Ud af byen, i udkanten til venstre af en jordvej, og lidt nede ind gennem en rød-brun låge på venstre hånd. En lille compound med tørt græs og et stort mangotræ. Lige for et stort hus og til venstre, bag mango-træet et mindre, rundt hus – vores hus.
Eller rettere: Vores værelser. Vi har to halvmåneformede værelser – ét til at sove i og ét til vores ting. I hvert værelse står en dobbeltseng, et lille bord og en stol og til hvert værelse er der et badeværelser med badekar, toilet og håndvask. Der er ikke rigtig vandtryk nok til et rigtigt brusebad og i går aftes var der kortvarigt stort set ikke noget vand. Men der er strøm og den er indtil videre stabil.
I det store hus er der køkken, spisestue og dagligstue med TV, som vi også kan benytte os af, foruden nogle værelser, hvor der ikke bor nogen lige nu. Rita bor her vist også et sted, hun er her i hvert fald og laver mad til os, vist nok de første to uger.
Vi deler compounden med en flok småfugle, et kuld hundehvalpe og nogle farvestrålende firben - og så var Ritas sine to børn her også i går – især den ældste pige skal vi nok få meget sjov ud af.
Her er ret fredeligt og roligt, og vi kan sidde udenfor huset, enten på trappen eller ved det lille bord, der står herude. Her er skygge, fuglekvidder og grønt.
Det er skønt at sidde ude og sludre, kigge på hundehvalpene, spise morgenmad – eller skrive indlæg til bloggen…