Livet på gaden

– på vej til og fra arbejde

Jeg går til og fra arbejde stort set hver dag. En tur på ret præcist 3 km, der tager mig ca. ½ time – nogle gange lidt længere, hvis jeg lige skal købe frugt eller tage billeder på vejen…

Morgenmad og tandbørstning
Om morgenen er turen præget af dagens start. Langs vejen sælger et utal af små boder morgenmad: for det meste en tynd grød lavet på majs, ris eller hirse blandet med mælk og sukker, her til hvidt brød eller forskellige former for friturestegte dej-bolde lavet af hvedemel, majsmel, bønner eller fisk. Nogle af stederne steger de endda æg på et lille kul-komfur. Skolebørn, der køber grød på vej til skole, flokkes om boderne sammen med sygeplejerskerne fra de to hospitaler og generelt folk på vej til arbejde. De sidste skolebusser passerer mig fulde af vinkende børn, kvinder med store kurve eller kasser på hovedet er på vej til markedet og taxaerne er fulde af folk, der skal møde på arbejde på byens forskellige kontorer. Gadekøkkenerne, der sælger frokost er så småt ved at starte op, der fejes foran de små butikker, en kvinde børster tænder og et sted sidder en ældre muslimsk mand med morgenavisen.

Husarbejde og socialt samvær
Om eftermiddagen er stemningen anderledes. Livet leves på gaden. Skolebørnene er kommet hjem og har skiftet fra deres fine uniformer til noget mere laset hverdags tøj. Nu skal de hjælpe til i hjemmet. De større børn vasker op, ser efter deres småsøskende, afløser deres forældre i deres lille bod eller sælger måske selv vand fra en balje på hovedet eller frugt i en lille bod. De mindre kan samle affald ved huset eller endda hjælpe til med at vaske deres eget tøj! Der bliver hentet vand, lavet lektier, vasket børn og pounded fufu til aftensmaden. Men der er også tid til at spille kuglespil, sludre, amme børn og spille bold. Der er ingen tvivl om at folk i høj grad bor udenfor, og hvis man ikke lige har en gård er det altså ud til hovedvejen.

En spastisk tigger
Jeg har mine faste personer, jeg hilser på på vejen: den unge pige, der sælger telefonkort, damen, der sælger appelsiner, fyren med hjælpemiddelbutikken foran regionshospitalet, manden, der sælger cement og kvinden, der sælger æg og nægter at huske at mit Twi/Akan-navn ikke er ’Akosua’, men ’Afua’. Og så er der den utroligt glade kvinde, der sælger sukkerrør i små poser, lotteri-sælgeren ved siden af og tømreren, som jeg en dag købte en skammel af.
Endelig er der den spastiske mand, der tigger fra en kørestol kørt af en dreng på vel omkring 10 år. Når jeg ser ham plejer jeg at give ham 1 cedi (=4 kr). Jeg giver ellers generelt ikke penge til tiggere, fordi jeg mener det er at fastholde dem i en ond cirkel, men denne mand har ingen alternativer. Han smiler og siger et taknemmeligt ’May God bless you’.

’I-love-you’-typerne
Foruden alle disse er der et utal af forbipasserende og butiksejere, der råber efter mig med et ’obruni’, ’white lady’, ’Akosua’ eller blot hilsnen ’ete sen’ – jeg svarer med et ’maakye’ eller ’bɔkoɔ’. Og så er der selvfølgelig alle dem jeg ikke svarer… Det er blevet et princip, hvis noget indleder samtalen med ’I love you’ eller råber ’I want to marry you’ bliver de ignoreret 100 %. Når jeg ser Evans (en af vores gode venner fra universitet) plejer han lige at skulle høre en status på hvor mange ægteskabstilbud jeg har fået den dag og vi griner sammen af mænd, der kan køre forbi i en taxi og ud af vinduet erklære deres kærlighed til mig – bare fordi jeg er hvid! Men i længden kan det nu godt være lidt trættende…
Heldigvis er de fleste super flinke og vil bare hilse og jeg nyder gåturene frem og tilbage, der er så meget liv at kigge på, så meget stemning at suge til sig.

