bus (Ouagadougou til Ouahigouya, ca. 182 km)
I Ouagadougou sov vi to nætter, gik 20-25 km, ventede knapt 5 fimer på Migrationskontoret og spiste fantastisk lækker mad.
Lørdag morgen tog vi en bus mod Ouahigouya. Det var en køretur på 3 timer, der gik helt smertefrit - og bussen kørte endda fra busstationen 2 minutter før tid!

Den ramponerede 'bus' (Ouahigoya til Koro, ca. 120 km)
Således med store forventninger til det Burkinabeske transportsystem fandt vi transport videre mod Koro i Mali. Denne bestod i en gammel ramponeret bus med træbænke rundt langs siderne og vindueshuller uden vinduer - og den kørte mod Koro når den var fuld...

5 timers venten senere var vi 12 personer, en motorcykel samt en farlig masse sække mad og vi var seks passagerer, der betalte lidt ekstra for at komme afsted fra Ouahigouya samme dag.
Med helt fornuftig hastighed kørte vi så endelig afsted af den gode jordvej mod grænsen. Kørt før grænsen satte vi motocyklen og dens ejermand af i en lillebitte landsby bestående af en flok lerhytter, en masse børn, geder og får, samt et par kameler.
Vi forlod Burkina Faso uden problemer og kom lige så let ind i Mali. Men så var det blevet mørkt og chaufføren ville ikke fortsætte til Koro. Derfor tilbragte vi natten på en tynd sivmåtte bagi 'bussen' - heldigvis ved en politipost så vi kunne få vand at drikke.
Næste morgen kørte vi de sidste 20 minutter (!) til Koro.

Bush-taxien (Koro til Bandiagara, ca. 60 km)
I Koro spiste vi nogle meget fedtede klatkager, der vist var bagt på gæret rismel og så gik turen videre med bush-taxi til Bandiagara.
En bush-taxi er en stationcar med 3 rækker sæder og plads til 9 passagerer: 2 på passagersædet, 4 på bagsædet og 3 på bag-bagsædet - samt bagage på taget.
Således godt klemt gik turen af jordveje med nord og op af Dogon Escarpment til Bandiagara, hvor vi ankom efter ca. 3 timers, søndag formiddag.

Landroveren (Bandiagara til 'middle-of-nowhere', ca. 22 km)
Efter et tiltrængt bad, tøjvask, en gåtur i byen og en god nats søvn (under stjernerne på hotellet tag) blev vi samlet op af vores guide, Line, i hans fars landrover. Vi kørte mod Sanga af en bulet, men ganske fin jordvej. Men ak, halvvejs gik Landroveren i stå og hverken kølende vand eller ihærdige skub kunne starte den.

Motorcykler ('middel-of-nowhere' til Sanga, ca. 23 km)
Således uden bil 'in the middle of nowhere' skaffede Line i stedet to motorcykler og så sad vi bagpå hver vores motorcykel resten af vejen til Sanga.
Mandag formiddag, med lidt snurrende fødder og godt gennemrystede ankom vi altså til Sanga - en smuk Dogon landsby. Dogon fortjener et blogindlæg for sig selv, med mere om vores engelsk-studerende guide, fremtidsspående ræve, menneskevaskende slanger, hellige alligatorer, flyvende mennesker og utrolig smuk natur.
Men for nu at runde transport-historien af kan jeg afsløre at vi fortsatte fra Sanga til fods!

Resultater af Ida's undersøgelse

Så er vi draget på ferie, men inden ferien afleverede jeg en rapport med resultater at min undersøgelse til sundhedsadministrationen.

I videoen nedenfor fortæller jeg lidt om resultaterne. I kan downloade hele rapporten her: http://danquah.dk/ida/nutrition/
- Den er på engelsk, men forsøgt skrevet i et nogenlunde let forståeligt sprog, så den burde være læselig også for ikke-statistikere :-)

Forresten fremlagde jeg også resultaterne på et ledelsesmøde. Der er ingen tvivl om at de blev overraskede over hvor mange børn, der har problemer med underernæring, men de lyttede interesseret, stillede kvalificerede spørgsmål, diskuterede en masse gode ting og tog bestemt resultaterne til sig som noget de vil gøre noget ved.

