Malaria er noget skrammel

(Vi kunne desværre ikke lige finde en myg at tage billede af. For at skabe den rigtig stemning har vi i stedet krydret indlægget med billeder af den medicin Mads tager for tiden og de forskellige malaria-piller vi havde med hjememfra)
Hovedpine
Forleden fik jeg lidt hovedpine i løbet af dagen og følte mig også lidt svimmel. Jeg havde dog været ude at løbe dagen før, sikkert ikke drukket nok vand, og der var som altid skruet godt op for solen så dehydrering var nok en fin forklaring. I løbet af natten bemærkede Ida, at jeg var meget varm, men af en eller anden grund ikke svedte. Dehydrering var nu lidt mindre sandsynligt, men der er jo så meget, der kan få en til at have det dårligt en halv dags tid.

Stadig hovedpine
Næste morgen havde jeg det noget bedre, der var stadig lidt hovedpine og svimmelhed. Vi mistænkte dog, at der kunne være noget (malaria) på færde – så vi aftalte, at jeg skulle holde godt øje med hvordan jeg havde det og sige til hvis der skete noget i løbet af dagen.

Dagen gik ganske OK. Jeg er i gang med at afslutte mine kurser så der var lidt ekstra tryk på, men alt i alt en nogenlunde normal dag, lige bortset fra den mystiske hovedpine. Hen på aftenen kom feberen igen og denne gang havde jeg det lidt koldt. Dehydrering var ude af billedet – jeg havde drukket massere af vand siden hovedpinen startede. Klokken var omkrign 8 om aftenen da Ida ringede til Florence fra arbejdet, for at høre om det ville være muligt, at jeg kunne komme forbi til en Malaria-test den efterfølgende dag.

Florence og Offei
En parentes til de af jer, der ikke lige er nært bekendte med mine familie-relationer: Florence er gift med Dr. Offei, der er en onkel af en slags til mig, uddannet læge og desuden chef for hele regionens sundhedsvæsen. Florence er uddannet sygeplejerske og jordmoder og arbejder lige under chefen for distriktets sundheds-administration.

"Udrykning"
Tilbage til historien: Ida ringede til Florence og forklarede situationen. Florence konfererede med Dr. Offei, der også ringede og et kvarter efter holdt Florence uden for vores dør, klar til at køre mig direkte ned på distriktshospitalet.
Her havde hun fået arrangeret at de rette folk var til stede, til at lave Malaria-testen og udskrive medicinen. En halv times tid efter sad jeg så lige så pænt i et laboratorium og ventede test-resultatet. De lavede to prøver ud fra én dråbe blod - den ene ville sige om jeg havde Malaria eller ej, den anden hvor slem infektionen var. Testen blev færdig, og sørme om ikke jeg havde Malaria. Den anden test viste at jeg havde 1 plus ud af 3 mulige – med andre ord en ret mild grad. Jeg fik dog det stærkeste medicin de havde (Kinin), og instrukser på at tage 2 piller tre gang om dagen – helst efter et måltid, der er ’heavy’.

Fesent immunforsvar (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
Der er meget stor forskel på om det er en ghaneser eller en ’Obruni’ (hvid), der får malaria – og stor forskel på både forebyggelse og behandling.
Her i Sunyani er 50 % af alle kontakter til sundhedsvæsenet på grund af malaria. Selvfølgelig er der mange der bliver alvorligt syge, men der er også rigtig mange, der kommer lidt sløve på arbejde, får taget en test, spiser en malaria-kur og så er det det – lidt som når vi andre får en mild influenza eller en grundig forkølelse.
Når en ’Obruni’ derimod får malaria er der god grund til at reagere lidt hurtigere og tage det lidt mere alvorligt. Dette skyldes at ghaneserne (som alle andre i malaria-lande) i løbet af et liv med mange malaria-infektioner langsomt opbygger en vis immunitet, der gør at malariaen rammer lidt mindre alvorligt. En ’Obruni’, der aldrig har set skyggen af en malaria-myg er altså cirke ligeså godt beskyttet som en nyfødt hernede – og ja, de nyfødte hernede har også stor risiko for at blive alvorligt syge af malaria.

