Tanker ved hjemkomst

Vi slutter som vi startede, men et spørgsmål stillet af andre som reaktion på vores rejse.
”Hvordan er det at så at være hjemme igen?” er et spørgsmål vi har hørt en del gange.

Og hvordan er det så?
Jo, altså, man kan jo ikke klage…Først og fremmest er det fantastisk at komme hjem til venner og familie. Derudover er Sommer-Danmark nok noget af det mest idylliske, hyggelige og fredfyldte, så man kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig…
Her er rindende vand i hanerne – hele tiden. Her er strøm – hele tiden. Her er vaskemaskine og masser af internet. Alle bilerne i dette land er nye og fine – jeg bemærker dem gang på gang. Og når man kører rundt i København kan man ikke lade være med at blive imponeret over hvor rent og pænt der er. Alle skiltene ser nye ud, træer og buske står på rækker, veje og fortov er fejede – ja selv menneskerne er nydelige og pæne. Det er som at bevæge sig rundt i en modelby.Hvor er alle folk henne?
Apropro bevæge sig rundt, så er det dejligt at cykle igen. Men man skal lige vænne sig til at bilerne ikke dytter hele tiden og til at de rent faktisk holder tilbage for én, når de kommer ud fra en sidevej! Desuden er vejene i Danmark meget tomme, selvfølgelig er det sommerferie, men alligevel – hvor er alle folk henne? Gemmer de sig?

Det er nogle sjove ting man reagerer på efter 5 måneder i Ghana. For eksempel kan det være ganske overvældende at gå ind i et dansk supermarked, der for det meste har flere forskellige varer end der var i hele Sunyani. Man skal også lige vænne sig til at man kan regulere vandtemperaturen, når man tager bad. Og til at små børn langs vejen ikke råber og vinker efter mig!

Hvornår går solen ned?
Endelig kan vi konstatere, at folk i Danmark snakker utrolig meget om vejret. Og at det er meget imponerende, at DMI efter et tordenvejr oplyser om hvor mange lyn, der er slået ned i et område!

Med hensyn til vejret er det også lidt underligt at solen ikke kan finde ud af at gå ned om aftenen – med det resultat, at vi heller ikke kan finde ud af at gå i seng. Og når man så kommer i seng, er det lidt underligt, at der er så stille, der er slet ikke nogen cikader, der larmer…

Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark er et dejligt lille land, men også at Ghana er meget mere farvestrålende, overraskende og fuldt af små oplevelser i dagligdagen!

Der kommer nok en lille video eller to mere her på bloggen – og nok også nogle billeder. Men ellers siger vi tak til alle der har fulgt vores blog de sidste fem måneder – om ikke andet hører I jo nok fra os, næste gang vi skal ud på eventyr!

En ghanesisk familie

- vores familie i Akropong

Mads har en meget stor familie i Ghana. Vi plejer at sige der er en fætter i hver en lille by. Det er måske ikke helt rigtig, men det er ikke meget galt. Familie er et meget bredt begreb og ens farmors brors datters mand er således også ens onkel og er man først onkel er man faktisk også bror. Vi har selvfølgelig styr på Mads’ 5 fastre og ene farbror, men resten af familiemedlemmerne plejer vi at omtale som fætre og kusiner.

HUSET i Akropong
En stor del af Mads’ familie bor i Akropong og rigtig mange i huset, hvor hans farmor, indtil januar også boede. Huset består i virkeligheden af flere huse, med en række rum, hvor familien sover, rundt omkring en gård, hvor der vaskes tøj og laves mad. Lige nu bor kun én af Mads tanter, Aunti Efua, der er den ældste i huset. Derudover bor der en masse kvinder, utrolig mange børn og nogle enkelte unge mænd. Jeg har på ingen måde styr på antallet, men måske 8-10 kvinder og deres tilsammen 10-15 børn.

Mercy’s butik
Alle kvinderne i huset, hjulpet af de ældste døtre, tjener penge ved det man kalder ’petty trading’ – altså salg af små ting. Den klart førende er Mads’ kusine Mercy (hun er rent faktisk hans fasters datter), der har en lille butik ud til gaden. Rummet er ca. 2x1,5 m stort og der kan lige akkurat være 1½ person derinde, resten er proppet med varer i ét stort virvar. Til gengæld er der stort set ikke det man ikke kan købe i Mercy’s butik. Vand, brød, bleer og slik er nok blandt topsælgerne, men man kan også få æg, fisk, sukker, olie, alverdens dåsemad, tavlekridt, lynlåse, stof og tusindvis af andre småting. Der er konstant kunder og Mercy har en fyr til at hjælpe sig med at passe butikken, så hun ikke behøver at lukke, hvis hun skal noget.

De andre kvinder sælger primært mad fra små boder på gaden udenfor huset (gaden er primært en gågade). Det er ris, fisk, bønner og spaghetti, som bliver tilberedt fra tidligt om morgenen og solgt blandt andet til skolebørn på vej til skole. I løbet af dagen bliver der desuden friturestegt yams, kartofler, fisk og kogebananer, som ligeledes bliver solgt til forbipasserende.
Og så er der Anitas mormor, der sælger perler (hjulpet af Anita i weekenden) og gamle Auntie Efua har overtaget Mama’s salg af forskellige naturlægemidler og urter.

Børneflokken
Alle de ældste børn i huset går selvfølgelig i skole, de yngste passes derhjemme af kvinderne i fællesskab – det er meget svært at lure præcis, hvem der er hvis børn. Om eftermiddagen, når de store kommer hjem fra skole hjælper de med at hente vand fra pumpen ca. 300 m væk, lave mad og vaske tøj. Men der er også tid til at snakke, lege og se fjernsyn. De ældre passer de yngre og flokken af børn i huset fungerer som én stor søskendeflok. Antallet af børn varierer lidt, hvis det er mere praktisk at et barn bor hos tanten her i huset frem for hos forældrene i Accra flytter barnet ind og hvis der er en skole der er bedre i en anden by flytter barnet til noget familie dér. Men der er også en gruppe der bor i huset og som vi nyder at gense hver gang vi kommer tilbage til huset i Akropong.

Miloparty
Miloparty den sidste aften før man flyver hjem er en mange-årig tradition, startet den gang Mads, Hans og Jens var små og kom til Ghana på sommerferie. Vi har holdt traditionen ved lige og skal således også denne gang afholde Milo-party den sidste aften før flyet afgår. Milo-party betyder at hele familien samles i stuen (før omkring Mama’s stol). Der bliver blandet en stor gryde eller spand med Milo, der er en varm kakaodrik med masser af sukker og mælk. Alle stiller sig op i kø med hver sin plastikkop og får en kop Milo og et stykke brød – børn som voksne. Vi har tit vist nogle billeder og taget en masse billeder med blitz (til stor jubel) og der er tit udbrudt spontan sang og dans akkompagneret af trommen på dåser og vanddunke. Det er en rigtig hyggelig tradition og en god måde at sige farvel på.