God fornøjelse!

Direkte link til You Tube

En dag på universitetet

Jeg har nu overstået de tre kurser jeg har undervist hernede. Alle eksaminer er overstået (uden strømafbrydelser) og alle karakterer er blevet talt sammen.

Ida tog med mig en dag på universitetet for et par uger siden, og resultatet er denne lille video.

Enjoy!

Direkte link til You Tube

Vi er ikke hjemme

Så er alle vores officielle opgaver hernede i Ghana overstået, og vi begiver os derfor på en velfortjent ferie. Turen går nordpå til Bukina Faso og Mali, hvor vi glæder os meget til henholdsvis at besøge Ouagadougou (om ikke andet bare pga navnet) og Timbunktu.

Vi lover at dokumentere på livet løs undervejs, I hører fra os!

Hilsen
Mads og Ida

Direkte link til Youtube

Livet på gaden

– på vej til og fra arbejde

Jeg går til og fra arbejde stort set hver dag. En tur på ret præcist 3 km, der tager mig ca. ½ time – nogle gange lidt længere, hvis jeg lige skal købe frugt eller tage billeder på vejen…

Morgenmad og tandbørstning
Om morgenen er turen præget af dagens start. Langs vejen sælger et utal af små boder morgenmad: for det meste en tynd grød lavet på majs, ris eller hirse blandet med mælk og sukker, her til hvidt brød eller forskellige former for friturestegte dej-bolde lavet af hvedemel, majsmel, bønner eller fisk. Nogle af stederne steger de endda æg på et lille kul-komfur. Skolebørn, der køber grød på vej til skole, flokkes om boderne sammen med sygeplejerskerne fra de to hospitaler og generelt folk på vej til arbejde. De sidste skolebusser passerer mig fulde af vinkende børn, kvinder med store kurve eller kasser på hovedet er på vej til markedet og taxaerne er fulde af folk, der skal møde på arbejde på byens forskellige kontorer. Gadekøkkenerne, der sælger frokost er så småt ved at starte op, der fejes foran de små butikker, en kvinde børster tænder og et sted sidder en ældre muslimsk mand med morgenavisen.

Husarbejde og socialt samvær
Om eftermiddagen er stemningen anderledes. Livet leves på gaden. Skolebørnene er kommet hjem og har skiftet fra deres fine uniformer til noget mere laset hverdags tøj. Nu skal de hjælpe til i hjemmet. De større børn vasker op, ser efter deres småsøskende, afløser deres forældre i deres lille bod eller sælger måske selv vand fra en balje på hovedet eller frugt i en lille bod. De mindre kan samle affald ved huset eller endda hjælpe til med at vaske deres eget tøj! Der bliver hentet vand, lavet lektier, vasket børn og pounded fufu til aftensmaden. Men der er også tid til at spille kuglespil, sludre, amme børn og spille bold. Der er ingen tvivl om at folk i høj grad bor udenfor, og hvis man ikke lige har en gård er det altså ud til hovedvejen.

En spastisk tigger
Jeg har mine faste personer, jeg hilser på på vejen: den unge pige, der sælger telefonkort, damen, der sælger appelsiner, fyren med hjælpemiddelbutikken foran regionshospitalet, manden, der sælger cement og kvinden, der sælger æg og nægter at huske at mit Twi/Akan-navn ikke er ’Akosua’, men ’Afua’. Og så er der den utroligt glade kvinde, der sælger sukkerrør i små poser, lotteri-sælgeren ved siden af og tømreren, som jeg en dag købte en skammel af.
Endelig er der den spastiske mand, der tigger fra en kørestol kørt af en dreng på vel omkring 10 år. Når jeg ser ham plejer jeg at give ham 1 cedi (=4 kr). Jeg giver ellers generelt ikke penge til tiggere, fordi jeg mener det er at fastholde dem i en ond cirkel, men denne mand har ingen alternativer. Han smiler og siger et taknemmeligt ’May God bless you’.