Profylakse og anden forebyggelse (De tekniske, medicinske detaljer – skrevet af Ida)
I Ghana undervises alle i at forebygge malaria primært ved at sove under myggenet, undgå at myggene kommer ind i huset og ved at fjerne stillestående vand, hvor myggene yngler. Desuden får alle gravide profylakse (medicin, der kan forebygge malaria), da malaria i graviditeten er meget farligt for både mor og barn.
Som ’Obruni’ tager vi endnu flere forholdsregler. Som ghaneserne sover vi under myggenet, desuden ifører vi os hver aften lange bukser, lange ærmer og strømper, samt sproejter myggespray på stadig udsatte steder. Endelig spiser vi dagligt profylakse – noget der koster både mange penge og mange overvejelser.
Overvejelserne er en opvejning af bivirkninger og pris: Malarone koster ca. 20 kr. om dagen, men har til gengæld ingen bivirkninger og virker ret godt. Lariam er noget billigere, men der en vis andel der får psykologiske bivirkninger (bl.a. hallucinationer). Endelig er der Doxycyclin, som vi tager, der koster 6-8 kr. om dagen og kan give en god blanding af bivirkninger bl.a. øget overfølsomhed overfor sollys – vi har heldigvis intet mærket.
Endelig er det værd at notere at man sagtens kan få malaria, uanset hvilken type profylakse man tager, men med profylaksen undgår man en del tilfælde og når man bliver syg er det mindre voldsomt.

Mads har det forresten fint og regner med at tage på universitetet igen i morgen, fredag :)

Det mest velorganiserede i Ghana

- den praktiske side af en ghanesisk begravelse

Vi var alle tre dybt imponerede, Mads og jeg samt Stine, der var på besøg fra Nigeria, hvor hun arbejder som pilot. En ghanesisk begravelse kræver både planlægning og forberedelse, noget ghaneserne normalt ikke brilliere i, men som i dette tilfælde var udført til punkt og prikke. Der var styr på det hele, tidsplanen blev fulgt nøje og der manglede intet. Måske er begravelser faktisk noget af det mest velorganiserede i Ghana… Men lad os se lidt nærmere på de forskellige dele…

Hundredevis af plakater

Mads og jeg gik i tur rundt i Akropong fredag eftermiddag og undervejs fik vi den idé, at Mads skulle tage billeder af alle de plakater om begravelsen som vi fik øje på. Efter nogle timer måtte vi give op, plakaterne var overalt! En lyseblå baggrund, et flot billede af Mama og tekst med informationer om begravelsen samt opremsning af børn, børnebørn, svigerbørn m.m. (ja, Mads var også nævnt, som ’Mads Danquah & brothers’).

Foruden de mange plakater var der blevet trykt flotte programmer til kirken om lørdagen med biografi, tekster skrevet af 8 forskellige personer, farvebilleder af Mama’s liv, børn og børnebørn samt tekster til salmerne vi skulle synge under gudstjenesten. Og som nævnt tidligere blev der ved indsamlingen uddelt kvitteringer, notesblokke og lommetørklæder med Mama’s billede – jo, der har været gang i trykkeriet i Akropong.

Mindst 5 forskellig slags musik

Kirkens kvindekor sang selvfølgelig i kirken, men komme også hjem til huset, hvor begravelsen blev holdt. Det samme galt ungdomskoret fra Sohum (2 timers kørsel væk), der for øvrigt var ekstremt dygtige. Desuden var der et horn-orkester, der spillede både fredag, lørdag og søndag, en traditionel trommegruppe, der spillede lørdag og en DJ med al den lokale ghanesiske musik, der spillede op til dans hver aften.

Et sted at sove til alle

Vi var bestemt ikke de eneste, der kom langvejs fra for at deltage i begravelsen. Flere hundrede familiemedlemmer, venner og bekendte var rejst til Akropong til den 4 dage lange begravelse og de skulle selvfølgelig alle have et sted at sove. Fredag kom en bil til huset og læssede stabler af madrasser af, desuden blev der indkvarteret begravelsesgæster i en række huse rundt om i byen, f.eks. boede vi sammen med Florence og Offei hos en oberst med et stort hus i udkanten af byen.

