Fra Sunyani til Sanga

- med 6 forskellige transportmidler

5 nætter (heraf kun 3 på hotel), to grænsekryds og godt 1000 km var der fra Sunyani onsdag d. 2. juni til Sanga mandag d. 7. juni. Rejsen foregik med offentlig transport og dermed med en række forskellige transportmidler, der havde tendens til at blive mindre og mindre - følg med her...


Den store STC-bus (Kumasi til Ouagadougou, ca. 650 km)
Fra vores hjem i Sunyani tog vi en taxa til bus-stationen og derfra en MetroMass-bus til Kumasi, hvor en ved af Mads' fætter Kofi kørte os til STC-busstationen i sin taxi.
STC står for State Transport Company og er generelt det bedste, mest pålidelige (og dyreste) busselskab i Ghana. Vi startede med 2 1/2 times forsinkelse på afgangen fra Kumasi, som vi forlod i øsende regn onsdag aften kl. 19.30. Vi kørte nordpå hele natten, med et enkelt sammenbrud undervejs ( ikke noget, der ikke kunne repareres med en times banken), krydsede torsdag morgen grænsen til Burkina Faso og ankom lidt groggy til Ouagadougou ved to tiden torsdag eftermiddag efter i alt 19 timers busrejse.

Den mindre bus (Ouagadougou til Ouahigouya, ca. 182 km)
I Ouagadougou sov vi to nætter, gik 20-25 km, ventede knapt 5 fimer på Migrationskontoret og spiste fantastisk lækker mad.
Lørdag morgen tog vi en bus mod Ouahigouya. Det var en køretur på 3 timer, der gik helt smertefrit - og bussen kørte endda fra busstationen 2 minutter før tid!

Den ramponerede 'bus' (Ouahigoya til Koro, ca. 120 km)
Således med store forventninger til det Burkinabeske transportsystem fandt vi transport videre mod Koro i Mali. Denne bestod i en gammel ramponeret bus med træbænke rundt langs siderne og vindueshuller uden vinduer - og den kørte mod Koro når den var fuld...

5 timers venten senere var vi 12 personer, en motorcykel samt en farlig masse sække mad og vi var seks passagerer, der betalte lidt ekstra for at komme afsted fra Ouahigouya samme dag.
Med helt fornuftig hastighed kørte vi så endelig afsted af den gode jordvej mod grænsen. Kørt før grænsen satte vi motocyklen og dens ejermand af i en lillebitte landsby bestående af en flok lerhytter, en masse børn, geder og får, samt et par kameler.
Vi forlod Burkina Faso uden problemer og kom lige så let ind i Mali. Men så var det blevet mørkt og chaufføren ville ikke fortsætte til Koro. Derfor tilbragte vi natten på en tynd sivmåtte bagi 'bussen' - heldigvis ved en politipost så vi kunne få vand at drikke.
Næste morgen kørte vi de sidste 20 minutter (!) til Koro.

Bush-taxien (Koro til Bandiagara, ca. 60 km)
I Koro spiste vi nogle meget fedtede klatkager, der vist var bagt på gæret rismel og så gik turen videre med bush-taxi til Bandiagara.
En bush-taxi er en stationcar med 3 rækker sæder og plads til 9 passagerer: 2 på passagersædet, 4 på bagsædet og 3 på bag-bagsædet - samt bagage på taget.
Således godt klemt gik turen af jordveje med nord og op af Dogon Escarpment til Bandiagara, hvor vi ankom efter ca. 3 timers, søndag formiddag.

Landroveren (Bandiagara til 'middle-of-nowhere', ca. 22 km)
Efter et tiltrængt bad, tøjvask, en gåtur i byen og en god nats søvn (under stjernerne på hotellet tag) blev vi samlet op af vores guide, Line, i hans fars landrover. Vi kørte mod Sanga af en bulet, men ganske fin jordvej. Men ak, halvvejs gik Landroveren i stå og hverken kølende vand eller ihærdige skub kunne starte den.

Motorcykler ('middel-of-nowhere' til Sanga, ca. 23 km)
Således uden bil 'in the middle of nowhere' skaffede Line i stedet to motorcykler og så sad vi bagpå hver vores motorcykel resten af vejen til Sanga.
Mandag formiddag, med lidt snurrende fødder og godt gennemrystede ankom vi altså til Sanga - en smuk Dogon landsby. Dogon fortjener et blogindlæg for sig selv, med mere om vores engelsk-studerende guide, fremtidsspående ræve, menneskevaskende slanger, hellige alligatorer, flyvende mennesker og utrolig smuk natur.
Men for nu at runde transport-historien af kan jeg afsløre at vi fortsatte fra Sanga til fods!