’I-love-you’-typerne
Foruden alle disse er der et utal af forbipasserende og butiksejere, der råber efter mig med et ’obruni’, ’white lady’, ’Akosua’ eller blot hilsnen ’ete sen’ – jeg svarer med et ’maakye’ eller ’bɔkoɔ’. Og så er der selvfølgelig alle dem jeg ikke svarer… Det er blevet et princip, hvis noget indleder samtalen med ’I love you’ eller råber ’I want to marry you’ bliver de ignoreret 100 %. Når jeg ser Evans (en af vores gode venner fra universitet) plejer han lige at skulle høre en status på hvor mange ægteskabstilbud jeg har fået den dag og vi griner sammen af mænd, der kan køre forbi i en taxi og ud af vinduet erklære deres kærlighed til mig – bare fordi jeg er hvid! Men i længden kan det nu godt være lidt trættende…
Heldigvis er de fleste super flinke og vil bare hilse og jeg nyder gåturene frem og tilbage, der er så meget liv at kigge på, så meget stemning at suge til sig.

Tøjvask

En af de meget fascinerende ting ved at rejse rundt i Ghana er blandingen imellem manuelt arbejde, og ny teknologi. Man kan se folk sms'er på mobil-telefoner der er nyere end hvad man ser i Danmark, mens de vifter til ilden på et kulfyret komfur.

En af de klassiske manuelle jobs er tøjvask, vi har valget imellem at betale nogen for at vaske vores tøj eller gøre det selv. Havde jeg været hernede alene var der ingen tvivl om hvordan det valg var faldet ud, men nu er jeg så heldig at Ida syntes det er hyggeligt at vaske tøj i hånden.

Sidste lørdag gav jeg mit bidrag til tøjvasken: dokumentation!

God fornøjelse, og husk, videoer skal ses i HD.

Direkte link til youtube

Den Afrikanske Maskine

- og lidt om arbejdskraft

Trænger din græsplæne til at blive slået?
Skal du have flyttet 1 ton grus eller tømt en lastbil for cement sække?
Eller måske grave en 3 kilometer lang grøft gennem byen – to gange?

Frygt ikke, den afrikanske maskine klarer det hele!

Den afrikanske maskine består af et vilkårligt antal muskuløse, fattige, ufaglærte og løsarbejdende mænd. Den er super billig i drift og relativt effektiv. Den kræver ikke dyrt brændstof og ingen avanceret uddannelse at betjene. Hvis den går i stykker kræver den ingen dyre reservedele fra Europa og om ikke andet er den nem at erstatte. Derfor er den afrikanske maskine meget mere almindelig i Sunyani end f.eks. græsslåmaskiner eller minigravere. I kan se et eksempel på den afrikanske maskine ’in action’ i filmen nedenfor.

Butikken med flere medarbejder end kunder
Arbejdskraft er i det hele taget en sjov størrelse hernede. For leden dag var jeg for en gangs skyld nede i Melcom, der primært er en form for isenkræmmer, men også sælger lidt mad (jeg skulle bare have noget tandpasta, der ikke smagte af urter eller buble-gum, hvilket de lokale mærker tilsyneladende bærer præg af).
Inden man får lov at komme ind i Melcom afleverer man sin taske ved en skranke og får en lille nummer. Skranken betjenes af 2-3 mænd. Tandpastaen findes på 1. Sal og for at komme over til trappen går man forbi fjernsyn, stereoanlæg, strygejern – og en horde af Melcom-medarbejdere, der står og hænger og af dem. Ovenpå er butikken indrettet, som man kender det med lange rækker af reoler og som i en hver god butik er der medarbejder, der går rundt langs hylderne og kan svare på spørgsmål. Derudover sidder der i hjørnerne og hvor der ellers er plads små flokke af Melcom-medarbejdere og hyggesludre.
Tandpastaen betales ved en kasse på samme etage. Kassen betjenes af en kvinde, men bag hende står en anden medarbejder, hvis rolle vist mest var at give hende byttepenge – og tilsyneladende stå i vejen for mig, da jeg skulle ned af trappen igen…
På vej ud af butikken tager man får man så sin taske igen, men inden man helt får lov at gå skal man lige forbi en lille disk ved udgangen. Her sidder en kvinde og tjekker alle varerne på ens bon af med en blå kuglepen, giver bon’en et fint stempel og sender den videre til vagten ved siden af, der giver den en rød streg. Damen putter ens varer i en pose og så kan man få lov at gå ud af Melcom – butikken med flere medarbejdere end kunder!