Mad i store mængder og drikkevarer i litervis

Ved Mama’s hus var der sat rød-sorte pavilloner op både inde i gården og ude på vejen foran huset, under dem stod lange rækker af plastikstole til alle gæsterne. Mindst to andre steder i byen var der ligeledes pavilloner, men her med plastikborde og stole under, så folk kunne sidde og spise. De nærmeste par hundrede begravelsesgæster blev bespist med ’rigtig’ mad i Mama’s hus samt disse to huse fra fredag til mandag. Lørdag var der en stor buffet, mens den fredag og søndag stod på retter som kogt yams og kontomire-fiskesovs, riceballs med groundnut soup og kogte ris, stærk sovs og stegt fisk. De øvrige hundredvis af begravelsens gæster måtte ’nøjes’ med sodavand og små tærter serveret på plastikstolene foran huset.

For at undgå dehydrerede begravelsesgæster var der indkøbt flere tusind poser vand, som blev serveret afkølet til alle gæsterne af nogle af Mads’ kusiner. Desuden var der store mængder af sodavand, Malta (en lokal malt-drik, som de er meget glade for), øl, palmevin og endda spiritus.

Alt det løse

Foruden ovenstående var der også lige sørget for et par andre småting: Højtalere både inde i gården og ude på gaden. En video- og fotogut, der tog billeder og filmede ALT. Et par ’konferenciers’, der styrede slagets gang. En bus og en masse biler så vi kunne komme ud til kirkegården et stykke uden for Akropong. Tøj i samme stof til alle de mange børn i huset (og selvfølgelig en masse andre familiemedlemmer). Blomster til at dekorere kisten og rummet fredag aften. Ambulance til transport af liget var lighuset, til huset, videre til kirken og til kirkegården. – Og sikkert også en masse andre småting, som vi slet ikke så, men som fik det hele til at flyde og virke…

Vi er imponerede

Der er ingen tvivl om at en begravelse i Ghana kræver en masse forberedelse, planlægning og hårdt arbejde – det var ikke uden grund at vi fandt Mads’ tante Maame i sit køkken søndag eftermiddag i en meget træt, men også meget lettet tilstand.

Alt dette koster selvfølgelig også mange penge, men på bedste afrikanske vis blev der jo samlet penge sammen undervejs og alle bidrog med lidt. Derfor kunne Kwame et par dage senere fortælle at begravelsen ikke havde givet underskud!

Vi tager hatten af for et lille stykke meget velorganiseret Ghana!

Fire smukke dage med sorg, minder og fest

- Mads’ farmor blev begravet på ærværdig vis

Der blev hulket, grædt, talt med bevægede stemmer, mindet og sunget mange smukke sange – og der blev grinet, hyggesnakket, spist lækker mad og danset. Alt sammen en del af en god ghanesisk begravelse. Nedenfor en række øjebliksbilleder fra de fire dages begravelse i Akropong…

Dag 1: Mama vender hjem til huset
Væggene er beklædt med sølvfarvet stof og under loftet hænger også sølvfarvede guirlander, der gør rummet lavloftet og intimt. På gulvet ligger et rødt gulvtæppe og i hjørnerne står der store blomsteropsatser. Lyset er dæmpet og rummet er fyldt af en kraftigt duft af urter. I midten ligger Mama, Mads’ farmor, i en åben kiste uden låg. Hun er iklædt en fin lyseblå kjole, men ansigtet er ukendeligt på trods af, at det er sminket nydeligt. Ved hendes fødder står et billede, hvorfra den gode gamle Mama smiler sit velkendte smil. Der er en særlig stemning i rummet, folk kommer ind, går langsomt rundt om kisten og går ud igen. Mange græder, ja hulker højlydt, men ellers er der stille. Ærværdigt.
Hun ligger der hele natten, strømmen af mennesker tynder ud, men stopper ikke. Der er mange, der slet ikke sover.

