Pilotstudie i Adidase

Det er onsdag morgen og kl. er lidt over 8, da pickuppen stopper i Adidase, en lille bitte landsby godt ½ times kørsel fra Sunyani. Vi stiger ud – Nutritional Officer Thomas, Driver Frank, de fire interviewere Billy, Joshua, Godwin og Emmanuel og jeg. Så går det løs.

Landsbyens eneste murstensvæg
Thomas får tilkaldt landsbyens sundhedsfrivillige, der byder os velkommen. Jeg deler spørgeskemaer ud til interviewerne og sender dem af sted med besked på at interviewe mindst to mødre hver. I mellemtiden er der blevet sat et lille bord op i skyggen af et træ, der er en fin hvid dug på og tre stole. Vægten til børnene bliver hængt op i træet og infantometeret (det man bruger til at måle længden af små børn) sætter vi på en bænk. Højdemålingen af mødrene må foregå op af landsbyens eneste murstensvæg nogle meter væk. En flok små børn ser nysgerrigt til – mere eller mindre skræmte.

Forladt i landsbyen
Thomas skal til et vigtigt møde, så Frank og ham kører, nu er jeg helt alene i landsbyen. Sludrer med en flok unge fyre, der er nogenlunde gode til engelsk. En af dem sidder ved en ’kente’-væv og er i gang med at væve et flot farvestrålende stykke stof. Jeg tager nogle billeder af væven og børnene – én af dem har en svensk t-shirt på!




Min del af arbejdet

Snart kommer Godwin tilbage. Han har den første mor med, så nu begynder mit arbejde. Moderen klæder barnet af og jeg hjælper hende med at putte det i veje posen. Hænger posen op i vægtens krog, aflæser og noterer. Løfter barnet ned og over til infantometeret. Barnet skal ligge på ryggen, hovedet skal ligge i den rigtige vinkel og røre en plade i den ene ende, benene skal være strakte og tæerne pege lige op i luften, mens man fører en plade op til fødderne. Længden aflæses på et målebånd på pladen. Det er bestemt ikke alle børnene, der er lige glade for at ligge på infantometeret – tværtimod. Men deres mødre er ikke blege for at hjælpe med at holde dem fast. Bagefter måler jeg omkredsen på barnets overarm, vejer moderen på en badevægt og måler hendes højde op af murstensvæggen med en bog og et målebånd.

Tegnsprog og Twi
Snart kommer de andre interviewere tilbage. De har haft nogle problemer med at afvise mødrene, alle ville være med, så pludselig står der en hel flok mødre med deres børn. Jeg vejer og måler. Mødrene kan stort set intet engelsk, med tegnsprog og mine få Twi-gloser går kommunikationen nogenlunde. Ellers er interviewerne også i nærheden til at oversætte. Billy kan se, jeg har travlt, så han kommer hen og hjælper mig. Vi kommer ind i en god rytme, vi kan lave dobbelt aflæsninger og det går stærkere.


Vigtige pilot-erfaringer
Efter godt 3 timer i den lille landsby pakker vi sammen og kører tilbage til Sunyani. Vi har interviewet, målt og vejet ca. 20 børn og deres 12 mødre. Jeg er godt tilfreds og roser interviewerne for deres arbejde.
Da jeg et par dage senere taster spørgeskemaerne ind kan jeg konstatere to ting: For det første, at vi virkelig har været ude i den ene ende af skalaen: Ingen uddannelse, bønder, madlavning over bål, vand fra floden og huse bygget af jord med stråtag. Og for det andet, at det er godt, det kun er et pilotstudie – der er mange rettelser til spørgeskemaet og interviewerne skal også stadig øve sig meget. På mandag gentager vi øvelsen, men denne gang i Sunyani, så det bliver nok den anden ende af skalaen vi kommer til at møde.

Internet og mangel på samme

Det er fascinerende hvor meget man bruge det der Internet, og hvor meget man alligevel kan undvære det.

Jeg kommer ikke uden om at jeg høre til kategorien af "tunge internet-brugere". Derhjemme kunne jeg sagtens finde på at chekke mail en god 20-30 gange om dagen, og hvis der gik en time fra jeg modtog en mail til at jeg at jeg så den var det lang tid.

Hvis jeg har brug for at komme på nettet hernede har jeg for tiden ca tre muligheder.