Direkte link til youtube

Ida på marked

Indkøb i Ghana er til tider noget anderledes en hjemme i Danmark. I dag drager vi med Ida på Sunyanis onsdags-marked hvor man kan købe stort set alt.

Til dagligt køber vi ind på nogle mindre "hverdags" markeder, men hver onsdag valfarter folk fra nær og fjern for at sælge og købe ting på onsdagsmarkedet.

Enjoy!


Direkte link til youtube

Video fra Ida’s dataindsamling

Min dataindsamling er afsluttet og alle 357 spørgeskemaer er indtastet to gange – både af Mads og jeg, hvilket svarer til godt 20 timers tastning hver.

Det har været en del billeder og også noget tekst, men det har også fyldt meget. Her kommer så en video, der viser hvordan selve dataindsamlingen foregik sat klip fra flere af de steder, hvor jeg var ude.

I alt besøgte jeg jo 41 forskellige steder, mine fire interviewere stod for at udfylde spørgeskemaet, mens jeg personligt vejede og målte alle 357 børn og deres 281 mødre.

Det har været super fedt at få lov at komme rundt i hele Sunyani-området og få ’hands-on’ erfaringer med dataindsamling. Men se selv med nedenfor og mærk lidt af stemningen...

ps. for en gangs skyld er det ikke Mads der har redigeret videoen!

Billeder

• På Picasaweb

Video

En dejlig påskeferie

Vi tilbragte påsken ved havet, det tog ikke overraskende en del tid at komme frem til "Ellis Hideout", men det var det hele værd!

I kan se billeder fra vores ferie her på Picasa

Og sørme om vi ikke også har lavet en lille video.

God fornøjelse, og husk at klikke på vidoen og hoppe over på youtube hvis du gerne vil se den i HD (hvilket du bør).

En sidste video fra begravelsen

Som I utvivlsomt har bemærket dækkede vi Mamas begravelse ret tæt :)

Det var en stor oplevelse, og vi har gjort hvad vi kunne for at videregive vores indtryk både i tekst, billeder og video.

Vi slutter dækningen af i dag med tre vidoer. Den først er mit forsøg på at lave et sammenklip af fredag, lørdag og søndag. Læs evt Idas fine beskrivelse hvis du ikke kan huske hvad der skete de 3 første dage.

De to sidste er af to ret forskellige kor fra kirken. Kirkens eget kvindekor der sang mere traditionelle salmer, og Suhum koret der var mere europæisk "klassisk".

Videoerne er herunder, hvis du vil se vidoen i fuld opløsning klikker du blot på den, og vælger HD i nederste højre hjørne.

God fornøjelse!

