Dataindsamling

- Omdrejningspunktet i min hverdag for tiden

Apostolic, Dr. Berko, Amongoase, Penkwase Mama Lawson, Yawmirikrom, Yaa Abora, Ankobea, As If Junction, Low coast, Quarter Guard, Peace Maternity Home, New Dormaa Bus Stop, Kotokrom, Atuahenekrom, Kuffour Camp, Antronie North, Kyeredua og Daadom.

Ovenstående er navnene på de steder, hvor jeg har været og lave dataindsamling indtil videre. Vi er nu lige over halvvejs med i alt 21 steder ud af de 41 vi skal rundt til. Indtil videre har vi inkluderet i alt 171 børn. Vi startede for knapt to uger siden og har godt to uger tilbage, afbrudt af påsken.

Hvad indbefatter dataindsamling fra ét sted så? Jo, det skal foregå på et tidspunkt hvor børn og mødre er hjemme, så skal alle fire interviewere være samlet, vi skal ud og finde stedet, måleinstrumenterne skal sættes op og interviews og målinger skal være afsluttet inden det bliver mørkt.

Hvornår er mødre og børn hjemme?

I Sunyani går børnene i skole – også ude i landsbyerne. Og mødrene går på arbejde eller i marken. Derfor kan det være sin sag at træffe dem hjemme og det betyder at dataindsamlingen finder sted om eftermiddagen og om lørdagen. Vi har prøvet med tidlig morgen, men børnene tager af sted til skole allerede kl. 7-7.30 så det er svært at nå inden da.

At samle 4 interviewer på en gang

De hverdage, hvor vi skal ud og lave dataindsamling starter jeg allerede fra morgenstunden med at forhøre mig hos interviewerne om hvordan deres dag ser ud – hvad er oddsene for at vi kan komme af sted klokken 14? For det meste er de gode om morgenen og formiddagen, men når vi nærmer os begynder det at blive sværere. For så har Joshua lige fået en opgave, Emmanuel er lige i banken, Godwin skal lige gøre nogle breve færdige og Billy er ude at købe mad. Det er noget af en opgave at få dem alle fire samlet og klar. I weekenden er det lidt nemmere, dér er de nogenlunde klar til tiden.

Hvor skal vi hen?

Hvis sundhedsadministrationens chauffør, Frank, har benzin (som jeg har købt) kører han os ud til første sted, hvis ikke tager vi en taxa. Så vidt muligt prøver jeg at komme rundt til stederne på forhånd, så jeg ved, hvor der er et godt træ, vi kan hænge vægten i. Det er ikke altid muligt og derfor går der nogen gange lidt tid med at vandre rundt og lede efter et godt træ.

Klar til start

Folk er generelt rigtig flinke, når vi kommer. De hjælper med en bænk til infantomeret og måske endda et par plastikstole, hvis de har. Interviewerne får deres mapper med spørgeskemaer og smutter ud i nærområdet og finder mødrene. Jeg pakker måleinstrumenterne ud af kassen: To vægte, målebånd, MUAC-tape (til at måle overarmsomkreds), blyant, kuglepen, klipsemaskine og notesbog. Hænger den ene vægt op, samler infantometeret og identificerer en lodret væg med en plan flade under, der kan bruges til højdemåling af mødrene.

2 steder før mørket kommer

Efterhånden som mødrene ankommer til målestedet med det udleverede måleark går jeg i

gang med målingerne. Ét for ét ryger sammenklipsede gennemtjekkede spørgeskemaer og måleark ned i kassen. Når vi er færdige et sted går vi videre til det næste. Hvert sted skal vi inkludere 7 børn, men det bliver ofte flere, for mødrene vil meget gerne være med. I hverdagene kan vi nå 2 steder før det bliver mørkt, men i lørdags nåede vi hele 6 i løbet af dagen – endda i den fjerneste del af distriktet!