Tøjvask

En af de meget fascinerende ting ved at rejse rundt i Ghana er blandingen imellem manuelt arbejde, og ny teknologi. Man kan se folk sms'er på mobil-telefoner der er nyere end hvad man ser i Danmark, mens de vifter til ilden på et kulfyret komfur.

En af de klassiske manuelle jobs er tøjvask, vi har valget imellem at betale nogen for at vaske vores tøj eller gøre det selv. Havde jeg været hernede alene var der ingen tvivl om hvordan det valg var faldet ud, men nu er jeg så heldig at Ida syntes det er hyggeligt at vaske tøj i hånden.

Sidste lørdag gav jeg mit bidrag til tøjvasken: dokumentation!

God fornøjelse, og husk, videoer skal ses i HD.

Direkte link til youtube

Den Afrikanske Maskine

- og lidt om arbejdskraft

Trænger din græsplæne til at blive slået?
Skal du have flyttet 1 ton grus eller tømt en lastbil for cement sække?
Eller måske grave en 3 kilometer lang grøft gennem byen – to gange?

Frygt ikke, den afrikanske maskine klarer det hele!

Den afrikanske maskine består af et vilkårligt antal muskuløse, fattige, ufaglærte og løsarbejdende mænd. Den er super billig i drift og relativt effektiv. Den kræver ikke dyrt brændstof og ingen avanceret uddannelse at betjene. Hvis den går i stykker kræver den ingen dyre reservedele fra Europa og om ikke andet er den nem at erstatte. Derfor er den afrikanske maskine meget mere almindelig i Sunyani end f.eks. græsslåmaskiner eller minigravere. I kan se et eksempel på den afrikanske maskine ’in action’ i filmen nedenfor.

Butikken med flere medarbejder end kunder
Arbejdskraft er i det hele taget en sjov størrelse hernede. For leden dag var jeg for en gangs skyld nede i Melcom, der primært er en form for isenkræmmer, men også sælger lidt mad (jeg skulle bare have noget tandpasta, der ikke smagte af urter eller buble-gum, hvilket de lokale mærker tilsyneladende bærer præg af).
Inden man får lov at komme ind i Melcom afleverer man sin taske ved en skranke og får en lille nummer. Skranken betjenes af 2-3 mænd. Tandpastaen findes på 1. Sal og for at komme over til trappen går man forbi fjernsyn, stereoanlæg, strygejern – og en horde af Melcom-medarbejdere, der står og hænger og af dem. Ovenpå er butikken indrettet, som man kender det med lange rækker af reoler og som i en hver god butik er der medarbejder, der går rundt langs hylderne og kan svare på spørgsmål. Derudover sidder der i hjørnerne og hvor der ellers er plads små flokke af Melcom-medarbejdere og hyggesludre.
Tandpastaen betales ved en kasse på samme etage. Kassen betjenes af en kvinde, men bag hende står en anden medarbejder, hvis rolle vist mest var at give hende byttepenge – og tilsyneladende stå i vejen for mig, da jeg skulle ned af trappen igen…
På vej ud af butikken tager man får man så sin taske igen, men inden man helt får lov at gå skal man lige forbi en lille disk ved udgangen. Her sidder en kvinde og tjekker alle varerne på ens bon af med en blå kuglepen, giver bon’en et fint stempel og sender den videre til vagten ved siden af, der giver den en rød streg. Damen putter ens varer i en pose og så kan man få lov at gå ud af Melcom – butikken med flere medarbejdere end kunder!


Direkte link til youtube

Ida på marked

Indkøb i Ghana er til tider noget anderledes en hjemme i Danmark. I dag drager vi med Ida på Sunyanis onsdags-marked hvor man kan købe stort set alt.

