onsdag den 10. februar 2010
Kunsten at undervise - i praksis
Så er jeg i gang. Jeg underviser 3 kurser (databaser, netværk og sikkerhed, webprogrammering), og det ene af dem oven i købet både mandag og tirsdag for henholdsvis de IT-studerende, og elever fra Public Health.
Det er lidt sjovt pludselig at stå på den anden side af bordet. Pludselig kan man forstå de kære undervisere tilbage på ITU der næsten blev halvpaniske efterhånden som de kunne se klassen falde af. Pludselig er det en selv, der står og laver den der irriterende øvelse med "Er der så nogen, der kan gætte hvad X er?... Slet ikke nogen? ... Kom nu der må da være nogen?? ... hm, nå ok, så svarer jeg selv". Samtidig tror jeg slet ikke man for alvor forstår, hvor fedt det er, når en hel klasse rent faktisk er med, og pludselig kan noget nyt, de ikke kunne før, når forelæsningen er slut.
Hver undervisningsgang varer 2,5 time, og jeg bruger lige nu omkring 2/3 af timen på undervisning, og 1/3 på "øvelsesgang". I løbet af pausen får eleverne via en USB-stick.en kopi af mine slides, samt det læse-materiale de skal læse til næste gang
Undervisningen er med andre ord totalt papirløs, og da de fleste har bærbare computere med kan de arbejde ret selvstændigt. På den ene side er det jo ret praktisk, på den anden side er jeg ret spændt på at se hvor mange af dem, der ikke har bærbare og ikke får taget sig sammen til at få en kopi af materialet, der rent faktisk kan følge med.
Det med bøger og læsemateriale er i det hele taget interessant. Oddsene for at samtlige elever kan få fat i den samme version af en given lærebog er stort set lig nul. Derfor kører de i stedet med en model, hvor de studerende noterer på livet løs undervejs, og underviseren af og til laver notater som eleverne kan få/købe. Jeg prøver at ændre lidt på det ved at finde PDF'er og andet med teori, de kan læse - men der er godt nok en del arbejde i det.
Det rigtig interessante i hele den her oplevelse er at arbejde med/imod/omkring den måde de er vant til at blive undervist. Eleverne er ekstremt høflige, og dele af den høflighed skal jeg have vænnet dem af med. Det er helt fint, at de sørger for at jeg har en marker, når jeg skal skrive på whiteboardet. Men det er knapt så godt, hvis de ikke tør sige til, når jeg tager fejl. Sidstnævnte tvivler jeg dog ikke på jeg nok skal få bugt med :)
Mennesker er i bund og grund mennesker, så når man f.eks. har en forelæsning lige efter frokost i Ghana og gør den store fejl at lægge ud med noget tørt, falder folk præcis lige så meget i søvn hernede som derhjemme. Måske en anelse hurtigere her, men stadig.
Alt i alt har min første uges "rigtige" undervisning været alt inklusiv frustrerende, sjov, hård og belønnende. Jeg er spændt på at se, hvordan resten af ugerne bliver :)
ps. Nej det er ikke mig på billedet - Ida har truet med at overvære en af mine forelæsninger og når det sker skal der nok komme nogle.
pps. Langt indlæg, I know - næste gang bliver det en video om jeg så skal bruge en uge på at få den uploaded :)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Mht elever der falder i søvn, så husker jeg ikke at det skete under Mads Rosendahls forelæsninger... Du skal bare være lidt mere... ivrig! :)
Det nemlig helt vildt fantastisk at undervise, når det fungerer. Du burde kiggere nærmere på nogle bøger om Flow Teori - fx en skrevet af en forsker på DPU ved navn Frands Ørsted Andersen. Du kender det måske fra computerspil?
Send en kommentar