Første mulighed.
Universitetet flyttede til nye fine bygninger for noget tid siden. I den forbindelse fik man etableret hvad der dengang var state-of-the art, nemlig en sattelit-forbindelse leveret af en Italiensk netbudbyder. Jeg har endnu ikke været i stand til at måle hvor hurtig forbindelsen er - fordi den simpelthen er så langsom at intet brugbart kan komme igennem. En af årsagerne er nok antallet af studerende der prøver at komme på facebook, samt antallet af diverse folk der er på med deres egne maskiner der pirat-downloader på livet løs.

Følgende giver nok mest mening for nørderne, for de ikke indviede betyder det "Langsomt"
Jeg vil skyde på at det tager omkring en time at downloade en megabyte, hvilket rundt regner svarer til at downloade halvdelen af forsiden af politiken.dk.

Anden mulighed
K's Lounge er en ud af flere netcafé i byen. Vi har egentligt kun prøvet den ene, og den har en ganske fornuftige (set med ghanesiske øjne) netforbindelse. Til de interesseret vil jeg skyde deres forbindelse til 256/128 kbit forbindelse - hvilket er ca den hastighed en normal dansk husstand havde for - say - 6 år siden. Men, når der ikke lige er nogen der er i gang med at downloade sidste afsnit af en eller anden serie er forbindelsen faktisk ok.

Det fede ved K's lounge er at de ud over Internet er leveringsdygtige i lidt af hvert!


Tredje mulighed
På sundhedscenteret (Idas arbejde) har vi fundet den her lille fine kasse fra Vodafon:

Det er intet mindre end en ADSL-router - på hele 256 / 128 kbit. Nu vil den opmærksomme læser naturligvis bemærke at det er den samme hastighed som K's, meeen den her kan man få helt for sig selv, og piske rundt på nettet med hastigheder der får øjnene til at løbe i vand. Eller, man kan i alt fald downloade politiken.dk på hvad der minder om 2 minutter.

Konsekvenser
Ja, hvad betyder det så - jeg mener, vejret er trods alt godt og der sker nok af interessante ting hernede til at holde en beskræftigt. Well, det betyder i alt fald at man chekker sin mail mindre - for mit vedkommende et par gange om ugen, og lidt efter lidt betyder det så også at man tænker lidt mindre på mail. Det betyder så også at man finder ud af at rigtig mange sider i dag faktisk kræver at man har en anstændig netforbindelse. Politiken.dk er ét eksempel, men der sker f.eks. også så mange ting på facebook-siderne at man i alt fald skal op på noget der minder om forbindelsen på sundheds-centeret hvis en side skal være indlæst inden for et minuts tid.

For jer derhjemme betyder det lige i denne omgang også at I får dette indlæg, i stedet for en fin video af Ida og jeg der laver mad. Videoen fylder ca. 180 megabytes, og det vil tage mig rundt regnet 5 timer at uploade. Dermed bestemt ikke sagt at jeg ikke har tricks i baghånden der nok skal få leveret video til folket - I kommer bare til at vente til næste uge med det :)

Afslutningsvis bliver jeg lige nødt til at bemærke at vores forbindelse hjemme på Thorsgade er 100 gange hurtigere end den de har her i sundhedscenteret - og nej, det er ikke bare et udtryk, den er rent faktisk 100 gange hurtigere. Til gengæld smager frugten hernede også omkring 100 gange bedre (udtryk denne gang) - så man får da noget for noget :)

Og så lige en sidste service-besked (og så skal I nok slippe for mere): Vi har oprettet en billede-side på bloggen (se øverst på siden lige under "Ghana 2010") hvor vi ligger links efterhånden som der kommer billeder.

Graduation på ghanesisk

Sidste lørdag var der graduation ceremoni for de, der havde bestået den 4-årige bachelor på universitetet og vi skulle selvfølgelig med. Mads havde fået af vide, at alle var inviteret til kl. 9, de regnede med at starte 9.30 og være færdige senest 11.30. Så fulde af fortrøstning lod vi Tony hente os 7.30 og køre os til universitetet.
Forberedelserne var i fuld gang: Der blev sat stole op under markiserne, testet mikrofoner og sat kunstige blomster i vaser – og en hel flok kameramænd var ved at sætte nogle mindre studier op, hvor dimittenderne kunne få taget billeder gerne med en sandstrand eller en golfbane i baggrunden!
Lidt over ni begyndte det for alvor at myldre med folk i fint tøj. Kvinderne i flotte farvestrålende kjoler med matchende smykker og flot hår. Mændene i ligeså farvestrålende skjorter, eller endnu bedre i ’cloth’ – den traditionelle ghanesiske festdragt, hvor man svøber et stort stykke stof rundt om kroppen og over den ene skulder, hvis man kan bære det ser det vildt flot ud. Vi stod oppe på en svalegang og iagttog mylderet – det var lidt som at se kongeligt bryllup i fjernsynet at stå deroppe og kigge på kjoler, hatte og folk.