Præcision og hurtighed

Det kan godt være lidt hårdt at være ude og samle data. Der er mange mennesker at forholde sig til, mange tal at aflæse og mange procedurer at fokusere på. Der er gerne en god flok tilskuere til målingerne og alle holder øje med min mindste bevægelse og gentager når jeg indimellem siger noget på Twi. Det gælder om at være præcis, omhyggelig og hurtig så interviewerne ikke bliver utålmodige. Og relationen til interviewerne er vigtig, jeg har ikke råd til at betale dem ret meget, men deres motivation skal opretholdes så de indsamler gode data hele undersøgelsen igennem. Det er noget af en udfordring!

Min helt egen undersøgelse

Det er en stor oplevelse at komme rundt i hele Sunyani distriktet og se de mange områder og landsbyer. Og det er sjovt at møde alle mødrene og deres børn. Og så er det spændende at få lov at gennemføre sin helt egen undersøgelse med sit helt eget spørgeskema og super fedt at se datamængden vokse efterhånden som arbejdet skrider frem. Jeg har nu også fået en ekstra motivation til at indsamle et godt datamateriale: Jeg planlægger nemlig at bruge det til mit speciale, som jeg skal i gang med at skrive til september.

Anoma antu a ɔbua da

Eller "Hvis en fugl ikke flyver, sulter den"

Jeg er hverken antropolog, eller i nærheden af at kunne skrive en afhandling om de finere nuancer i udviklingen af vestafrikanske lande. Det er dog rigtig interessant at opleve, hvordan et land og dets folk udvikler sig. For en teknisk person, som undertegnede, er det oplagt at kikke på teknisk udvikling.

Da vi var i Ghana i starten af nullerne, var det helt vilde, at jeg havde et digital-kamera med. Man kunne vise folk billederne på bagsiden af kameraet med det samme, og det var ikke rigtig set før. Endnu vildere var det da vi efter en rejse rundt i landet, vendte tilbage til Akropong og kunne vise min farmor billeder på en bærbar. Dengang var det også småt med mobil-telefoner, men man så da et par stykker.

Næste gang vi vendte tilbage i 2006 var billedet en anelse anderledes. Rigtig mange havde mobil-telefoner, tricket med kameraet var bestemt stadig ganske fascinerende, men det var nu noget, som man havde set før. Jeg spottede sågar en sjat digitale kameraer, så pludselig følte man sig ikke nær så mega-hightech som før.

Fast-forward til 2010. Nu er det altafgørende at have en telefon (for hvordan skulle man ellers få fat i folk??). Da en af vores nye venner hernede for lidt tid siden havde forlagt sin mobil-telefon, var det lidt af en katastrofe. Han havde blandet andet SMS'er, der var beviser på aftaler på telefonen, og nu var de pludselig var væk. Han fandt heldigvis hurtigt sin telefon og alt var godt igen.

Så kommer vi til billedet fra starten af indlægget. Til graduation på universitetet for noget tid siden så vi noget ganske smart. Der gik et par fotografer rundt og tilbød at tage billeder af folk. Det rigtig snedige var nu, at folk kunne købe det færdige printede billede lige efter. Fotograferne havde taget foto-printere, bærbare og laminerings-maskiner med, og 5 min efter billede var taget kunne du få det med hjem. En af dem havde sågar en batteri-dreven printer så han kunne lukke handlen på stedet - instant business!
I Ghana (og utvivlsomt mange andre afrikanske lande), er de lyn-hurtige til at tage ting til sig, der virker på stedet. Besværlige ting så som elektroniske patient-journaler går der nok lang tid før man ser - men noget der lader en enkelt person tjene eller spare penge på stedet - se så er der noget om snakken! I Kenya så Ida eksempler på, at folk betalte med taletids-minutter fra mobiltelefonen - så nu kunne man pludselig tanke sin telefon op med penge og så gå ud og handle (hvilket er smart, når butikkerne ikke tager dankort). Det er også kun i Afrika, at jeg har set brugen af at "flashe" folk via mobil-telefonen, hvor man ringer op og lægger på med det samme. Det koster ikke noget, da telefonen ikke blev taget, men nu kan man lave aftaler så som "Jeg flasher dig, når vi kører hjemmefra, så du kan møde mig ved krydset 5 minutter efter".


Der er naturligvis også en ting eller to(!), der kunne gøres smartere hernede, man skal bare ikke glemme, at der også er et trick eller to, som man måske skulle overveje at tage med hjem!