Til dagligt køber vi ind på nogle mindre "hverdags" markeder, men hver onsdag valfarter folk fra nær og fjern for at sælge og købe ting på onsdagsmarkedet.

Enjoy!


Direkte link til youtube

Video fra Ida’s dataindsamling

Min dataindsamling er afsluttet og alle 357 spørgeskemaer er indtastet to gange – både af Mads og jeg, hvilket svarer til godt 20 timers tastning hver.

Det har været en del billeder og også noget tekst, men det har også fyldt meget. Her kommer så en video, der viser hvordan selve dataindsamlingen foregik sat klip fra flere af de steder, hvor jeg var ude.

I alt besøgte jeg jo 41 forskellige steder, mine fire interviewere stod for at udfylde spørgeskemaet, mens jeg personligt vejede og målte alle 357 børn og deres 281 mødre.

Det har været super fedt at få lov at komme rundt i hele Sunyani-området og få ’hands-on’ erfaringer med dataindsamling. Men se selv med nedenfor og mærk lidt af stemningen...

ps. for en gangs skyld er det ikke Mads der har redigeret videoen!

Billeder

• På Picasaweb

Video

En dejlig påskeferie

Vi tilbragte påsken ved havet, det tog ikke overraskende en del tid at komme frem til "Ellis Hideout", men det var det hele værd!

I kan se billeder fra vores ferie her på Picasa

Og sørme om vi ikke også har lavet en lille video.

God fornøjelse, og husk at klikke på vidoen og hoppe over på youtube hvis du gerne vil se den i HD (hvilket du bør).

En sidste video fra begravelsen

Som I utvivlsomt har bemærket dækkede vi Mamas begravelse ret tæt :)

Det var en stor oplevelse, og vi har gjort hvad vi kunne for at videregive vores indtryk både i tekst, billeder og video.

Vi slutter dækningen af i dag med tre vidoer. Den først er mit forsøg på at lave et sammenklip af fredag, lørdag og søndag. Læs evt Idas fine beskrivelse hvis du ikke kan huske hvad der skete de 3 første dage.

De to sidste er af to ret forskellige kor fra kirken. Kirkens eget kvindekor der sang mere traditionelle salmer, og Suhum koret der var mere europæisk "klassisk".

Videoerne er herunder, hvis du vil se vidoen i fuld opløsning klikker du blot på den, og vælger HD i nederste højre hjørne.

God fornøjelse!

Mamas begravelse

Kvindekoret

Suhum koret

Mepaakyεw, metɔ paanoo [mépaatjæ métå paano]

Det er morgen og jeg er småløbet op af vejen for at købe frisk brød. Da jeg indhenter de to kvinder med kæmpestore flade kasser fulde af brød på hovedet, fuldt af en yngre dreng med en kurv på hovedet, siger jeg ’Mepaakyεw, metɔ paanoo’ (please, I want to buy bread). De to kvinder gik og småsnakkede, men alle tre stopper nu op og da den ene kvinde vender sig om bemærker hun overrasket, at det er en ’obruni’ (hvid), der har kaldt! Jeg fryder mig indvendig, mens samtalen fortsætter. ’Metɔ mmienu, wei sεn?’ (jeg vil gerne købe to, hvad koster de?), ’Two Ghanacedi’ – nu vil kvinderne også vise deres engelsk-kundskaber og udtrykker prisen i de nye Ghanacedi i stedet for bare at sige 2000. Den ene kvinder siger min pung er fin – ’εyε fε paa’ – og at hun vil gerne have en magen til. Jeg får mine brød og takker, ’Medaase pii’.


Imponerede og overraskede ghanesere
Mit Twi begynder så småt at kunne bruges til noget. Jeg kan købe ting på markedet, jeg kan hilse på alle tider af døgnet og jeg kan præsentere mig selv.