Dag 2: Et ærefuldt hverv
Kirken er fuld af mennesker, da vi klokken 7 lørdag morgen ankommer i vores fineste sorte tøj. Kisten er blevet flyttet og Mama ligger nu midt i kirken. Der er en jævn strøm af folk, der kommer ind, går en runde rundt om kisten og derefter går ud eller finder en plads et sted i den store, men efterhånden fulde kirke. Alle er klædt i røde, sorte og brune farver – på nær medlemmerne af kirkens kvindegruppe, der er i hvide kjoler og hvide hovedtørklæder. Der bliver sunget sange og forskellige mennesker taler – om Mama, hendes liv og den rolle hun har spillet i deres. Talerne følger et nøje tilrettelagt program og pludselig er det min tur. Der er nok 400-500 mennesker. Med bankende hjerte går jeg op til talerstolen, der har form som en gylden ørn og med lettere rystende stemme læser jeg den tekst op, som Mads’ mor Kirsten har skrevet til Mama. Om det første møde, om hendes rejse til Danmark og deres besøg i huset. Til sidst i teksten refererer hun til en salme og i det jeg er færdig rejser Maame, Mads’ tante, sig op og begynder at synge den pågældende salme – hele kirken stemmer i, det er utrolig smukt.

Dag 2: Afsked
Flytbare vægge sættes op omkring kisten. Mama’s syv nulevende børn samles ved kisten, skærmet af Kwames cloth (et kæmpe stykke stof mændene i Ghana bærer ved højtideligheder). Et sidste farvel, kisten lukkes og dækkes af et sort stykke stof med et hvidt kors. Gudstjenesten går i gang.
En blanding af smukke sange, taler, bibellæsning og prædiken – stort set alt sammen på Twi. Den yngste datter læser Mama’s biografi op på engelsk og en bevæget Kwame læser børnenes tale på Twi. Et ungdomskort fra Sohum synger helt utroligt smukt en række sange og med kvindekoret i spidsen synger hele kirken ’Nante yie’ (god rejse), mens nogle vinker med deres lommetørklæder – smukt!

Dag 3: Familie
Søndag morgen, alle gå i kirke til en helt almindelig gudstjeneste – og dog. Alle fra Mama’s familie er iklædt tøj syet af det samme sorte stof med brunt mønster. Kwame og hans bror bærer stolt hver deres cloth af stoffet, kvinderne har fået syet flotte kjoler og selv de mindste børn har fået nyt tøj – alle er i samme stof, men tøjet er vidt forskelligt. For første gang er det let at se hvem der er familie – Mads har måske 100 onkler, tanter, fætre og kusiner!

Dag 3: Fest
Det er ved at blive mørkt. Trommerne, hornorkesteret og koret er skiftet ud med en DJ og under de opstillede markiser på vejen foran huset går børn, unge og enkelte voksne amok til musikken. De kan virkelig danse og jublen er stor når DJ’en sætter et særlig populært nummer på – og skuffelsen mindst lige så højlydt når han af og til må afbryde musikken fordi der ikke er nok strøm.
Begravelse er også en fest, man mødes med familie fra nær og fjern, spiser god mad, drikker og danser til langt ud på natten.

Dag 4: Det nye familieoverhoved
Det er mandag formiddag. Kwame fortalte aftenen før at der kom ’nogle mennesker forbi’ omkring klokken 10. Vi troede det ville være 10-20 stykker og noget uhøjtideligt stille og roligt – men nej. Husets lille gård er tæt pakket med plastik stole og jeg tæller 120 siddende bare ind i gården. Langs et bord sidder de vigtige mennesker fra kirken – de skal forestå indsættelsen af det nye familieoverhoved. Alle syv børn, iklædt tøj af det samme helt sorte stof, stiller op på række og præsenterer sig selv og hvilken kirke de tilhører. Det bliver den ældste datter, Ante Afua, der bliver udnævnt til familiens nye overhoved. Herefter rejser en række mennesker sig op og siger deres navn og hvor de bor – vi gætter på de skal være en slags vidner – og de vigtige folk fra kirken skriver deres navne på et stykke papir. Pludselig bliver der peget på mig og jeg må op og stave mit navn. Hele dokumentet bliver læst højt og kirkens folk går ud i procession.