Mamas begravelse

Kvindekoret

Suhum koret

Mepaakyεw, metɔ paanoo [mépaatjæ métå paano]

Det er morgen og jeg er småløbet op af vejen for at købe frisk brød. Da jeg indhenter de to kvinder med kæmpestore flade kasser fulde af brød på hovedet, fuldt af en yngre dreng med en kurv på hovedet, siger jeg ’Mepaakyεw, metɔ paanoo’ (please, I want to buy bread). De to kvinder gik og småsnakkede, men alle tre stopper nu op og da den ene kvinde vender sig om bemærker hun overrasket, at det er en ’obruni’ (hvid), der har kaldt! Jeg fryder mig indvendig, mens samtalen fortsætter. ’Metɔ mmienu, wei sεn?’ (jeg vil gerne købe to, hvad koster de?), ’Two Ghanacedi’ – nu vil kvinderne også vise deres engelsk-kundskaber og udtrykker prisen i de nye Ghanacedi i stedet for bare at sige 2000. Den ene kvinder siger min pung er fin – ’εyε fε paa’ – og at hun vil gerne have en magen til. Jeg får mine brød og takker, ’Medaase pii’.


Imponerede og overraskede ghanesere
Mit Twi begynder så småt at kunne bruges til noget. Jeg kan købe ting på markedet, jeg kan hilse på alle tider af døgnet og jeg kan præsentere mig selv.

Det bedste er at se ghanesernes ansigter og høre deres reaktioner, når jeg svarer på Twi. Da jeg var ude at lave data indsamling og kaldte på et barn med ’bra ha’ (kom her) kunne jeg høre mødrene omkring mig sige ’ɔte Twi’ (hun forstår Twi). Hvis jeg får den direkte svarer jeg ‘kakra, kakra’ (lidt), hvilket gør dem endnu mere imponerede.

Hilsner og udfordringer
Det første vi lærte var hilsnerne og både Mads og jeg oplevede vores kollegers glæde når vi om morgenen hilste på dem med et ’maakye’ (godmorgen) eller om eftermiddagen henkastet sagde ’ɔkyena yεbεhyia’ (vi ses i morgen) på vej ud af døren. Men i forbindelse med hilsnerne kommer også den første Twi-fælde. Når nogen hilser med ’maakye’ (godmorgen), ’maaha’ (god eftermiddag), ’maadwo’ (godaften) eller ’akwaaba’ (velkommen) skal man svare forskelligt alt efter deres køn. Til kvinder svares ’yaa εna’ og til mænd ’yaa agya’. Og der er et eller andet i begge vores hjerner, der bare nægter at huske det, så vi konstant svarer forkert. Og så er der ’hwε’-lyden, der udtales lidt som et piftende ’sje’, er næsten umulig for en dansk mund at få rigtig.

Glose-spil
Vi har fået en bog af Kwame og har en lærer der kommer en gang om ugen i en time, hvor vi så læser de næste par kapitler i bogen, laver øvelser og stiller spørgsmål. Ind i mellem øver vi med hinanden, læser bogens dialoger, gentager øvelserne og træner gloser med vendespil. Vi er nu oppe på at have 5 forskellige spil, der består af 40 små sedler med gloserne på engelsk og twi. Det gælder om at parre de rigtig ord og når man vender en seddel skal man sige ordet på det modsatte sprog. Det er god træning.

Tak for grammatik i gymnasiet
Der er ingen tvivl om at jeg har forspring i forhold til Mads. Jeg har tydeligvis en fordel af at Twi er min 6. fremmedsprog. Jeg har masser af andre ord at hænge de nye gloser op på – f.eks. betyder ’sere’ at grine, lige som på fransk ’rit’ og ’krataa’ (papir) minder om ’karatasi’ på Swahili. Desuden forstår jeg grammatikken meget hurtigere og nemmere. Jeg tænker taknemmeligt tilbage på min engelsklærer i gymnasiet, der terpede transitive og intransitive verber og prøver at forklare Mads, at de transitive er dem, der kan holde i hånd med andre ord…

Men uanset grammatikken synes vi begge det er fedt at kunne opfange småord i andres samtaler og kunne svare ’εyε, na wo nso ε?’ (fine, and you?), når folk hilser med ’εte sen?’ (hvordan går det?) på arbejdet og på gaden.