Når 3 timer tager 8 timer

Sidste fredag havde vi besluttet at tage en weekendtur til Lake Bosumtwi. Ifølge Bradts Guidebog skulle det tage 45 min fra Kumasi og turen til Kumasi 2 timer, så alt i alt en lille 3 timers rejse. Der kunne godt være meget trafik om fredagen, sagde mine kolleger. Fair nok, vi tog af sted kl. 13, så burde vi være sikre på at komme frem til hotellet til aftensmad ved seks-syv tiden – troede vi…
(Rejsebilleder er, som I kan se til højre ikke så spændende, så resten af indlægget er krydret med lækre billeder fra Lake Bosumtwi)

MetroMass
Fra sundhedsadministrationen tog vi en taxa til busholdepladsen i Sunyani. Dér satte vi os i kø til den næste MetroMass bus. Der var mange der skulle rejse og lige i det vi kom blev en bus fyldt. Vi rykkede med køen frem og ventede. Da næste bus kom opstod der store diskussioner om hvem, der havde en plads i køen og dermed kunne få en billet. Vi fik heldigvis to billetter (8,80 kr. pr. styk) og to gode pladser til højre for midtergangen, hvor der kun er to sæder (og ikke tre). Afsted mod Kumasi gik det.

Kinesisk rundkørsel
I Kumasi er de ved at bygge en KÆMPEstor rundkørsel lidt udenfor byen. Det er nogle kinesere der bygger den, men alligevel er det svært at forestille sig at de nogensinde bliver færdige. I mellemtiden er indfaldsvejen fra Sunyani en bumlet jordvej, hvor trafikken stort set går i stå. Vi sneglede os af sted. Inde i selve Kumasi var der også meget trafik, men endelig kom bussen da frem og vi steg ud ved Ketjetia – den kæmpe store busstation i Kumasi.

Fra Herodes til Pilates
Vi gik rundt og kiggede efter en trotro (minibusser) til Adono, byen ved Lake Bosumtwi. Det var ikke lige til at finde. Vi spurgte os frem og blev sendt væk fra busstationen, op til en anden, mindre holdeplads. Dér spurgte vi igen og fik af vide at vi skulle tage en taxi til en helt anden busstation. Gaden var fuld af mennesker, folk på vej til begravelse i sort tøj, på vej hjem til familien på weekend og gadesælgere overalt, men ingen taxaer. Endelig fandt vi én og betalte 3 cedi (12 kr.) for at blive kørt til den rigtige busstation.

Krig om siddepladser
Endelig, den rigtige busstation. Der stod en flok mennesker og ventede, vi sluttede os til dem. Snart kom trotro’en, vi fik to pladser og så kørte vi. Eller rettere, vi vendte og så holdt vi præcis samme sted, chaufføren steg ud og kølerhjelmen blev åbnet – dårligt tegn. Vi ventede. Og ventede. Mads blev angrebet af en meget kristen fyr, der snakkede om den ’rigtige’ måde at læse Biblen på. I mellemtiden forsvandt chaufføren og solen begyndte at gå ned. Pludselig kom der en anden trotro og kaos brød løs. Der var flere ventende nu og folk sloges praktisk talt om pladserne, kravlede ind gennem vinduerne, skubbede og maste. Vi holdt os på afstand – det skulle vi ikke blandes ind i. Trotroen kørte, stoppet til bristepunktet og vi vendte tilbage til den ødelagte bus. Ventede.

Kø, regn og mørke
Det var ved at være mørkt, da der endelig kom en trotro, der kunne køre. De skulle godt nok have 1 cedi for turen til Kuntanase (ca. 10 km før Adono), men vi var ligeglade – af sted skulle vi, NU!
Mens mørket faldt på sneglede vi os ud af Kumasi i en lang kø, men med udsigt til de vildeste lyn på nattehimlen. Da vi endelig kom ud af byen begyndte regnen og da vi endelig nåede Kuntanase regnede det stadig. Det var en lille bitte flække, mørk og regnfuld. Vi spurgte efter transport til Adono og fik af vide vi måtte tage en taxi. Okay, fair nok, han var ikke til at forhandle ned fra 5 cedi (20 kr.) og vi ville gerne frem – af sted. Men da vi uddybede Adono med navnet på hotellet kørte chaufføren ind til siden og tændte lyset, så blev det 10 cedi, for det var ud af en lang, hullet jordvej. Suk. Vi fik han ned på 9 og kørte. Først lidt op, så ned af en masse snørklede ting (Lake Bosumtwi er en kratersø) og til sidst ud af en lang, og ja, meget hullet jordvej. ENDELIG, næsten 8 timer efter vi forlod sundhedsadministrationen stod vi ved hotellet – og vi nåede lige akkurat at få aftensmad inden køkkenet lukkede.