Det bedste er at se ghanesernes ansigter og høre deres reaktioner, når jeg svarer på Twi. Da jeg var ude at lave data indsamling og kaldte på et barn med ’bra ha’ (kom her) kunne jeg høre mødrene omkring mig sige ’ɔte Twi’ (hun forstår Twi). Hvis jeg får den direkte svarer jeg ‘kakra, kakra’ (lidt), hvilket gør dem endnu mere imponerede.

Hilsner og udfordringer
Det første vi lærte var hilsnerne og både Mads og jeg oplevede vores kollegers glæde når vi om morgenen hilste på dem med et ’maakye’ (godmorgen) eller om eftermiddagen henkastet sagde ’ɔkyena yεbεhyia’ (vi ses i morgen) på vej ud af døren. Men i forbindelse med hilsnerne kommer også den første Twi-fælde. Når nogen hilser med ’maakye’ (godmorgen), ’maaha’ (god eftermiddag), ’maadwo’ (godaften) eller ’akwaaba’ (velkommen) skal man svare forskelligt alt efter deres køn. Til kvinder svares ’yaa εna’ og til mænd ’yaa agya’. Og der er et eller andet i begge vores hjerner, der bare nægter at huske det, så vi konstant svarer forkert. Og så er der ’hwε’-lyden, der udtales lidt som et piftende ’sje’, er næsten umulig for en dansk mund at få rigtig.

Glose-spil
Vi har fået en bog af Kwame og har en lærer der kommer en gang om ugen i en time, hvor vi så læser de næste par kapitler i bogen, laver øvelser og stiller spørgsmål. Ind i mellem øver vi med hinanden, læser bogens dialoger, gentager øvelserne og træner gloser med vendespil. Vi er nu oppe på at have 5 forskellige spil, der består af 40 små sedler med gloserne på engelsk og twi. Det gælder om at parre de rigtig ord og når man vender en seddel skal man sige ordet på det modsatte sprog. Det er god træning.

Tak for grammatik i gymnasiet
Der er ingen tvivl om at jeg har forspring i forhold til Mads. Jeg har tydeligvis en fordel af at Twi er min 6. fremmedsprog. Jeg har masser af andre ord at hænge de nye gloser op på – f.eks. betyder ’sere’ at grine, lige som på fransk ’rit’ og ’krataa’ (papir) minder om ’karatasi’ på Swahili. Desuden forstår jeg grammatikken meget hurtigere og nemmere. Jeg tænker taknemmeligt tilbage på min engelsklærer i gymnasiet, der terpede transitive og intransitive verber og prøver at forklare Mads, at de transitive er dem, der kan holde i hånd med andre ord…

Men uanset grammatikken synes vi begge det er fedt at kunne opfange småord i andres samtaler og kunne svare ’εyε, na wo nso ε?’ (fine, and you?), når folk hilser med ’εte sen?’ (hvordan går det?) på arbejdet og på gaden.

P.s. Teksten på skiltene på billederne er oversat nedenfor – bemærk forekomsten af butiksnavne, der hedder noget med Gud…

1. ’Hwε deε onyame ayε’ – ’Look at what God has done’
2. ’Still awurade yesu ne yen anidasoɔ’ – ‘Still The Lord Jesus is our hope’ og ‘εyε adom’ – ’by God’s grace'
3. 'Deε nyame aka no’ – ’What God says’ (Guds ord)
4. ’Bisa nyame’ – ’Ask God’
5. ’Twεn awurade Ent.’ – ’Wait for The Lord Enterprise’ og ’Hwehwε Yesu’ – ’Look for Jesus’

Rastamandens Bønneret (Det Ghanesiske TV-Køkken)

I påskeferien besøgte vi "Ellies Hideout". Et lille stykke fra hotellet har Ellie en hyggelig lille "Restaurant". Selv vil han helst ikke kalde det en resturant - men bare en have hvor man kan slappe af, drikke lidt citrongræs the, og få noget mad.

Han serverede en bønne-ret for os, i dette afsnit forsøger vi at gøre ham den efter.

Skulle du have lyst til at prøve selv kan du finde opskriften på opskrift siden

Velbekomme!