P.s. Teksten på skiltene på billederne er oversat nedenfor – bemærk forekomsten af butiksnavne, der hedder noget med Gud…

1. ’Hwε deε onyame ayε’ – ’Look at what God has done’
2. ’Still awurade yesu ne yen anidasoɔ’ – ‘Still The Lord Jesus is our hope’ og ‘εyε adom’ – ’by God’s grace'
3. 'Deε nyame aka no’ – ’What God says’ (Guds ord)
4. ’Bisa nyame’ – ’Ask God’
5. ’Twεn awurade Ent.’ – ’Wait for The Lord Enterprise’ og ’Hwehwε Yesu’ – ’Look for Jesus’

Rastamandens Bønneret (Det Ghanesiske TV-Køkken)

I påskeferien besøgte vi "Ellies Hideout". Et lille stykke fra hotellet har Ellie en hyggelig lille "Restaurant". Selv vil han helst ikke kalde det en resturant - men bare en have hvor man kan slappe af, drikke lidt citrongræs the, og få noget mad.

Han serverede en bønne-ret for os, i dette afsnit forsøger vi at gøre ham den efter.

Skulle du have lyst til at prøve selv kan du finde opskriften på opskrift siden

Velbekomme!

Malaria er noget skrammel

(Vi kunne desværre ikke lige finde en myg at tage billede af. For at skabe den rigtig stemning har vi i stedet krydret indlægget med billeder af den medicin Mads tager for tiden og de forskellige malaria-piller vi havde med hjememfra)
Hovedpine
Forleden fik jeg lidt hovedpine i løbet af dagen og følte mig også lidt svimmel. Jeg havde dog været ude at løbe dagen før, sikkert ikke drukket nok vand, og der var som altid skruet godt op for solen så dehydrering var nok en fin forklaring. I løbet af natten bemærkede Ida, at jeg var meget varm, men af en eller anden grund ikke svedte. Dehydrering var nu lidt mindre sandsynligt, men der er jo så meget, der kan få en til at have det dårligt en halv dags tid.

Stadig hovedpine
Næste morgen havde jeg det noget bedre, der var stadig lidt hovedpine og svimmelhed. Vi mistænkte dog, at der kunne være noget (malaria) på færde – så vi aftalte, at jeg skulle holde godt øje med hvordan jeg havde det og sige til hvis der skete noget i løbet af dagen.

Dagen gik ganske OK. Jeg er i gang med at afslutte mine kurser så der var lidt ekstra tryk på, men alt i alt en nogenlunde normal dag, lige bortset fra den mystiske hovedpine. Hen på aftenen kom feberen igen og denne gang havde jeg det lidt koldt. Dehydrering var ude af billedet – jeg havde drukket massere af vand siden hovedpinen startede. Klokken var omkrign 8 om aftenen da Ida ringede til Florence fra arbejdet, for at høre om det ville være muligt, at jeg kunne komme forbi til en Malaria-test den efterfølgende dag.

Florence og Offei
En parentes til de af jer, der ikke lige er nært bekendte med mine familie-relationer: Florence er gift med Dr. Offei, der er en onkel af en slags til mig, uddannet læge og desuden chef for hele regionens sundhedsvæsen. Florence er uddannet sygeplejerske og jordmoder og arbejder lige under chefen for distriktets sundheds-administration.

"Udrykning"
Tilbage til historien: Ida ringede til Florence og forklarede situationen. Florence konfererede med Dr. Offei, der også ringede og et kvarter efter holdt Florence uden for vores dør, klar til at køre mig direkte ned på distriktshospitalet.
Her havde hun fået arrangeret at de rette folk var til stede, til at lave Malaria-testen og udskrive medicinen. En halv times tid efter sad jeg så lige så pænt i et laboratorium og ventede test-resultatet. De lavede to prøver ud fra én dråbe blod - den ene ville sige om jeg havde Malaria eller ej, den anden hvor slem infektionen var. Testen blev færdig, og sørme om ikke jeg havde Malaria. Den anden test viste at jeg havde 1 plus ud af 3 mulige – med andre ord en ret mild grad. Jeg fik dog det stærkeste medicin de havde (Kinin), og instrukser på at tage 2 piller tre gang om dagen – helst efter et måltid, der er ’heavy’.