Dag 4: Donationer
Hele dagen i går har folk givet penge og donationerne fortsætter. Man går hen til bordet og giver sine penge til et at de familiemedlemmer, der sidder dér. De udfylder en sirlig kvittering (med billede af Mama på) og river den ene halvdel af til giveren. Pengene puttes gennem en revne i en lukket boks. Bagefter læser en gut med en mikrofon op fra kvitteringen – hvem har doneret hvor meget og stilet til hvilket familiemedlem. Giveren får som tak et lommetørklæde eller en lille blok med Mama’s billede påtrykt.

Dag 5 og 6: Hjemme, men i sort
[Billede 8: 1-2 valgfrie yndlingsbilleder fra begravelsen – placeres evt. under teksten]
De efterfølgende to dage er Mads og jeg begge i sort på arbejde. For at vise at vi har været til begravelse og stadig sørger over vores ghanesiske bedstemor. Florence siger vi kan være i sort i flere måneder, men så meget sort tøj har vi ikke og det er også ret varmt. Så vi nøjes med et par dage, mens vi fordøjer de mange indtryk fra en utrolig smuk begravelse, der i høj grad efterlod Mama et ærværdigt minde.

P.s. I kan se lidt flere billeder på Picasa, men der kommer mange flere næste uge, når Mads har været dem igennem, sorteret og behandlet.

Svar på et par spørgsmål

(- mens vi bearbejder indtryk og billeder fra 4 dages begravelse i Akropong...)

Dette blog indlæg er lidt anderledes end de andre idet det tager udgangspunkt i en række spørgsmål, vi er blevet stillet til de øvrige indlæg, men måske er der andre der er interesserede i svarene. Derfor kommer de her…
Det første spørgsmål relaterer til vejr-indlægget, mens de resterende forklarer nogle flere detaljer omkring Idas studie.

Hvordan påvirker det folks arbejdsdage, at det er så varmt, at man ikke kan gå 3 kilometer mellem 10 og 16. Hvordan når man noget?
Umiddelbart påvirker det ikke arbejdsdagen så meget, hvilket dels har noget med nødvendighed at gør og dels noget med løsninger…
Hvis du har arbejde, der indebærer at du er ude i solen hele dagen f.eks. fordi du skal grave en grøft, ja, så må du jo være ude i solen hele dagen og bare svede det mere. Hvis du skal flytte dig mellem to steder i løbet af dagen og du ikke har penge til at tage en taxa, ja, så må du jo gå også selvom det er varmt.
De fleste kontorer har en vifte, der drejer rundt i loftet og på den måde holder temperaturen lidt nede – eller måske endda aircondition, hvis du har et mere betydningsfuldt job. De små handlende langs vejen holder enten til under et stort skyggefuldt træ eller har en parasol til at give skygge for solen.
Men når alt det er sagt skal der ikke være nogen tvivl om at tempoet bliver sat ned i den allervarmeste periode. Der er flere, der bare sidder og slapper af i skyggen – og selv på kontorer med vifte er det ikke unormalt, at man lige tager sig en middagslur henover bordet.
’Hvordan når man noget?’ er jo et meget relativt spørgsmål – det kommer jo an på hvor meget det ligesom er meningen man skal nå og der er niveauet nok lidt anderledes hernede end på mange danske arbejdspladser.


Hvad går Idas projekt ud på?
Kort fortalt går det ud på at beskrive ernæringstilstanden blandt børn fra 0-5 år i Sunyani Municipality og derefter søge at identificerer nogle risikofaktorer for fejlernæring, som man så kan sætte ind overfor fra sundhedsvæsenets side og dermed forhåbentlig forbedre ernæringstilstanden.
Det kan godt være børnene i området ikke ligefrem lever på sultegrænsen, men f.eks. lav højde-vækst påvirker barnets indlæring og produktivitet senere i livet og øger risikoen for at pigerne får komplikationer under graviditeten. Underernæring generelt øger også risikoen for og konsekvenserne af en række infektioner og sygdomme som f.eks. malaria og diarré, der gør mange børn syge i området.