På et program vi fandt var sluttiden sat til kl. 12.30, så vi væbnede os med lidt mere tålmodighed end først planlagt og satte os til rette i plastikstolene under en markise. Ceremonien startede kun ca. 20 minutter for sent og de blev hurtigt genvundet med at par korte indledende indslag. Efter en kort velkomst kom en flot procession ind ledt af en dansegruppe og til lyden af trommespil: Nogle katolske biskopper i hvidt tøj med pink bælter og hatte, en flok professorer i lange sorte kapper og firkantede hatte, universitetet ledelse i sorte og røde kapper med bløde, runde hatte og høvdingen fulgt af en dreng, der bar en parasol over hans hoved.

Da de havde sat sig til rette kunne selve showet begynde. Der var en række taler krydret med et par sange fra et ret godt kor og en indsamling af penge så universitetet kan købe deres egne plastikstole i stedet for at leje dem. Universitets rektor snakkede om hvor hurtigt universitetet er vokset, takkede en masse mennesker og funderede lidt over religionsfordelingen på universitetet: Langt størstedelen af de studerende er katolikker, men var åbenbart 3 der havde angivet deres religion som ’neutral’ hvilket forsamlingen morede sig godt over. Der var også en minister, der holdt en lang tale. Som Mads sagde: Man skal aldrig give politikere taletid! Men det er åbenbart kun værre med biskopper, for da biskoppen fik tur fik den ikke for lidt med bibelcitater og formanende ord.


Lidt over 12 nåede vi så til selve ’graduation’, hvor alle de knapt 100 dimittender – alle iført sorte kapper og firkantede hatte – blev kaldt op og fik overrakt en lille rulle. Og på magisk vis fik de halet ind på tiden med afsluttende takketaler og bønner og vi var faktisk færdige ca. 12.45!
Bagefter var der et mylder af stolte og glade dimittender, familie, venner og fotografer. Der var ingen tvivl om, at det var en meget stor dag for de studerende og ikke mindst deres forældre.

En køretur i Sunyani

SÅ kom første video endelig. Rygterne siger jo at jeg i et halv-euriforisk øjeblik kom til at love ngoet med at der kom en video om ugen fra Ghana. Den kommer nok ikke helt til at holde, særligt ikke her i starten hvor der er lidt meget at lave, meeen lad os nu se om tempoet ikke stiger efterhånden som mængden af fritid gør ligeså.

Jeg har været snedig nok til at introducere videoen i selve videoen, så det vil jeg ikke kede jer med her.

God fornøjelse!

Lidt mindre fisk, tak

Fredag aften stod menuen på vores yndlingsret fra Rita: Yamsfritter med en superlækker karrysovs med masser af grøntsager og svinekød. Vi har fået det en gang før og det er rigtig godt – måske fordi der ikke indgår hverken fisk, palmeolie eller rå løg i retten…

Vi har nu i to uger fået maden serveret morgen og aften samt en madpakke pakket til frokost – Universitetet betalte. Det er har været dejlig let og noget af en luksus. Fra i dag skal vi så selv i gang med at købe ind og lave mad – alternativet er at betale Rita for at gøre det – 335 cedi hver 14. dag = 2680 kr. om måneden. Det er vi ret sikre på, vi kan gøre billigere selv, så i dag har vi været ude og købe ind for første gang… Men mere om vores egne kogekunstner en anden gang, først lidt om hvad Rita serveret for os (se billeder af den sidste uges mad ved at klikke på billedet til højre)…

Morgenmad
Til morgenmad har juice, Nescafé og Picwick-te været faste ingredienser. Desuden har vi ofte fået frisk frugt, ananas, papaya eller vandmelon og også tit en omelet – gerne med løg, tomat eller kød i. Det ghanesiske brød er generelt hvidt og meget luftigt og vi har fået det i en rund og en firkantet version – den firkantede ofte efter en tur i toasteren og med appelsinsyltetøj imellem. Vores klare favorit er havregrød med banan – og det værste er sandwich med rå løg og fisk! Jeg drak kaffe og børstede tænder, men kunne stadig smage det længe efter!

Frokost
Vi har begge frokost med på arbejde og det har generelt været en sandwich, en plastikbakke med noget frugt og en flaske dl. juice. Sandwichene har nogle gange været toastede og har tit indehold appelsinsyltetøj, hakket kød fra dåse eller fisk. Frugten har varieret mellem ananas, vandmelon, papaya og bananer.