Fesent immunforsvar (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
Der er meget stor forskel på om det er en ghaneser eller en ’Obruni’ (hvid), der får malaria – og stor forskel på både forebyggelse og behandling.
Her i Sunyani er 50 % af alle kontakter til sundhedsvæsenet på grund af malaria. Selvfølgelig er der mange der bliver alvorligt syge, men der er også rigtig mange, der kommer lidt sløve på arbejde, får taget en test, spiser en malaria-kur og så er det det – lidt som når vi andre får en mild influenza eller en grundig forkølelse.
Når en ’Obruni’ derimod får malaria er der god grund til at reagere lidt hurtigere og tage det lidt mere alvorligt. Dette skyldes at ghaneserne (som alle andre i malaria-lande) i løbet af et liv med mange malaria-infektioner langsomt opbygger en vis immunitet, der gør at malariaen rammer lidt mindre alvorligt. En ’Obruni’, der aldrig har set skyggen af en malaria-myg er altså cirke ligeså godt beskyttet som en nyfødt hernede – og ja, de nyfødte hernede har også stor risiko for at blive alvorligt syge af malaria.

Profylakse og anden forebyggelse (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
I Ghana undervises alle i at forebygge malaria primært ved at sove under myggenet, undgå at myggene kommer ind i huset og ved at fjerne stillestående vand, hvor myggene yngler. Desuden får alle gravide profylakse (medicin, der kan forebygge malaria), da malaria i graviditeten er meget farligt for både mor og barn.
Som ’Obruni’ tager vi endnu flere forholdsregler. Som ghaneserne sover vi under myggenet, desuden ifører vi os hver aften lange bukser, lange ærmer og strømper, samt sproejter myggespray på stadig udsatte steder. Endelig spiser vi dagligt profylakse – noget der koster både mange penge og mange overvejelser.
Overvejelserne er en opvejning af bivirkninger og pris: Malarone koster ca. 20 kr. om dagen, men har til gengæld ingen bivirkninger og virker ret godt. Lariam er noget billigere, men der en vis andel der får psykologiske bivirkninger (bl.a. hallucinationer). Endelig er der Doxycyclin, som vi tager, der koster 6-8 kr. om dagen og kan give en god blanding af bivirkninger bl.a. øget overfølsomhed overfor sollys – vi har heldigvis intet mærket.
Endelig er det værd at notere at man sagtens kan få malaria, uanset hvilken type profylakse man tager, men med profylaksen undgår man en del tilfælde og når man bliver syg er det mindre voldsomt.

Mads har det forresten fint og regner med at tage på universitetet igen i morgen, fredag :)

Det mest velorganiserede i Ghana

- den praktiske side af en ghanesisk begravelse

Vi var alle tre dybt imponerede, Mads og jeg samt Stine, der var på besøg fra Nigeria, hvor hun arbejder som pilot. En ghanesisk begravelse kræver både planlægning og forberedelse, noget ghaneserne normalt ikke brilliere i, men som i dette tilfælde var udført til punkt og prikke. Der var styr på det hele, tidsplanen blev fulgt nøje og der manglede intet. Måske er begravelser faktisk noget af det mest velorganiserede i Ghana… Men lad os se lidt nærmere på de forskellige dele…

Hundredevis af plakater

Mads og jeg gik i tur rundt i Akropong fredag eftermiddag og undervejs fik vi den idé, at Mads skulle tage billeder af alle de plakater om begravelsen som vi fik øje på. Efter nogle timer måtte vi give op, plakaterne var overalt! En lyseblå baggrund, et flot billede af Mama og tekst med informationer om begravelsen samt opremsning af børn, børnebørn, svigerbørn m.m. (ja, Mads var også nævnt, som ’Mads Danquah & brothers’).