Hvorfor laver du alle disse målinger?
Målinger af børnenes højde, vægt og overarmsomkreds kan, sammen med deres alder, bruges til at vurdere deres ernæringstilstand. Vægt-for-alder er et generelt udtryk for om barnet er underernæret, men siger ikke noget om hvorvidt det vejer for lidt eller ikke er særlig højt. Vægt-for-højde (også kaldet ’wasting’) er et udtryk for om barnet vejer for lidt i forhold til sin højde, hvilket oftest ses ved akut underernæring. Højde-for-alder (også kaldet ’stunting’) angiver om barnet vokser optimalt og er et udtryk for ernæringstilstanden over en længere periode.
Overarmsomkreds er ofte brugt som et hurtigt mål til at screene børn til ernærings-interventioner i krisesituationer f.eks. hungersnød. Man antog da, at børns overarmsomkreds er nogenlunde konstant fra de er 6 måneder til 5 år. I dag sammenholdes målet med børnenes alder eller højde.
De fire mål sammenlignes med nogle standarder WHO har udviklet, der faktisk gælder i hele verden, for hvordan børn bør vokse under optimale omstændigheder.
Måling af mødrenes højde og vægt bruges til at beregne hendes BMI. Studier har vist at moderen ernæringstilstand (udtrykt ved BMI og højde) påvirker barnets fødselsvægt, der påvirker dets senere ernæringstilstand.

Hvorfor er det præcis 41 steder du har valgt?
Ja, det er en længere forklaring. Princippet hedder ’cluster-sampling’ og er en metode, der kan benyttes når man ikke kan lave fuldstændig tilfældig udvælgelse af et antal børn i området – hvilket ville kræve at man rent faktisk havde en liste over hvem der boede hvor. I stedet udvælges et antal steder (clusters) tilfældigt og hvert sted tager man så 7 børn (de 7 er noget nogle kloge forskere fra WHO har fundet frem til). Da jeg gerne ville have knapt 300 børn med i studiet (og man til tider må tage lidt mere end 7 børn fra et sted) vurderede jeg at 40 clusters var realistisk. Disse blev så udvalgt i forhold til de forskellige sub-municipalities’ størrelse og på grund af afrunding endte jeg så på 41 clusters.


Hvilke data er det præcist, der skal indsamles?
Foruden højde og vægt målinger stiller interviewerne en række spørgsmål til moderen, både om husholdningen generelt og om det enkelte barn.
På husholdnings-niveau drejer det sig blandt andet om moderens alder, husholdningens sammensætning, uddannelse, ejerskab af en række ting (f.eks. radio, tv, cykel og høns) samt hvordan de får vand, hvordan deres toiletforhold er og hvordan de laver mad.
For det enkelte barn spørges til vaccinationer, fødselsdato og vægt (fra deres sundhedskort), sygdom de sidste to uger og amning. Desuden spørges der til hvilke madvarer, fra en liste på godt 100 forskellige, barnet har spist den sidste uge.


Hvad har mødre og børn ud af, at du foretager dem, siden de stiller sig til rådighed?
Tja, der er mange aspekter i det…
I det store perspektiv er de forhåbentlig med til at bidrage til at sundhedsvæsenet kan sætte mere målrettet ind overfor ernærings-problemer i området, men det er der næppe så mange af mødrene, der tænker på når de siger ja til at være med (selvom interviewerne selvfølgelig oplyser dem om det).
Her og nu er det nok en række andre faktorer, der spiller ind. For det første er man generelt meget accepterende over for alt hvad sundhedspersonalet laver og gør og stiller ikke så meget spørgsmål, hvis der kommer nogen med mere uddannelse og autoritet og siger de skal noget fordi det er godt (også selvom de måske ikke altid forstår hvorfor det er godt). For det andet skal der nok være en god del af mødrene, der håber at få noget fysisk ud af at deltage, f.eks. noget mad eller nogle bleer (hvilket de ikke får). For det tredje handler det nok også lidt om at der sker noget, der kommer en hvid kvinde til landsbyen/området og mødre og børn samles – det er spændende og attraktivt at være en del af det.