Aftensmad
Til aften har vi fået lidt af hvert. Generelt har vi fået ret mange grøntsager og endda forskellige former for salat (rå grøntsager) og vi har næsten altid fået frugt til dessert. Desværre har vi også fået rigtig meget stærk, olierig fiskesovs og helt usandsynlig meget helt friturestegt fisk.
Vi har overvejet om Rita måske har lavet mad til hvide mennesker før, dels på grund af de mange lækre grøntsager, dels fordi vi nogle gange har fået rigtig meget dressing på salaten og kolde baked beans henover, hvilket har fået os til at tro, at hun måske er blevet inspireret af det amerikanske køkken.
Ellers har vi fået: Ris og fisk. Fufu og kylling. Pomfritter, fisk og salat med kød. Ris, kylling og salat. Kartoffel-kugler, fisk og salat. Yams, grøntsager i palmoil og fisk. Pasta med stærk fiske-oksekød-tomatsovs og den leende ko ost. Jollofrice, råstegte grøntsager og fisk. Ris, fisk og salat med æg, bønner fra dåse og rå løg.

Generelt skal vi bestemt ikke klage, men en ting er helt sikkert: Fremover bliver der mindre helstegt fisk, færre rå løg og mindre olie.

P.s. Til højre kan I se et billede af vores første hjemmelavede morgenmåltid – det tog os så en times tid at fremstille…

Kunsten at undervise - i praksis

Så er jeg i gang. Jeg underviser 3 kurser (databaser, netværk og sikkerhed, webprogrammering), og det ene af dem oven i købet både mandag og tirsdag for henholdsvis de IT-studerende, og elever fra Public Health.

Det er lidt sjovt pludselig at stå på den anden side af bordet. Pludselig kan man forstå de kære undervisere tilbage på ITU der næsten blev halvpaniske efterhånden som de kunne se klassen falde af. Pludselig er det en selv, der står og laver den der irriterende øvelse med "Er der så nogen, der kan gætte hvad X er?... Slet ikke nogen? ... Kom nu der må da være nogen?? ... hm, nå ok, så svarer jeg selv". Samtidig tror jeg slet ikke man for alvor forstår, hvor fedt det er, når en hel klasse rent faktisk er med, og pludselig kan noget nyt, de ikke kunne før, når forelæsningen er slut.

Hver undervisningsgang varer 2,5 time, og jeg bruger lige nu omkring 2/3 af timen på undervisning, og 1/3 på "øvelsesgang". I løbet af pausen får eleverne via en USB-stick.en kopi af mine slides, samt det læse-materiale de skal læse til næste gang

Undervisningen er med andre ord totalt papirløs, og da de fleste har bærbare computere med kan de arbejde ret selvstændigt. På den ene side er det jo ret praktisk, på den anden side er jeg ret spændt på at se hvor mange af dem, der ikke har bærbare og ikke får taget sig sammen til at få en kopi af materialet, der rent faktisk kan følge med.

Det med bøger og læsemateriale er i det hele taget interessant. Oddsene for at samtlige elever kan få fat i den samme version af en given lærebog er stort set lig nul. Derfor kører de i stedet med en model, hvor de studerende noterer på livet løs undervejs, og underviseren af og til laver notater som eleverne kan få/købe. Jeg prøver at ændre lidt på det ved at finde PDF'er og andet med teori, de kan læse - men der er godt nok en del arbejde i det.

Det rigtig interessante i hele den her oplevelse er at arbejde med/imod/omkring den måde de er vant til at blive undervist. Eleverne er ekstremt høflige, og dele af den høflighed skal jeg have vænnet dem af med. Det er helt fint, at de sørger for at jeg har en marker, når jeg skal skrive på whiteboardet. Men det er knapt så godt, hvis de ikke tør sige til, når jeg tager fejl. Sidstnævnte tvivler jeg dog ikke på jeg nok skal få bugt med :)

Mennesker er i bund og grund mennesker, så når man f.eks. har en forelæsning lige efter frokost i Ghana og gør den store fejl at lægge ud med noget tørt, falder folk præcis lige så meget i søvn hernede som derhjemme. Måske en anelse hurtigere her, men stadig.