Foruden de mange plakater var der blevet trykt flotte programmer til kirken om lørdagen med biografi, tekster skrevet af 8 forskellige personer, farvebilleder af Mama’s liv, børn og børnebørn samt tekster til salmerne vi skulle synge under gudstjenesten. Og som nævnt tidligere blev der ved indsamlingen uddelt kvitteringer, notesblokke og lommetørklæder med Mama’s billede – jo, der har været gang i trykkeriet i Akropong.

Mindst 5 forskellig slags musik

Kirkens kvindekor sang selvfølgelig i kirken, men komme også hjem til huset, hvor begravelsen blev holdt. Det samme galt ungdomskoret fra Sohum (2 timers kørsel væk), der for øvrigt var ekstremt dygtige. Desuden var der et horn-orkester, der spillede både fredag, lørdag og søndag, en traditionel trommegruppe, der spillede lørdag og en DJ med al den lokale ghanesiske musik, der spillede op til dans hver aften.

Et sted at sove til alle

Vi var bestemt ikke de eneste, der kom langvejs fra for at deltage i begravelsen. Flere hundrede familiemedlemmer, venner og bekendte var rejst til Akropong til den 4 dage lange begravelse og de skulle selvfølgelig alle have et sted at sove. Fredag kom en bil til huset og læssede stabler af madrasser af, desuden blev der indkvarteret begravelsesgæster i en række huse rundt om i byen, f.eks. boede vi sammen med Florence og Offei hos en oberst med et stort hus i udkanten af byen.

Mad i store mængder og drikkevarer i litervis

Ved Mama’s hus var der sat rød-sorte pavilloner op både inde i gården og ude på vejen foran huset, under dem stod lange rækker af plastikstole til alle gæsterne. Mindst to andre steder i byen var der ligeledes pavilloner, men her med plastikborde og stole under, så folk kunne sidde og spise. De nærmeste par hundrede begravelsesgæster blev bespist med ’rigtig’ mad i Mama’s hus samt disse to huse fra fredag til mandag. Lørdag var der en stor buffet, mens den fredag og søndag stod på retter som kogt yams og kontomire-fiskesovs, riceballs med groundnut soup og kogte ris, stærk sovs og stegt fisk. De øvrige hundredvis af begravelsens gæster måtte ’nøjes’ med sodavand og små tærter serveret på plastikstolene foran huset.

For at undgå dehydrerede begravelsesgæster var der indkøbt flere tusind poser vand, som blev serveret afkølet til alle gæsterne af nogle af Mads’ kusiner. Desuden var der store mængder af sodavand, Malta (en lokal malt-drik, som de er meget glade for), øl, palmevin og endda spiritus.

Alt det løse

Foruden ovenstående var der også lige sørget for et par andre småting: Højtalere både inde i gården og ude på gaden. En video- og fotogut, der tog billeder og filmede ALT. Et par ’konferenciers’, der styrede slagets gang. En bus og en masse biler så vi kunne komme ud til kirkegården et stykke uden for Akropong. Tøj i samme stof til alle de mange børn i huset (og selvfølgelig en masse andre familiemedlemmer). Blomster til at dekorere kisten og rummet fredag aften. Ambulance til transport af liget var lighuset, til huset, videre til kirken og til kirkegården. – Og sikkert også en masse andre småting, som vi slet ikke så, men som fik det hele til at flyde og virke…

Vi er imponerede

Der er ingen tvivl om at en begravelse i Ghana kræver en masse forberedelse, planlægning og hårdt arbejde – det var ikke uden grund at vi fandt Mads’ tante Maame i sit køkken søndag eftermiddag i en meget træt, men også meget lettet tilstand.

Alt dette koster selvfølgelig også mange penge, men på bedste afrikanske vis blev der jo samlet penge sammen undervejs og alle bidrog med lidt. Derfor kunne Kwame et par dage senere fortælle at begravelsen ikke havde givet underskud!

Vi tager hatten af for et lille stykke meget velorganiseret Ghana!