Uden vand og drikke...

Mad og drikke er højt oppe på hitlisten over ting man bekymrer sig om, når man skal ud og rejse. I dag tager vi et kik på, hvad vi har gjort med hensyn til vand.

Når man kommer fra Danmark, hvor postevandet kan måle sig med de fleste landes flaskevand, glemmer man til tider, at bare fordi vand kommer ud af en vandhane, er det ikke nødvendigvis rent nok til at drikke. Den slags forglemmelser straffer sig dog hurtigt… Det er pænt irriterende at have kæmpet sig igennem lufthavne, toldvæsner og andre forhindringer, og så ende med at opholde sig på et toilet, fordi man drak noget vand.

Flasker
Ghana har et par ganske fine kilder (høhø) til rent vand. Hvis man rejser rundt i landet og ikke har en fast base, er en hyppig løsning at købe 1,5 liters flaskevand, ofte af mærket Voltic. En flaske koster 1,5¢ (6 kr.). Man kan eventuelt supplere med et par halvliters flasker af samme mærke til at have i tasken under transport. Ud over, at man bliver lidt træt af smagen af flaskevand, er det en helt fin løsning, og det er præcist sådan, vi har løst vandproblemet de øvrige gange, vi har været i Ghana.

Bliver man f.eks. boende i et halvt år løber udgifterne og emballagen dog lidt op. Vi drikker hver 2-3 liter om dagen, og herover er et billede af de flasker vi tømte de første par uger vi var her.

Vandfilter!

Vi fandt imidlertid en helt fremragende løsning: Et vandfilter. Filteret er lavet af en gut fra én af de tekniske skoler hernede og er ret simpelt: To spande, på ca. 30 liter, placeret ovenpå hinanden. I mellem dem er der placeret to keramiske filtre, som vandet løber igennem. Det tager en halv dags tid at filtrere en spand. Filteret kostede 40¢ (ca. 160kr) og der er ingen tvivl om at det er den vigtigste investering, vi har gjort hernede – let adgang til rigelige mængder af rent drikkevand er uvurderlig.



Men hvad med resten?
Der er sådan set masser af vand i Ghana. Udfordringen er at sikre en stabil forsyning af rent drikkevand til den enkelte person. I byerne er der ofte indlagt vand, enten helt ind i husene eller gennem en række offentlige vandhaner. Kvaliteten er dog lidt svingende, og det er vores indtryk, at folk af den grund ikke drikker voldsomt meget vand fra hanerne. Kroppen kan vende sig til meget, men hvis vandkvaliteten er svingende vil ens helbred være ligeså.

Poser

Her har Ghana fundet på noget snedigt: man kan købe vand på poser. Vel og mærke ikke tilfældigt regnvand putte på pose af personer, der ser deres snit til at tjene nogle hurtige penge, men filtreret vand. Når man vil drikke vandet bider man hul i det ene hjørne, og nu har man en halv liter vand, man kan bruge til at drikke, skylle hænder, vaske frugt og for den sags skyld stille på bordet, mens man spiser.


Vandet er 100% forseglet i de overraskende holdbare poser, og bliver lavet af en maskine af en slags. Man kan købe en halv liter posevand for 0,05¢ (20 øre) og de bliver solgt overalt, gerne fra køletasker, så de er forfriskende kolde. Det er så nemt og billigt, at det er måden folk får deres drikkevand på til dagligt.

Vandet er så rent, at hverken Ida eller jeg har haft nogen problemer med det og det er helt uvurderligt ikke længere at skulle bekymre sig om at slæbe 1,5 liter vand med på arbejde, men i stedet bare kunne nappe sig en pose eller to på vejen.

Cars in Ghana don’t kill people

- Transport i Sunyani

Sunyani har ingen bybusser og de klassiske trotro’s (minibusser) kører ikke rundt i selve byen, kun mellem byer. Transport rundt i byen foregår primært med taxaer, som man deler. Hvis man skal et sted hen stiller man sig ud til vejen, det er sådan set lidt lige meget, hvor man står bare kørselsretningen passer med, hvor man skal hen. Når der så kommer en taxa, og det gør der hele tiden, siger man hvor man vil hen og hvis han kører den vej stopper han og man hopper ind. Hvis ikke kører han videre og man venter på den næste taxa.