Belønning og hurtig hjemtur
Efter denne lange beskrivelse, skal det til gengæld siges, at Lake Bosumtwi var det hele værd. Der var super smukt, enormt frodigt og fredfyldt. Vi gik tur langs søen, badede, slikkede sol og spiste lækker mad i hotellets restaurant. Efter en afslappende weekend forlod vi hotellet søndag middag og hjemturen gik strygende – vi var hjemme på under 4 timer!

Her bor vi

I dette afsnit af føljetonen fra Ghana viser jeg vores lille hjem frem. I kommer til at se alt fra vandfilteret til Idas spejl-skammel, så glæd jer!

Skulle man have lyst til at se lidt mere til hvor vi bor kan man faktisk se vores hus på google maps!, Klik på "Her bor vi" øverst på siden, eller på dette link

Husk at se den i HD!

Vejret i Sunyani

I Danmark snakker alle om vejret, det gør man ikke her. Måske fordi vejret ikke skifter så meget som det gør i Danmark. Her er der to årstider: Den tørre tid og regntiden. Sidstnævnte varer cirka fra marts-september (alt efter hvem man spørger).

Tørke og ’Hamatan’
Da vi kom var det stadig i den tørre tid. Solen stod op kl. halv syv hver morgen, kl. 9 var det varmt, utrolig varmt, og først omkring kl. 16, begyndte det at blive lidt køligere. I overgangen til regntiden kom ’The Hamatan’ – en meget varm, meget tør og meget kraftig vind, der blæste midt på dagen.

Regntid
Nu har vi så regntid, men det er nu ikke fordi der er den store forskel. Der er ofte skyer om morgenen og nogle gange bliver det helt ud på formiddagen, før solen for alvor får overtaget og det bliver rigtig varmt (altså ikke fordi det er koldt når det er overskyet, stropbluse, nederdel og sandaler er stadig rigeligt!).
Ofte kommer der skyer sidst på eftermiddagen og hvis der kommer regn starter den omkring kl. 19. Regnen bliver varslet af en meget kraftig vind og kort efter vælter det ned. Nogle dage er det bare en kort byge og vi kan sidde ude hele aftenen, andre dage fortsætter regnen til langt ud på natten. Men det er næsten altid utrolig kraftig regn – så kraftig, at man godt kan tvivle på, om taget kan holde til det! Tit kommer der også noget voldsomt tordenvejr sammen med regnen, med de vildeste lyn og i rigtig lang tid. Nogle aftener ser vi kun tordenen i det fjerne og får, i stedet for regnen, en dejlig brise, der holder smådyrene væk.

Solen
Hvad enten det er regntid eller tørt er det varmt midt på dagen. Så varmt, at vi generelt undgår at gå ind til Sunyani eller hjem derfra. Den tre kilometer lange gåtur skal helst foregå før kl. 10 om formiddagen – eller efter kl. 16. Med mindre man vil smelte fuldstændig, dehydreres og blive solskoldet!
Desuden er middagssolen ubarmhjertig, hvis man som jer er en ’Obruni’ (Twi for ’hvid person’). Jeg er flere gange blevet lettere skoldet, selvom jeg har opholdt mig i skyggen på vores terrasse hele dagen. Simpelthen fordi solen er så kraftig, at genskinnet fra den lyse betonmur overfor er nok til at blive solskoldet! Så nu tager jeg solcreme på også når jeg skal være i skyggen.