Alt i alt har min første uges "rigtige" undervisning været alt inklusiv frustrerende, sjov, hård og belønnende. Jeg er spændt på at se, hvordan resten af ugerne bliver :)

ps. Nej det er ikke mig på billedet - Ida har truet med at overvære en af mine forelæsninger og når det sker skal der nok komme nogle.

pps. Langt indlæg, I know - næste gang bliver det en video om jeg så skal bruge en uge på at få den uploaded :)

Det er bedre at have ondt i ballerne, end krampe i nakken…

Jeg arbejder på Municipal Health Directorate, Sunyani-distriktets sundhedsadministration. Det er dem, der holder øje med alle de små klinikker ude i landsbyerne. De holder til centralt i byen sammen med distriktshospitalet ved nr. 2 lyskryds, når man kommer gående ude fra os.

Jeg har fået lov at sidde ind på Mr. Cudjoe’s kontor. Han er Nutritional Officer og hedder også Thomas. Vi deler kontoret med to National Service Volunteers (Billy og Emmanuel) og en kvinde, der kun bruger kontoret til at opbevare sin taske – jeg aner ikke hvad hun laver, men hun virker flink. Billy og Emmanuel kommer og går – de laver vist ikke ret meget, men er hyggelige at snakke med. Thomas har lige været 3 dage i Cape Coast og var til møde i dag.
På den måde har jeg altså kontoret ret meget for mig selv, men den kære Thomas er samtidig meget eftertragtet, så der kommer konstant folk og spørger efter ham. Generelt forventer de så, at jeg kan hjælpe dem f.eks. når de mangler A-vitaminer til nogle patienter! Jeg aner ikke noget, men prøver at svare så godt jeg kan.

Det sker også tit, at der dumper andre forbi: Frans, der er chauffør for sundhedsaministrationen og vil høre om jeg ikke har nogle veninder, der gerne vil giftes med ham. Og Florence, der inviterede os til middag lørdag aften – hun er gift med Dr. Offei, som er Mads’ onkel. Og så er der Joshua og en ældre mand fra ledelsen og nogle National Service-drenge fra hospitalet, der gerne vil sludre. Og i går kom Gloria ind og tilbød mig at smage ’kenke’ en form for tyk majs-grød, der er gæret – det smager faktisk ikke så slemt som det lyder.

Og som om det ikke var nok, er der en række sælgere, der går rundt til kontorerne og sælger alt fra gulvskrubber og lommetørklæder til bananer og jordnødder. I går kom der en gut ind, der solgte honning - mens jeg sad helt alene. Han snakkede løs på Twi, selvom jeg prøvede at forklare ham, at jeg ikke fattede en bjælde. Han var ret ligeglad, snakkede bare videre – og havde succes med at sælge mig noget honning…

Og hvis jeg endelig savner selskab kan jeg jo smutte forbi Family Planning og hente nøglen til toilettet. De er vildt flinke derovre, vil gerne hjælpe mig med at lære twi og midt på bordet står en stor træ-penis med et kondom på!

Hvor utroligt det end lyder præsterer jeg faktisk at få arbejdet rigtig meget på trods af de mange gæster på kontoret, så mit spørgeskema er snart klar til præ-test – men mere om det en anden dag…

Til slut skylder jeg vist en forklaring på overskriften. Det er såre simpelt: Bordet på kontoret er alt for højt, så hvis ikke jeg sidder på tre bøger får jeg de ondeste spændinger i nakken – til gengæld får man ret ondt i ballerne efter 7 timer på en bog!

Nogle gange skal man fare lidt vild for at kunne finde rundt

Jeg bliver kørt til og fra universitetet, mere om det senere. Ida og jeg har allerede fået en vane med at mødes på vejen hjem fra arbejde, dels for at få rørt sig lidt, og dels for at se på livet langs vejen.

Nå, men jeg skulle altså af ved det rigtige kryds første dag på vej hjem fra arbejde, og bevæbnet med mit ringe overblik over byen bad jeg selvsikket om at blive sat af ved hvad jeg mente var det rigtige kryds.

Efter 5 minutters gang var jeg imidlertid ret sikker på at det ikke var det rigtige kryds. Derefter brugte jeg så godt og vel en time på at vade rundt på kryds og tværs med vekslende selvsikkerhed før jeg langt om længe fandt frem til det rigtig kryds og mødtes med Ida.

I går satte Ida og jeg os for at besøge den lokale Melcom (supermarked, sikkert også mere om det senere), og på vejen hjem derfra for vi lidt vild, og dog! For med min hårdt tilkæmpede funklende nye sted-sans kunne jeg sørme genkende vejen som en af de mange jeg havde set forleden i min vildfarelse, og sørme om vi ikke kunne finde hjem derfra.

Det er helt sikkert ikke sidste gang vi fare lidt vild, men nogle gange skal man bare fare lidt vildt for at kunne finde rundt :)