Kast et håndtegn og kom frem
De lokale kan alle de rigtige håndtegn – alt efter hvor man står skal man pege opad, fremad eller henad for at komme forskellige steder hen i byen. Og når taxa’en sagtner farten for at stoppe viser man med et antal fingre hvor mange man er der skal med. Nem og hurtig kommunikation. Taxa chaufføren på den anden side bruger et kort blink med det lange lys til at signalerer hvis taxaen er fuld så han ikke har plads til flere.

Pas på med ’dropping’
Normalt koster en tur mellem to steder i byen 30 peswas (1,20 kr). Men hvis en tom taxa holder ind skal man høre godt efter om han siger ’dropping?’. Det betyder nemlig at man betaler for at blive kørt direkte uden at dele taxaen med andre og det koster normalt 2 cedi (8 kr), hvilket er en hel masse penge hernede.
Men det er nu også ganske hyggeligt at dele sådan en taxa, det er bestemt ikke fordi man behøver at hyggesnakke hele vejen, men når en ny passager stiger på hilser man lige på hinanden og når man stiger af takker man pænt.

Gas køer
Jeg går jo for det meste til og fra arbejde og tit kan tankstationer se store flokke af taman langs vejen ved de forskelligexaer, der holder i en meget forvirrende kø. I starten undrede vi os meget, men nu har vi fundet ud af, at det er fordi de fleste taxaer kører på gas. Der er kronisk gas-mangel i byen, så derfor flokkes taxaerne når rygtet går, at en tankstation har gas. Bilerne parkeres hulter til bulter og chaufførerne stiller sig i kø med deres gasflaske. Og ja, det er ganske almindelig husholdningsgas de kører på, hvilket også betyder, at vi ikke kan få fat i gas til madlavning.

Anden bytrafik
Taxaerne med deres karakteristiske gule striber og ’taxi’-skilte udgør nok omkring 60-70 % af bytrafikken i Sunyani. Resten er en blandet gruppe biler: Skolebusser, der transporterer skolebørn og medarbejder til og fra skole og arbejde om morgenen og om eftermiddagen, lastbiler og anden varetransport, firmabiler med logo (f.eks. fra sundhedsvæsenet eller en eller anden NGO) og privatbiler eget af de mest velhavende i byen eller stillet til rådighed af arbejdspladsen.

Trafiksikkerhed
Der er egentlig ikke så meget at skrive om trafiksikkerhed for den er ikke særlig eksisterende. For det første er der ingen der kører med sikkerhedsseler. I den bus Mads kører med til arbejde er der én sele – den har Mads på – og når jeg kører med sundhedsadministrationens pickup er jeg så bestemt også den eneste, der spænder selen. I de mange skolebusser bliver børnene proppet ind på sæderne og i midtergangen og der kører også en del lastbiler rundt fyldt med mennesker på ladet. I øjeblikket er i hvert fald to af byens tre lyskryds brudt sammen og erstattet af en politimand (det meste af tiden i hverdagen). Resten af tiden kører folk tøvende frem og prøver at signalere, hvad de vil – vigepligter findes generelt ikke – heller ikke overfor fodgængere. Heldigvis kører folk ikke så stærkt inde i byen, så vi har endnu ikke set de helt store trafikuheld (kun en enkelt bus, der var kørt i grøften og stak næsten lodret op fra denne).
Det leder tilbage til overskriften, et citat fra én af mine interviewere, da vi skulle krydse en større vej: ”Cars in Ghana don’t kill people – you can just walk!” Jeg ventede nu pænt – havde ikke behov for det brækkede ben og de blå mærker han sagde man bare fik.

Det Ghanesiske TV-køkken: Brændende Kærlighed

Så er vi i luften igen! Denne gang besluttede vi os for at blande det Ghanesiske og det Danske køkken og endte med en lidt alternativ version af brændende kærlighed. Ingen aprilsnar, og resultatet blev ganske godt!

Enjoy!