Myg og insektsværme
Der er lige to små bi-ting man bør nævne i forbindelse med vejret. Den ene er myggene, og dermed risikoen for malaria. Så snart regntiden begyndte kunne vi mærke, at der var flere myg, vi kunne høre dem om natten og skyndte os at få et myggenet op.
Den anden er insekterne. Nogle aftener kommer der store sværme af insekter, der svirrer omkring lamperne. De er ganske uskadelige, ligner lidt små bitte orme med gennemsigtige vinger, der falder af meget let. Men de er utroligt irriterende og har et par aftener forhindret os i at sidde udenfor. Næste morgen ligner vores bord så en kirkegård med insekt-lig over det hele. Men frøerne og de gennemsigtige firben er helt vilde med insekterne – desværre kan de ikke spise dem hurtigt nok til at holde dem væk fra os.

P.s. Regnvejrsbillederne skal ikke tages som et tegn på at vi har mest regnvejr, der er klart mest solskin, men havde ikke lige nogle gode billeder, hvor det var tydeligt... Det må jeg få taget...

Det Ghanesiske TV-køkken afsnit 2

Allerede i afsnit to byder vi på lidt af en overraskelse: Ghanesiske Fastelavnsboller - eller rettere, fastelavnsboller lavet i Ghana. Ida forklarer det så fremragende i starten af videoen, så det vil jeg lade hende gøre.

God fornøjelse!

PS. Næste udsendelse hernedefra bliver ikke TV-køkken, men derimod en rundvisning. Og denne gang har jeg rent faktisk hovedrollen! :)

Når man ikke har en Netto nede om hjørnet…

Under morgenmaden skriver jeg følgende på min indkøbsseddel:
Toiletpapir
Løg
Gulerødder
Tomater
Brød
Bananer
Ananas/papaya
Mælk
Plastikbøtter

I løbet af dagen køber jeg ind…

Bananer af min faste banan-veninde, der kommer forbi kontoret hver dag. Jeg køber for 80 peswas (3,20 kr.) og får en hel ’hånd’ med 14 små bananer.
I grøntsagsboderne, som jeg lige har opdaget 5-10 minutters gang fra min arbejde køber jeg gulerødder (1 cedi), løg (2 cedi), tomater (1 cedi) og bliver også fristet af forårsløg (1 cedi). I alt 5 cedi = 20 kr. Det er verdens bedste grøntsagsboder, der har alverdens lækre og fristende grøntsager, som vi endnu ikke har set andre steder.

På vej tilbage stopper jeg ved en af brøddamerne. De sælger både grove og hvide brød i flere forskellige størrelser til priser mellem 1 og 2 cedi. Jeg køber et stort grovbrød for 2 cedi (8 kr.).

Smutter ind forbi supermarkedet, hvor jeg køber en lille dåse mælk til kaffen (90 peswas – 3,60 kr.), 2 ruller toiletpapir (50 peswas hver, i alt 4 kr.) og kommer i tanke om, at vi også mangler ost, så jeg køber en pakke ’Leende Ko’ for 2 cedi (8kr).

Ved en lille bod udenfor indgangen til hospitalet stopper jeg op og beder på Twi om en avokado til i morgen. Hun plejer at have nogle små, der passer lige i størrelsen til to sandwichs. Jeg betaler 40 peswas (1,60 kr.) i dag, men den er også rigeligt stor.

Lidt senere går jeg hjemad. Der ligger en ret velassorteret grøntbod på halvvejen, hvor jeg køber en flot ananas for 2 cedi (8 kr).

Og da jeg kommer forbi vores plastik-dame køber jeg to bøtter til opbevaring af mad for i alt 2 cedi (8kr).

Vel hjemme med alle mine indkøb, se billedet nedenfor. Jeg har betalt i alt 16,10 cedi (64,40 kr.), men så burde der også være mad nok til nogle dage.

Det Ghanesiske TV-køkken afsnit 1

SÅ er showet i luften! Dette er det første af forhåbentligt flere afsnit af det forrygende Ghanesiske TV-køkken ved Ida og Mads.

Her i første afsnit kaster vi os ud i en Ghanesisk klassiker: Groundnutsoup, riceballs & kontomire.

Håber I nyder showet, og husk at se det i HD :)